Ekstraordinært delegeretmøde

Dansk Skak Unions Forretningsudvalg har på baggrund af den vedholdende dårlige presseomtale efter OL-'hændelsen' og sagens alvor valgt at indkalde til ekstraordinært delegeretmøde. 

Forretningsudvalget har udsendt nedenstående pressemeddelse i dag søndag den 17. november 2002:

---------

Forretningsudvalget havde håbet på, at omtalen i medierne af episoden under OL i Bled var afsluttet i sidste weekend.

Forretningsudvalget finder, at yderligere omtale af denne sag - hvor det ikke er muligt at få en enslydende beskrivelse af episoden - ikke fremmer Dansk Skak Unions omdømme.

Fra dele af Hovedbestyrelsen og det øvrige Forretningsudvalg er Harry Dalsø og Lars Haugaard Steffensen i den forløbne uge blevet opfordret til at trække sig. Som meddelt i pressemeddelelse lørdag 16. november, har Lars Haugaard Steffensen valgt at trække sig fra Forretningsudvalget med øjeblikkelig virkning. Harry Dalsø har indtil videre valgt ikke at følge opfordringen.

Forretningsudvalget vil derfor indkalde til et ekstraordinært delegeretmøde den 14. december med henblik på at få valgt et samarbejdsdygtigt forretningsudvalg.

Tid og sted vil blive meddelt i indkaldelsen, som vil ske i brev til klubberne i henhold til Dansk Skak Unions love §6.

Ole Block, formand
Henrik Knudsen, kasserer
Erik Mouridsen, klubforhold

---------------
[Baggrund]  [Pressemeddelelse]  [Pressemeddelelse

----------

17/11-2002 - tr

Retur til DSU's hjemmeside