Jakob Vang Glud tog IM-norm ved Ungdoms-VM

Tidligere rapporter:   1   2   3   4   5   6

Med sejr i 10. runde i gruppen 'drenge under 16 år' lykkedes det Jakob Vang Glud at opnå IM-norm ved VM for ungdom på Kreta. I den afsluttende 11. runde nøjedes han med remis, og sluttede på 16. pladsen blandt gruppens 107 deltagere. I samme gruppe sluttede Benjamin Skjoldan på 4 point, mens Peter Skovgaard og Alexei Hansen scorede henholdsvis 5½ og 5 point i gruppen 'drenge under 14 år' blandt 123 deltagere..

Sidste rapport fra landstræner Jes Harholm, rejseleder for de fire danske VM-deltagere:

VM-kap. 7:

Som jeg sidst skrev, kunne Jakob med en gevinst i 10. runde stadig score en IM-norm. Jakob havde via Chessbase konstateret at modstanderen gerne spille afbytningsvarianten i spansk (med sort). Så det var med julelys i øjnene Jakob forberedte sig til runden. I forbindelse med træningen v/ Sune Berg Hansen, var netop denne variant nøje blevet gennemgået, så forberedelsen var egentlig mere en genopfriskning. 
Et par vigtige partier blev gennemspillet for lige at genkalde sig ideer og temaer – et af dem var Shirov - Short 1997 (tror jeg nok?!), hvorefter Jakob optimistisk kunne afvente kampen.
Som ventet spillede modstanderen sin spanier, og som ventet var Jakob hurtigt ovenpå. Da han efter den indledende fægtning skulle til at indkassere en bonde, valgte modstanderen i stedet at give en officer for noget angreb. Umiddelbart syntes de sorte chancer små, men det lykkedes alligevel den sorte mand at snyde Jakob (- eller Jakob at snyde sig selv?!), fordi han fik en chance for at få et stød ind. Situationen opstod efter at Jakob tog en (for) hurtig beslutning – hvorefter modstanderen heldigvis også 
valgte at trække hurtigt. Derefter gik det rask ned ad bakke for modstanderen, kun afbrudt af, at Jakob undervejs sætter en løber i slag. På det tidspunkt førte han med et tårn, så det rykkede ikke ved udfaldet af partiet. 1-0, og norm til Jakob!
Peter spillede et fint parti, og endte for 3. gang i turneringen i et springer- /løberslutspil, hvor han for 3.gang vandt med springeren imod en dårlig løber. Alexei havde gjort en del ud af forberelsen, og høstede da også en del af frugten i sit parti imod den unge moldavier på 2200. Partiet fulgte forberedelsen, der egentlig skulle ende med, at sort var tvunget til at give evig skak, indtil evigskakken, idet Alexei 
i mellemtiden havde fået smag for mere. Alexei ændrede i sidste øjeblik taktik, for at 
spille på gevinst. Og Alexei fik faktisk en gevinststilling, men spillede derefter lidt upræcist, hvilket desværre var nok for modstanderen, der så tog hele pointet.
Benjamin var i forberedelsen til sit parti blevet advaret af Jakob, der også havde spillet imod Maenhout fra Belgien, som han karakteriserede som en ”giftig fisk”. Benjamin fik dog åbnet godt, fik også fordel, men spillede nok for hurtigt en stund, hvilket afstedkom bondetab og senere tab af parti. Øv, øv og øv.

Lodtrækningen til sidste runde:
Jakob har sort imod Bosiocic (2313)
Benjamin har sort imod Stubberud (2028)
Peter har hvid imod Can (2192)
Alexei har sort imod Green (1838)

Desværre var sidste runde ikke noget specielt at skrive hjem om. Peter satte uprovokeret en officer i slag. Benjamin satte en ren bonde over styr. Alexei tog imod et tidligt remistilbud. Jakob spillede en lang og interessant teorivariant, havde mulighed for fordel – tog den ikke, men senere remisen.

Dette betød følgende pointhøst:

Jakob scorede 7 point af 11 mulige, blev nr.16 i u.16, og scorede en IM-norm!
Benjamin 4 af 11, og blev nr.93 i u.16
Peter 5½ af 11, og blev nr. 56 i u.14.
Alexei 5 af 11, og blev nr. 74 i u.14.

For drengenes samlede score var det desværre et ½ point fra de eftertragtede 50%, som vi de sidste dage havde snakket om. 50% havde samtidig været en tangering af nyere tids bedste præstationer ved EM og VM. Dette VM var dog meget stærkt besat; u.16 var lige så stærk som u.18. I både u.14 og u.16 var der flere spillere +2500, hvor navne som GM Kusubov og IM Nguyen i u.14 og GM Baramidze og 
GM Mamedov i u.16 sikkert vil være med til at præge fremtidens topturneringer.

I morgen skal vi tidligt op og af sted i retning af Danmark. Dette er derfor de sidste ord herfra denne gang! – Hvor drengene allerede er begyndt at tale om næste gang (- der skal de ha´no´en bank…).

Jes Harholm

Officiel hjemmeside: http://www.greekchess.com/wycc2004/

------------

13/11-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside