Home

 Live Partier

 Resultater

 Partier i PGN

 Nyheder

 Generel Information

 Sponsorer

 Kontakt

 

5. runde: Status Quo!
10.09.03

GM Kallio - GM Gausel ½ - ½

Så kom der en total remisrunde, men det var bestemt ikke, fordi der ikke skete noget! Kun ét parti blev hurtigt taget remis, nemlig Heikki Kallio - Einar Gausel, hvor der kun blev spillet ca. 10 træk.

 

GM Schandorff - FM Næs ½ - ½

Flovin Tor Næs kom endelig på tavlen som sort imod Lars Schandorff. Lars havde tidligt en lille fordel, men en unøjagtighed gjorde, at færingen pludselig stod godt og kunne forcere en trækgentagelse.

 

GM Hector - GM Stefansson ½ - ½

Jonny Hector gik frisk til sagen med de hvide imod Hannes Stefansson, først ofrede han en bonde og siden en officer! Stefanssons brikker havde koordineringsproblemer, men han fandt en tilfredsstillende løsning på 

problemerne, og Hector måtte tage materialet tilbage, hvorefter Stefansson havde evig skak.

 

IM Lie - GM Olafsson ½ - ½

Kjetil A. Lie - Helgi Olafsson havde et spændende partioplæg, idet Olafsson allerede i 4. træk nappede en bonde. Lie fik dog modspil, og da Olafsson ville sikre sin rokade, vandt Lie bonden tilbage. I fortsættelsen fik Lie 

overtaget og kom over i et slutspil med tårn og 2 bønder mod springer og 3 bønder. Det var en udbredt opfattelse at han burde have vundet, men det lykkedes Olafsson at føre en bonde så langt frem, at Lie måtte ofre tårnet på den og give remis.

 

IM Palo - FM Lethinen ½ - ½

Heikki Lehtinen spillede med sort en lidt suspekt variant i Modern Defense mod Davor Palo, og Davor pressede tidligt hårdt på. Finnens opfindsomhed prellede dog af på Davor, indtil han efter Bent Larsens mening undlod en 

vigtig tårnafbytning, før han slog en bonde på a7. Herefter gik partiet over i et heftigt tidnøddrama, som efter rigeligt med træk fra begge sider endte i et meget remisagtigt slutspil, og Davor måtte til sidst affinde sig med trækgentagelse.

 

GM Agrest - GM Hansen ½ - ½

Eugenij Agrest spillede en klassisk afbytningsvariant i Dronninggambit imod Curt Hansen. De fulgte teorien hen til omkring træk 20, hvor Curt mistede tråden, kom i problemer og tabte en bonde. Resultatet blev et

dårligt tårnslutspil med en mod to bønder, og ifølge slutspilsekspert Bent Larsen burde hvid have vundet let. Men nu var det Agrest, der tabte tråden, han spillede galt, og Curt kæmpede i de sidste minutter en remis hjem.

Ærgerligt for Agrest, som også kiksede dagen før. Ifølge vores referat i går ”var han ikke i nærheden af sejr”, hvilket var noget af en fortalelse. Kristian K. Jensen, Viby har nemlig korrekt påpeget, at Agrest kunne have vundet partiet over Gausel i ét træk! Og der er faktisk tale om en klassiker, som Agrest burde have set med 20 minutter tilbage på klokken. Efter hvids 27.Dd4-d6?? kan han nemlig vinde hvids dronning med 27…Te5-e1+! Kongen kan ikke forlade baglinien, og efter 28.Td1xe1 hænger dronningen på d6 og sort vinder let.

Stillingen efter 5. runde er derfor uændret:

1-4. Hannes Stefansson, Helgi Olafsson, Jonny Hector og Curt Hansen alle 3½ points

5-6. Davor Palo og Evgeni Agrest begge 3 points

7. Heikki Lehtinen 2½ points

8-10. Lars Schandorff, Heikki Kallio og Einar Gausel 2 points

11. Kjetil A. Lie 1 point

12. Flovin Tor Næs ½ point