Godt fra start ved Ungdoms-EM

Tidligere rapporter om Ungdoms-EM:  1 

De danske spillere klarer sig godt ved Ungdoms-EM 28. juli til 8. august i Ürgüp, Tyrkiet. Efterfølgende rapport fra rejseleder Arne Matthiesen blev dog ikke skrevet uden problemer. Tekniske - ikke skaklige - for den udmærkede plan at skrive teksten på den medbragte PC og så sende fra en netcafé viste sig uigennemførlig, fordi der ikke var noget A-drev til den filbærende diskette. Altså måtte Arne Matthiesen benytte det langtfra behagelige tyrkiske tastatur, hvor ikke alle taster sidder som de plejer i DK.
         

Ungdoms-EM efter 4 runder

Danskerne kom godt fra start ved Ungdoms-EM, men efter 4 runder er status et samlet resultat paa 50%.

Jacob Vang Glud i Drenge under 18 startede med 2/3 med tabte i 4. runde og falder dermed lidt tilbage i feltet. Han har mødt 3 spillere med 2400 eller mere i rating, så præstationen er fin indtil nu.

Miriam Olsen i Piger under 16 startede med en gevinst, men derefter er det kun blevet til yderligere et halvt point. I runderne 2-4 har hun haft gode stillinger hver gang, men har ikke haft det fornødne held i afslutningerne.

Nikolaj Mikkelsen har 2/4 i Drenge under 16. Det svarer nogenlunde til hans forventede score. Med FIDE betænkningstiden paa 90 minutter til partiet plus 30 sekunder pr. udført træk har tiden spillet en afgørende rolle i de seneste 3 partier. I 2. runde tabte Nikolaj på tid mens han overvejede et remistilbud, og de seneste 2 runder er slutspillene bølget frem og tilbage, mens uret tikker ned mod nul.

Alexei C. Hansen i Drenge under 14 er dansk topscorer med 2½/4. Alexei spiller frisk og uimponeret mod de stærke modstandere og kunne have haft flere point, men tiden løb fra ham i 2. runde, så han ikke kunne nå at vinde sin gevinststilling.

Danskerne forbereder sig godt til partierne og har flere gange haft held med hjemmeforberedelserne. Indstillingen til partierne er helt i top, men i tidnødfasen er der gået en del point tabt. Trods alt er det flot, at spillerne samlet har
scoret 50%, en score vi satser på at forbedre i de kommende runder.

Turneringen kan følges på www.euroyouth2004.com. Adgangen til partier er dog ret begrænset indtil videre. Desuden er der en artikel om turneringen på www.chessbase.com.

Arne Matthiesen

  
---------------

2/8-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside