DM 3. runde: Peter Heine alene i front

Efter gårsdagens slapper tog spillerne sig gevaldigt sammen i tredje runde af DM, hvor der var hård kamp i alle fem partier.
Peter Heine Nielsen vandt hurtigt og forholdsvis smertefrit over Nikolaj Borge, der tidligt ofrede en kvalitet og siden blev tvunget til at ofre endnu en, før det var slut.
Lars Schandorff stod for turneringens første sorte gevinst, da han besejrede debutanten Henrik El-Kher, men undervejs syntes El-Kher at have fin kompensation for en ofret kvalitet. Imidlertid fandt han ikke den mest chancerige fortsættelse, og så var løbet kørt.
Bent Larsen gav Jens Ove Fries Nielsen en lektion i springerslutspillets svære kunst, og dermed sluttede Larsen sig til den forreste del af feltet.
Curt Hansen er fremdeles uden sejr, men han burde have vundet over Sune Berg Hansen. Curt Hansen overså imidlertid en vindende taktisk vending, og herefter var remisen uundgåelig.
Erling Mortensen var længe ovenpå imod klubkammeraten Lars Bo Hansen, men Lars Bo er og bliver svær at slå ihjel. I slutspillet var der ingen vej uden om remisen, og faktisk havde Lars Bo Hansen teten.

Resultater fra 3. runde:
Peter Heine Nielsen - Nikolaj Borge 1-0
Bent Larsen - Jens Ove Fries Nielsen 1-0
Sune Berg Hansen - Curt Hansen ½-½
Lars Bo Hansen - Erling Mortensen ½-½
Henrik El-Kher - Lars Schandorff 0-1

Stillingen:
1. Heine Nielsen 2½,
2-4 Larsen, L.B. Hansen, Schandorff 2.,
5-7 C. Hansen, Berg Hansen, Borge 1½,
8 Mortensen 1,
9-10 Fries Nielsen, El-Kher ½

Programmet for 4.  runde, tirsdag den 30. marts
Nikolaj Borge - Sune Berg Hansen
Bent Larsen - Peter Heine Nielsen
Curt Hansen - Lars Bo Hansen
Erling Mortensen - Henrik El-Kher
Jens Ove Fries Nielsen - Lars Schandorff

(DM-rapport ved Michael Tettinek)

------

Følg landsholdsklassens partier (live hver dag fra kl. 14.00) på DM's hjemmeside:  http://mmm.uni-c.dk/~dm99
Eller via link her fra DSU-siden øverst til højre på defaultsiden.
Danmarksmesteren kåres søndag den 4. april, og stævnet slutter mandag den 5. april.

 

29/3-99 - tr

Retur til DSU's hjemmeside