15th NATO Chess Championship slut

Danskerne klarede sig smukt ved NATO-mesterskaber i Holland, skriver holdleder Finn Stuhr i sin afsluttende pressemeddelelse. Hans midtvejsrapport kan læses her [15th NATO].

Resultater, partier m.m. kan findes på: www.natochess.org 
    

15th NATO Chess Championship i Holland

NATO Skak turneringen i Holland er slut. Danskerne klarede sig over forventet, og Rene O. Nielsen fra Tårnet, Ballerup opnåede en delt 5. plads med 5 point i 7 runder uden nederlag.
På 3.brættet i sidste runde mødte Rene Nielsen IM Lawewncew Cooper, UK. Ligeledes ubesejret blev Erik Nilsson, Kjellerup Skakklub med 4 point. En enkelt sejr brød Eriks remis-tour med hele 6 remiser. En lige så flot præstation gjorde Michael Olesen, Viborg Skakklub, der mødte hele 7 Elo-spillere og opnåede med 4 point en præstationrating på 2166. Med sin danske rating 1845 og et del-Elotal fra sidste års NATO-Skak turnering i Danmark vil han lande omkring de 2100 Elo-rating. Flot.

Det danske hold bestod foruden førnævnte Henrik Nilsen, Holstebro skakklub, Rico Adolfssen, Bornholm og holdleder Finn Stuhr, Køge Skakklub. Holdet endte på en smuk 7. plads, et resultat der udtrykker en sund teamspirit.

Turneringens svage favorit, Polen lå efter 5 runder overraskende foran Tyskland med hele 2½ point. Den tyske holdleder Karl Koopmeiners udtrykte sin forfærdelse - tænk at skulle miste titlen, som har været i deres hænder siden 1997.

En svær opgave, som virkelig skulle trække tænder ud. Som forhekset mistede det polske hold fuldstændig fodfæste, og de sidste to runder blev et mareridt. Før sidste runde var Polen kun foran med ½ point.
Femtebrættet mellem Matthias Kraft, GER og Marek Mariusz POL kunne derfor let blive tungen på vægtskålen. og ville være 2 point værd for det tyske hold, hvis Mathias Kraft kunne vinde. Det skete, og Tyskland vandt med 21 point foran Polen med 19 point og Norge med 18½ point.

Der er blevet spillet smuk skak på Det Hollandske Forsvars kollegie, hvor indkvarteringsforholdene var helt suveræne med enkeltværelse til alle. Spilleforholdene var ligeledes perfekte. 

Næste års mesterskaber bliver afholdt i Polen. I 2006 United Kingdom, 2007 Tyrkiet, 2008 Norge 2009 Belgien, 2010 Tyskland eller Danmark.

Turneringen bliver næste år udvidet med 2-3 af de nye NATO-lande - en turnering der vokser med sin succes.

Finn Stuhr




---------------

15/8-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside