VM 1: På rejse med +100000 Elo-point
VM 2004 i Libyen: http://wcc2004.fide.com/main.asp
VM-deltager Peter Heine Nielsen er sammen med sin sekundant, Karsten Rasmussen, ankommet til Tripoli i Libyen. Der er allerede etableret kontakt både via telefon og internettet, og alt i forhold til tid, kræfter og turneringsmæssige opgaver, vil den danske delegation rapportere til DSU-siden under VM-turneringen..
Karsten Rasmussen lægger for:
På rejse med +100000 Elo-point
Peter Heine og skribenten er vel ankommet til Almahary Hotel i Tripoli torsdag morgen kl. 4.30. Klokken her på skrivetidspunktet nærmer sig 11, og stormesteren er for øjeblikket godt sovende. Jeg har derimod aldrig været begavet med denne tilpasningsevne, og føler derfor allerede en form for "jetlag". Turen forløber planmæssigt, og allerede i Budapest begynder den første skakstemning at brede sig. Aronian, "The big Al" Beljavski og vores forhåbentligt kommende helt filosoferer over lodtrækningen. Fokus er specielt på Aronian, som bestemt ikke er lykkelig for, at blive sat op imod "the kid" Carlsen. Han har således ikke set nogen grund til at forberede sig til mere end en runde. Aronian føler sig allerede for gammel til gamet - han blev også juniorverdensmester for et par år siden- og vil basere mødet på held og lidt tricks. Det sidste virker ifølge "big Al" ikke, han har allerede erfaringer med Carlsen fra Tåstrup. Peter når også at få et par tips om Ganguly, inden det vælter ind med russisktalende spillere i en flok, der har en størrelse som en EM-trup.
Fra mange sider hilses der på hvor forhåbentligt kommende helt, som åbenbart er rigtig kendt i østeuropæiske kredse. Om det er hans fotogene optræden i diverse magasiner eller hans skaklige præstationer, røber de ikke. De fleste af ansigterne er selv bekendte for mig. Enkelte giver dog anledning til lidt dæmpet dansk diskussion. Er det for eksempel Radjabov, der lige hilste?
Under morgenmaden her på hotellet for et par timer siden giver detektivarbejdet resultat. Det var det ikke, for Radjabov sider her og spiser morgenmad med sin far eller sekundant? Nå, væk med alle disse spekulationer, forhåbentlig, ser vi "the real deal" i runde 2.
Budapest-Tripoli etapen er lidt bakket, og de skaklige sysler i flyet erstattes for stormesterens vedkommende delvist med lidt Harry Potter spil på computeren. Man er trods alt omgivet af mere end 100000 Elopoints. De forskellige skaklige forbindelser fornemmes og desuden kan det konstateres, at Rublevsky vinder konkurrencen om at være mest højlydt, foran min ellers klare favorit Aleksandrov. Dreev, der normalt ikke er meget talende gør det i øvrigt også godt. Pascheck i Tripoli forløber smertefrit og efter 115 minutters ventetid begiver vi os på en stilfærdig bustur igennem et meget sovende Tripoli.
De første indtryk af Tripolis befolkning er så småt ved at rodfæste sig. På det privatejede businesscenter er man meget gæstfrie og fortæller en del om landet fortræffeligheder. At markedskræfterne har vundet indpas fornemmes allerede fra første færd. Jeg "opfordres" således til at betale 1 dollar til ejeren for vores venskabelige samtale, der afklarer, at den væsentligste TV-kanal er Al-jazeeri CNN, som muligvis også giver adgang til EM-fodbold. Som uddannet økonom er det selvfølgelig et projekt, der skal støttes. Kirsan er også set med følge - GENS UNA SUMUS - i skarpt trav mod ventende VIP-biler. Skakforbundet har en præsident.
Her lidt i 12 vågner stormesteren. Hans første bemærkning går på om jeg er i gang med forberedelserne til Ganguly...Karsten Rasmussen
Link til mere info omVM:
Chess Players Professional: http://www.chess-players.org/eng/index.html
ChessBase: http://www.chessbase.com/
FIDE: http://www.fide.com/---------------
17/6-2004 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |