Home

 Live Partier

 Resultater

 Partier i PGN

 Nyheder

 Generel Information

 Sponsorer

 Kontakt

 

7. runde:
13.09.03: Hård kamp
 
IM Kjetil A. Lie - FM Flovin Tór Næs 1 - 0
GM Jonny Hector - GM Lars Schandorff ½ - ½
GM Evgenij Agrest - GM Helgi Olafsson 1 - 0
GM Heikki Kallio - GM H. Stefansson ½ - ½
IM Davor Palo - GM Curt Hansen ½ - ½
FM Heikki Lehtinen - GM Einar Gausel 1 - 0

Dagens runde bød på kampskak og endte med tre remiser og tre gevinstpartier. I topppen fører danske Curt Hansen og svenske Evgeni Agrest nu med hver 5 points af 7 mulige. Herefter kommer islændingen Olafsson og turneringens store overraskelse finske Lehtinen med 4½. Lidt om forløbet i de enkelte partier:

Den første afgørelse faldt i partiet mellem Lie og Næs. De spillede Tarraschvarianten i Dronninggambit og efter nogle typiske manøvrer fra begge parter fik sort problemer med at holde sin isolerede d-bonde. Ifølge Bent Larsen i kommentatorrummet havde sort tabt et tempo mere end hvid, hvilket var årsagen til problemerne. Færingen tabte bonden og efter yderligere materialetab var stillingen tabt.

Lehtinen har fået en flyvende start og har med dagens resultat sikret sig en IM norm og kan med fire runder tilbage begynde at drømme højere. I en stillingstype fra Catalansk fik hvid et vist pres og med Sb5 som forudsagt af Larsen havde han en vis fordel. Gausel søgte en dramatisk løsning på vanskelighederne ved at manøvrere tårnet fra c8 til c5 og videre til kongefløjen. Et sådant eventyr burde ikke ende godt og ifølge Larsen resulterede det i en fortjent bolle til nordmanden. Lehtinen brugte megen tid, men fortsætter med at imponere!

Partiet mellem Agrest og Olafsson var en slags topopgør, idet Agrest kunne overhale den førende islænding med en sejr. Det lykkedes i et parti, der længe virkede i balance. I en lukket stilling fra Nimzoindisk, var sort optimistisk nok til at spille frem på damefløjen. Planen var optimistisk, hvilket Larsen mente var nødvendigt for at vinde, men Agrest fik spil på den anden fløj og laverede godt. Det sluttede med, at hvid brød brutalt igennem ved et løberoffer på damefløjen. Til gengæld fik han tre fribønder, der viste sig umulige at håndtere.

Danskeropgøret mellem førende Curt Hansen og unge Davor Palo blev rundens længste, idet de spillede 100 træk og næsten de maksimale 6 timer. Først med 18 sekunder tilbage indstillede Curt gevinstforsøgene og en hårdt kæmpende Davor Palo kunne ånde lettet op. Åbningen var modtaget Dronninggambit. Davor mente muligvis at have slået for hurtigt på c5 i åbningen, hvilket lagde kimen til problemerne. Efter La6 mente Larsen, at sort stod meget tilfredsstillende. Systematisk udbyggede Curt fordelen. Curt vandt først en bonde og siden endnu en. Derefter brugte han en del tid på at vælge mellem fristende muligheder og først meget sent i slutspillet gled gevinsten ham af hænde. Davors fighteregenskaber blev belønnet, så han med 50% stadig kan blande sig i toppen.

Kallio og Stefansson spillede en kompliceret Sicilianer. I midtspillet opstod en ubehagelig binding af hvids tårn på f2, men i mange varianter havde han gode parader. Trods flere fristende muligheder for islændingen var det svært at bevare initiativet. Dronningerne blev byttet og selvom sorts fribonde i a-linjen nåede til a3 var der ikke mere end remis i stillingen.

Endelig spillede Hector og Schandorff en slags lukket Sicilianer, hvor de begge manøvrerede godt. Hector spillede dronningen til d2, hvilket blandt andet understøttede en plan med b2-b4. Efter et temmelig korrekt parti og en del afbytninger i centrum var stillingen lige og der blev taget remis. 

Stillingen efter 7. runde:

 1-2   Evgenij Agrest og Curt Hansen 5 point
 3-4   GM Helgi Olafsson og Heikki Lehtinen 4½ point
 5-6   Hannes Stefansson og Jonny Hector  4 point
 7   Davor Palo  3½ point
 8-9   Lars Schandorff og GM Einar Gausel 3 point
10-11   IM Kjetil A. Lie og Heikki Kallio 2½ point
12 FM Flovin Tór Næs ½ point