Aarhus Chess Summer (7): Mirakuløs remis
Tidligere rapporter: 0 1 2 3 4 5 6
Topskak i Århus 27. juli - 4. august. Daglig rundestart kl. 16.00 i Chess House's nyåbnede lokaler, Silkeborgvej 41, 8000 Århus C.
Hannes Stefansson øgede i 7. runde føringen i GM-gruppen til et helt point, da han besejrede Karsten Rasmussen i et parti, hvor den århusianske IM ellers stod lovende efter åbningen. Davor Palo holdt sin delte andenplads (med GM Artur Jakubiec, Polen), men undervejs var han ellers udspillet positionelt af Klaus Berg, som omsatte stillingsfordelen i et vundet tårnslutspil - som Palo mirakuløst holdt remis. Men dermed var det dog slut med danske GM-norm drømme. Remiser i 7, 13 og 23 træk antydede, at det også hos nogle af deltagerne er slut med at bevare energien i den subtropiske sommervarme.
I IM-gruppen fik Arne Matthiesen ikke IM-normen hjem på den første sætbold. I et kompliceret midtspil gik han galt i byen mod suveræne Emil Hermansson og tabte. Nu skal han holde remis i søndagens parti mod Flemming Christenson, Norge. Daniel V. Pedersen spiller også for IM-chancen i dag, og for ham er kravet sejr over Emil Hermansson med de hvide brikker. Thorbjørn Bromann har scoret 3½ point af de seneste 4 og skal have yderligere 1½ point i sine sidste partier.
Turneringen kan følges på: http://www.chesshouse.dk/sommerskak/
-----------
3/8-2003 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |