OL 9: Den store gyngetur

Tidligere rapporter:  0  1  2  3  4  5  6  6a  7  8 

9. runde ved OL på Mallorca vil nok blive husket - men ikke for det gode. I alt 1½ point af 7 til de danske spillere. 

Holdkaptajn Per Andreasens rapport:

Det var virkelig total nedtur for de danske farver i dag.

Kvinderne tabte 1-2 til Peru efter følgende resultater: Vi havde hvid paa 2 bræt.

WIM Zapata - Evgenia Hansen 0-1
Calle - Oksana Vovk 1-0
Aliaga - Elena Gerasimovich-Steffensen 1-0

Evgenia vandt i bare 17 træk da modstanderen satte et rent tårn i slag. En god begyndelse.
Oksana tabte desværre en fuldstændig lige stilling, efter endnu et upræcist springerslutspil.
Elena mente selv, at hun stod fint, men som jeg så det var det nu mest modstanderen der stod fint. Resultatet blev derefter. Der stod ellers "Banana Republic" hen over brystet paa modstanderens T-shirt ;-)) Men skak kunne hun altså spille, - iøvrigt kun 13 år gammel!

Herrerne fik desværre den helt store gyngetur mod et meget staerkt spillende mandskab fra Cuba.
Vi havde sort på 1. og 3. bræt.

GM Dominguez 2645 - Peter Heine Nielsen 1-0
GM Bruzon 2637 - Sune Beg Hansen 1-0
GM Delgado 2554 - Lars Schandorff 1-0
GM Nogueiras 2546 - Erling Mortensen ½-½

Peter ofrede frisk en kvalitet for et par bønder, men hans konge stod ikke sikkert og Dominguez vandt til slut, selv om Peter kæmpede heroisk, men desværre forgæves.
Sune fik så vidt jeg kunne se fordel i både aabning og midtspil, og han afslog endda remis. Derefter overspillede han stillingen og fik et uldent tårnslutspil. Da det så værst ud fik han pludselig en megachance, men så det desværre ikke, og han måtte ned. Meget ærgerligt.
Lars tabte desværre sin tredje sorte. Han ofrede en bonde i åbningen, men der var vist ikke nok for den, og så vidt jeg kunne se, spillede den cubanske stormester rigtig godt.
Erling spillede et omskifteligt parti. Som jeg så det, kom han godt fra åbningen, - hvid i Aljechins Forsvar, men senere blev det mere uldent. I gensidig kraftig tidnød ofrede Erling en kvalitet til gengæld for en meget farlig fribonde, og spillerne enedes om remis med kun sekunder igen.
Dermed holdt Erling liv i drømmene om et stormesterresultat og dermed titlen.
Alle de tre IM-ere på OL-holdet har jo to stormesternormer!

Nu skal vi så hjem til hotellet og slikke sårene og finde ud af hvad vi gør til i morgen. Det bliver sikkert mod en mere overkommelig modstander.

Per Andreasen

Andre danske vinkler på OL kan læses på Skovlunde Skakklubs hjemmeside, hvor Miriam Olsen rapporterer hjem:
www.skovlundeskakklub.dk/

Den officielle OL-site: http://www.36chessolympiad.com/ 

----------------

24/10-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside