OL 10: 3-1 mod Singapore

Tidligere rapporter:  0  1  2  3  4  5  6  6a  7  8  9 

Det danske hold i åben række var ikke præget af det store nederlag i 9. runde og kom fint tilbage i turneringen med 3-1 over Singapore. I kvinderækken kniber det derimod med scoringen: ½-2½ mod Venezuela. 

Holdkaptajn Per Andreasens rapport:

Det gik op og ned for Danmark i dag.

Kvinderne tabte desværre igen, denne gang til endnu en stærk modstander, nemlig Venezuela. Vi havde hvid på 2. bræt.

WIM C. Sanchez 2014 - Evgenia Hansen  ½-½
WIM Martinez 2201 - Elena Gerasimovich-Steffensen 1-0
WIM A. Sanchez 2095 - Miriam Olsen 1-0

Evgenia er holdets skakmæssige lyspunkt, idet hun endnu en gang fik point på det svære 1. bræt.

Elena satte vist bare en officer til. Efter 1 time stod hun fint og efter 1 time og 15. minutter, da jeg kom igen, manglede hun en officer. Hvad der skete, ved jeg ikke ;-)

Miriam stod i hvert fald fint, men i begyndende tidnød kiksede hun et eller andet og tabte. Øv!!

Jeg har bemærket en besynderlig ting i kvindernes turnering. Jo højere ratingtal spilleren har, - jo mere er hun typisk stadset op. Det er selvfølgelig russerne og østeuropæerne, der fører an, mange ligner pin-up piger med højhælede sko og hele molevitten.  Det siger klak - klak - klak - klak, når de går rundt på trægulvet. Sindssygt irriterende synes jeg. Der burde indføres "skaksko" ;-)

Mændene vandt til gengæld med 3-1 mod Singapore. Trods det meget lidt "skakklingende" navn et ganske udmærket hold med to stormestre i toppen efterfulgt af to unge spillere, begge efter min mening klart underratede! Vi havde sort på 1. bræt.

GM Wu 2504 - Peter Heine Nielsen ½-½
GM Wong 2470 - Sune Beg Hansen 0-1
FM W. Goh 2353 - Davor Palo ½-½
Fm Yeo 2245 - Nicolai V. Pedersen 0-1

Peter fik ikke noget særligt med de sorte brikker. Wu gik tydeligvis efter remis, og det fik han.

Sune spillede hvid mod Skandinavisk. Sune fik løberparret og en bedre bondestruktur. Modstanderen blev gradvist udspillet, og Sune vandt sikkert!

Et eller andet gik galt for Davor i åbningen. Ligesom for to dage siden skete der et eller andet som sort i Caro-Kann. Jeg synes det så kritisk ud, men Davor fik det over i et uligefarvet Løberslutspil med en bonde under. Dette holdt Davor let remis!

Nicolai fik vist en lille fordel efter åbningen. Hen mod tidnøden var det ca. lige, begge havde 5 minutter igen. Det var D-T og 5 bønder på hver side. Det gik over stok og sten og flere gange troede jeg, at modstanderen kunne fremtvinge remis. Men Nicolai havde is i maven og satsede hele butikken og gik ud midt paa brættet med Kongen. Han overlevede det. Jge tror,  modstanderen på et tidspunkt havde en meget stærk ressource, men lige meget, det gik, og vi fik de 3 point.

Nu er vi lidt tilbage i gamet på herresiden. I morgen får vi sikkert en stærk modstander. Jeg tror det bliver svært at finde ud af, hvilke af vore spillere, der skal i ilden. Nu får vi se. Holdmøde kl. 21.30. Det bliver spændende.

Per Andreasen

Andre danske vinkler på OL kan læses på Skovlunde Skakklubs hjemmeside, hvor Miriam Olsen rapporterer hjem:
www.skovlundeskakklub.dk/

Den officielle OL-site: http://www.36chessolympiad.com/ 

----------------

25/10-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside