Bedre men ikke godt ved Ungdoms-EM

Tidligere rapporter om Ungdoms-EM:   1   2   3

28. juli til 8. august i Ürgüp, Tyrkiet, 
Turneringen kan følges på www.euroyouth2004.com.

Som 6. runde ved Ungdoms-EM forløb, kunne de fire danske deltagere nok være tilfredse med den samlede høst på tre remiser. For tidligt i partierne ligende så det langt vanskeligere ud efter hullet åbningsspil.
Modstanden, danskerne er op imod, fremgår naturligvis af deltagernes rating og titler, som man kan finde på turneringens hjemmeside, men også indirekte ved sammenligning med det seneste hjemlige resultat af den ældste dansker, Jacob Vang Glud.
Horsens Lang Weekend: 1. Jacob Vang Glud, Skolernes Skakklub, 6½ point af 7, 2. Allan Stig Rasmussen, Jetsmark (førstebræt og vinder af kandidatklassen 2003) 6, 3-5. Jakob Kjær Jensen, Viby, Lars Andersen, Nordre, og Erling Høiberg, Holstebro, 5. Gruppe 2, som blev vundet af Steffen Strunge, Skødstrup, var i øvrigt også præget af talentfuld ungdom. Blandt andet 15-årige Stefan Wiecker, Nakskov, som fik ratingpræmie. Horsens Lang Weekend havde i alt 40 deltagere og 7 runder.

Men tilbage til Ungdoms-EM i Ürgüp, Tyrkiet.

Danskernes scorer indtil nu:

Jacob Vang Glud (Drenge under 18):  3½ af 6
Nikolaj Mikkelsen (Drenge under 16):  3½ af 6
Miriam Olsen (Piger under 16):  2½ af 6
Alexei Hansen (Drenge under 14):  3 af 6

Rapport fra rejseleder Arne Matthiesen:         

Ungdoms-EM 6. runde

Efter fridagen, der blev brugt paa en ekskursion til "Best Places of Capadoccia", var danskerne klar til 6 runde. 

Efter halvanden times spil troede jeg, at resultatet ville blive nul point, men det var trods alt for pessimistisk. 

Jacob Vang Glud (drenge U18) kom meget skidt fra åbningen. Efter at have givet dronningen for tårn og løber så det lidt mere remisagtigt ud, og modstanderen fandt aldrig en måde at bryde igennem på. Til sidst troede Jacob sågar et kort øjeblik at han ville vinde, men modstanderen kunne ofre sin dronning og fremtvinge pat.

Nikolaj Mikkelsen (drenge U16) blev overrasket af Grand Prix angrebet i siciliansk, en variant han indtil dagens parti havde en score paa 0 % imod. Det så da også farligt ud undervejs, men Nikolaj havde rimeligt styr paa det og holdt remis uden problemer. 

Miriam Olsen (piger U16) spillede et meget fejlfyldt parti. Tre gange blev hun snydt taktisk og tabte en kvalitet og en bonde. Helt unødvendigt tillod modstanderen modspil, så Miriam holdt remis.

Alexei Hansen (drenge U14) blev udspillet i et midtspil uden dronninger, hvor han pga. terrænmangel ikke kunne få brikkerne ud.

Arne Matthiesen

  
---------------

5/8-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside