Delegeretmødet i påsken
Dansk Skak Unions delegeretmøde påskedag i Århus var imødeset med spænding. Her skulle Forretningsudvalgets handlingsplan 'DSU mod nye tider' have det blå stempel gennem vedtagelse af kontingentstigning på 120 kr. for seniorer (fra 180 kr. årligt til 300 kr. årligt), 80 kr. stigning for juniorer/pensionister og 60 kr. stigning for børn.
For de mange delegerede, der havde gennemdrøftet spørgsmålet hjemme i klubberne, var det derfor lidt af et antiklimaks, at HB havde taget forslaget af bordet før mødet. Men HB havde erkendt, at uenigheden om planen var så stor i mange hovedkredse, at en kneben vedtagelse ville skabe et meget stort og meget utilfreds mindretal - en splittet Dansk Skak Union.
Nu foreslog HB i stedet - i fuldstændig enighed - den halve kontingentstigning, altså nye satser på 240 kr. for seniorer, 160 kr. for pensionister/juniorer og 70 kr. for børn.
Dette forslag fik imidlertid ikke lov at stå alene. Michael Tettinek genfremsatte FU's oprindelige forslag kr. 300/200/100, Poul Erik Nielsen foreslog kr. 270/180/85, og lavere end HB-satserne fulgte så forslag om kr. 220/140/60 samt uændret kontingent (Jens Riis) kr. 180/120/40.
Godt 5000 af Unionens 8000 medlemmer var repræsenteret, et højt tal, der vidner om stor interesse rundt i klubberne.
I den livlige debat forud for afstemningen gjorde formand Søren Bech Hansen det klart, at de ekstra kontingentmidler skulle øremærkes til medlemsfremmende aktiviteter, mens der fortsat skulle spares på den daglige drift, specielt IM-turneringer og dansk deltagelse i internationale turneringer i udlandet. 'Vi vil gøre mere for de medlemmer, vi endnu ikke har, og mindre for dem, vi har', præciserede formanden.
DM-arrangør Poul Erik Nielsen, kritiserede skarpt, at DSU med sin politik ville nedprioritere de aktiviteter, der faktisk fungerer, specielt divisionsturneringen og de danske IM-turneringer, og med sit forslag på 90 kr.s stigning ville han sikre turneringslivet mod yderligere besparelser.
Ingen af de delegerede talte for det oprindelge forslags aktivitetskonsulent, og også i de højere forslag blev konsulenten udtrykkeligt taget ud.
Ved første afstemning faldt Michael Tettineks forslag med stemmerne 3500/1500. Dernæst faldt Poul Erik Nielsens forslag med 3100/1900.
Og så gjaldt det HB-forslaget: Vedtaget med stemmerne 3900 /1000.
Valgene var derimod en fredelig affære. Formand Søren Bech Hansen blev med akklamation valgt til sin tredje periode, og ej heller Uffe Nielsen havde nogen modkandidat til sin FU-post.
Dansk Skak Unions daglige ledelse er således uændret: Formand: Søren Bech Hansen, kasserer: Ole Bloch, sekretær: Erik Mouridsen, klubforhold: Uffe V. Nielsen, PR: Martin Mølster Jensen.
7/4-99 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |