Steen Juul Mortensen formand

Dansk Skak Unions nyvalgte forretningsudvalg.

Bagest fra venstre: Erik Mouridsen, Henrik Knudsen (kasserer) og Poul Jacobsen,
forrest fra venstre: Erik Søbjerg og Steen Juul Mortensen (formand).

Se større foto. 

Det ekstraordinære delegeretmøde i Vejle lørdag den 21. december var tydeligt præget af et fælles ønske om at komme videre efter Bled-sagen og få genoprettet det gode samarbejde mellem forretningsudvalget, hovedbestyrelsen, klubber og medlemmer. Mødets effektive dirigent, Svend Novrup, markerede straks fra start, at indlæggene skulle holde sig strikt til dagsordenen, men stærkt medvirkende til den konfliktfri afvikling af mødet og nyvalgene til alle fem poster i Forretningsudvalget var givetvis også, at Dansk Skak Unions formand siden august 2000, Ole Block, valgte at træde tilbage umiddelbart efter sin redegørelse under mødets pkt. 2 om håndteringen af Bled-sagen og om ledelsens samarbejdsvilkår, idet han samtidig erklærede at have tillid til Steen Juul Mortensen som ny formand.
Uden på nogen måde selv være skyld i Bled-problemet påtog han sig således sit formelle lederansvar og reddede ved dette personlige offer Dansk Skak Union fra yderligere splittelse.
Som redaktør og webmaster vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige Ole Block tak for åbent og tillidsfuldt samarbejde, ikke bare i hans to år som formand, men også gennem de mange år forud som kasserer og på mange andre ledelsesposter i Dansk Skak Union. Nu er det så op til den ny ledelse - og alle os andre - at bruge den mulighed for en fredelig og konstruktiv genstart, som Ole Block banede vejen for ved således at vaske tavlen ren.

Som ny formand frem til delegeretmødet 2003 blev Steen Juul Mortensen valgt uden modkandidat. Steen Juul Mortensen har tidligere været formand for Dansk Skak Union i en 19-års periode fra 1976 til han trådte tilbage 1995, og i hans formandstid oplevede man bl.a. at se medlemstallet passere de magiske 10.000. I sin programerklæring gjorde han det dog helt klart, at han ikke ønsker en ny lang periode men ser sig selv som en overgangsfigur frem til 2005 med den bundne opgave at genetablere et bredt og velfungerende samarbejde i Dansk Skak Union og at gennemføre de ændringer, både organisatorisk og i turneringslivet, der er nødvendige for atter at give skakspillet i Danmark fremgang.

Henrik Knudsen blev genvalgt som kasserer, også uden modkandidat.

Valget af Forretningsudvalgets tre øvrige medlemmer måtte splittes op, idet et af de tre medlemmer kun skulle vælges for perioden frem til delegeretmødet 2003, mens de to sidste skulle vælges for perioden frem til delegeretmødet 2004.
Til den korte periode blev Erik Søbjerg foreslået og valgt uden modkandidat, men da der var tre kandidater til de to sidste pladser, måtte der skriftlig afstemning til, før Erik Mouridsen og Poul Jacobsen havde fået konstateret flere stemmer end John Zachariassen. Alle tre efter positive og samarbejdssøgende valgoplæg.

Mere detaljeret møderapport skal følge.

-------------------

Baggrund for mødet:
OL-episoden 8/11
Pressemeddelelse 12/11
Pressemeddelelse 16/11
Pressemeddelelse 17/11
Pressemeddelelse 1/12  
Pressemeddelelse 5/12 
Pressemeddelelse 11/12 
Pressemeddelelse 18/12

----------------

22/12-2002 - tr

Retur til DSU's hjemmeside