PRESSEMEDDELELSE FRA SK34:

SK34 Nyk.F var to sekunder fra finalen

 

Danmarksmestrene blev en udmærket nr. 4 ved Europa-Cup’en i Reykjavik, men var tæt på mere

Resultatet kan hurtigt opsummeres: De lokale Danmarksmestre i holdskak, SK34 Nyk.F, sluttede på en udmærket og nogenlunde forventet 4. plads ved den indledende runde i Europa Cup’en for mesterhold i Reykjavik i weekenden.

Men den store historie er egentlig, at skakklubben fra Nykøbing var skaklige milimeter fra at kvalificere sig til finalen. Efter en sikker sejr på 4-2 mod de walisiske mestre fra Cardiff mødte SK34 Nyk.F i semifinalen de stærke engelske mestre fra Invicta Knights Maidstone. Og det var en dramatisk og vekslende affære, hvor SK34 Nyk.F havde sejren og finalebilletten i sin hule hånd. Men der manglede sølle to sekunder. Det var den tid, som det ville have taget Henrik Danielsen at udføre de sidste to krævede træk inden tidsgrænsens udløb og dermed sikre sig mindst remis (og måske mere) mod superstormesteren John Nunn. Men Henrik nåede kun 38 træk af de krævede 40 inden tidsgrænsen på 2 timer udløb, og han blev i stedet noteret for tab.

Dermed vandt Invicta Knights kampen 3½-2½ og kvalificerede sig til finalen, hvor de dog tabte knebent til Tomsk fra Sibirien, som dermed kvalificerede sig til de afsluttende kampe i Europa-Cup’en. SK34 Nyk.F kunne have sikret sig finalepladsen med 3-3 på grund af det særlige korrektionssystem til tiebreak. Her tæller sejre opnået på højere brætter mere end sejre på lavere brætter, og derfor ville Lasrs Bo Hansens gevinst på 1. bræt mod englændernes superstormester Matthew Sadler sammenholdt med Jens Hartung Nielsens sejr på 6. bræt have vægtet tungere end englændernes gevinster på bræt 4 og 5.

Med det uheldige nederlag måtte SK34 Nyk.F tage til takke med at spille om 3. pladsen mod værterne fra Hellit Chess Club, Island. Også her var Nykøbingklubben tæt på, men igen blev det til et knapt 2½-3½-nederlag, og altså en samlet 4. plads blandt de 8 hold.

"Fjerdepladsen var ca. som forventet i forhold til de deltagende klubbers styrke, så på den måde kan man sige, at vi levede op til forventningerne. Men det er klart, at vi ærgrer os meget over de spinkle nederlag, for vi spillede egentlig bedre end til 4. pladsen", siger SK34 Nyk.Fs holdleder, Lars Bo Hansen. "Vi havde næppe slået Tomsk i finalen, men det havde været sjovt at have fået chancen. Under alle omstændigheder giver deltagelsen et godt moralsk, socialt og skakligt rygstød inden vi skal prøve at forsvare Danmarksmesterskabet i den nye sæson, som begynder ca. 1. november."

Slutstillingen ved Europa-Cup’ens indlende runde blev:

  1. Sibir Tomsk, Rusland
  2. Invicta Knights Maidstone, England
  3. Hellir Chess Club, Island
  4. SK34 Nyk.F, Danmark
  5. Reykjavik Chess Club, Island
  6. Cardiff Chess Club, Wales
  7. Akureyri Chess Club, Island
  8. Crumlin Dublin, Irland

SK34 Nyk.Fs individuelle scorer blev:

  1. Lars Bo Hansen 2½/3 (topscorer på 1. bræt)
  2. Henrik Danielsen 1½/3
  3. Erling Mortensen ½/3
  4. Mikkel Antonsen 2/3
  5. Andreas Bang ½/3
  6. Jens Hartung Nielsen 2/3

Mere om matcherne kan findes på den officielle hjemmeside http://www.simnet.is/hellir/ecc99.htm
Eller på SK 34's hjemmeside http://home10.inet.tele.dk/jlbm/sk34/

------

29/9-99 - tr

Retur til DSU's hjemmeside