Referat af Hovedbestyrelsesmødet
22. november 1998
_______________________________________________________________
Sted:
Fredericia IdrætscenterDeltagere:
Forretningsudvalget
SBH = Søren Bech Hansen
OB = Ole Block
MMJ = Martin Mølster Jensen
UVN = Uffe V. Nielsen
EM = Erik MouridsenLBH = Lars Bech Hansen (1. hovedkreds)
NSL = Niels Steen Larsen (2. hovedkreds)
PJ = Poul Jacobsen (3. hovedkreds)
FP = Frank Petersen (4. hovedkreds)
NB = Ninna Brandes (5. hovedkreds)
ES = Erik Søbjerg (6. hovedkreds)
PHH = Poul Henrik Hansen (7. hovedkreds)
MN = Martin Noer (8. hovedkreds)
PC = Per Christensen (9. hovedkreds)
1. Protokol - herunder godkendelse af referat.
PC spurgte til hvorfor referatet fra sidste møde havde været så længe undervejs.
EM svarede at det skyldes meget arbejde dels i FU dels i det private.
LBH havde noteret sig at referatet var at finde på nettet før han som HB-medlem havde modtaget det. Det syntes han var uheldigt. SBH forklarede at det er en meget stor kopieringsopgave for Bjørn Laursen at sende HB-referat ud til alle landets klubber. Det måtte nødvendigvis tage sin tid. Man vedtog at sende referatet direkte til HB-medlemmerne på e-mail - alternativt brev.
ES fandt referatet tilfredstillende.
Referatet blev herefter godkendt.
2. Kort orientering fra formanden
SBH orienterede kort om hvad der var hændt siden sidste HB-møde.
Fire-landskampen for drenge og piger var blevet afholdt på Tjele Efterskole med Aage Olsen, Erik Søbjerg, Esmat Guindy og Martin Mølster Jensen som arrangører. Blandt de udenlandske deltagere var der tilfredshed med arrangementet.
Zoneturneringen var blevet afholdt i Munkebo og der skal lyde ros til Svend Novrup og Martin Noer som stod for arrangementet, hvor Peter Heine Nielsen kvalificerede sig til VM. Desværre fik den nye turneringsform (knock-out) en skuffende pressedækning, men mon ikke arrangementet havde været godt for Fyn. Arrangørerne havde været dygtige til at skaffe penge, så økonomien for zoneturneringen ser fornuftig ud for DSU.
Dansk Skaksalg har netop købt Skakhusets varelager, og mon ikke det vil afspejle sig i gode tilbud i den kommende tid.
Tankesportsforbundet havde fordelt kulturministeriets pulje på 500.000 kr. for året 1/7-98 til 31/6-99. Dansk SkoleSkak fik for første gang del i pengene (28.000 kr.) som har vakt stor glæde hos skoleskaklederne. Tankesportsforbundet har sendt brev til Kulturministeren for at repetere vores samtaler med tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard. Vi har i pressen stødt på vendinger der bryder med tidligere udsendte signaler. Via SF har Bridgeforbundet fået et spørgsmål besvaret (af Ole Stavad) som ikke var særlig opløftende. Bl.a. hed det at Tankesportsforbundets medlemstal ikke ville være afgørende for støtte.
Omkring arbejdet med DM-99 kunne SBH berette at det ser ud til at en rimelig hotelaftale kommer på plads.
På det internationale plan ligger FIDEs VM i ukendte rammer. Karpov har nægtet at forsvare sin titel i 1998, hvilket har gjort at FIDE har måttet flytte VM til 1999 med de problemer en ændret termin giver. På nuværende tidspunkt er den ikke på plads. EM for hold var placeret i England, men ønsker fra de østeuropæiske forbund om et billigere arrangement har gjort at det måske vil blive afholdt i Tyskland (Dresden) i stedet. Englænderne er naturlig nok skuffede over den måde de har mistet arrangementet på. Det europæiske forbund har som præsident fået sloveneren Boris Kutin, der ikke var Danmarks kandidat. Derimod er det betryggende at Tysklands Egon Ditt og Horst Metzing er indvalgt i ledelsen som henholdsvis kasserer og generalsekretær.
I forlængelse af sidste HBs møde debat om eliteudvalget er FU gået i dialog med Jørn Sloth omkring posten for senioreliten.
Formandens orientering var ikke en traditionel beretning som skulle godkendes og den affødte meget kort debat.
LBH synes det var godt at Tankesportsforbundet havde haft held til at få rettet en forespørgsel til ministeren i folketinget. Omkring pressedækningen af zoneturneringen mente LBH ikke at vi i skakken er gode nok til dét arbejde.
3. Reglementsændringer
Ændring af kandidatklassen og junior-danmarksmesterskabet.
LBH mindede om at der på sidste HB-møde var blevet vedtaget at alle juniorer over 2000 i rating skulle have adgang til kandidatklassen. LBH var derfor ikke tilfreds med det stillede forslag fra FU, hvor kun de otte højeste ratede over 2000 kunne deltage. LBH fandt ikke at forslaget var en loyal opfølgning på HBs beslutning. LBH mente begrænsningen til otte juniorer kunne give problemer fremover med en bredere juniorelite. LBH ville derfor gerne have begrænsningen på juniordeltagerantallet fjernet - gerne kombineret med muligheden for en kandidatklasse med flere end 32 deltagere.
SBH svarede at med en større og stærkere juniorelite måtte det være naturligt at vende tilbage til den tidligere model for Junior-DM.
ES fandt at det nye foreslag var bedre, men at modellen for Junior-DM naturligvis bør evalueres løbende.
PHH mente som LBH at begrænsningen på otte burde fjernes. PHH ville godt have præciseret at med DSUs dækning af juniorernes overnatning menes overnatning i klasselokaler på spillestedet.
OB svarede at der tales om "overnatning efter aftale med arrangørerne". Udgangspunktet er overnatning i lokaler på spillestedet, men får arrangørerne et godt tilbud (f.eks. vandrerhjem) bør vi ikke på forhånd afvise det.
ES mente at med den nye form for Junior-DM sparer DSU for ca. 25.000 kr. og så derfor ikke noget problem i at bruge et par tusinde til indlogering af juniorerne. Omkring deltagerantallet sagde ES at for mange juniorer i kandidatklassen skaber en bund, og at Per Andreasen havde anslået at i dag ville kun 5-6 juniorerer være i stand til at klare sig i kandidatklassen. ES mente endvidere at 32 deltagere burde være det maksimale deltagerantal i kandidatklassen.
LBH var ikke bange for at få for mange juniorer i kandidatklassen. Hvis der deltog mange juniorer anså han det nærmest for at være et luksusproblem.
NB så den frie tilmelding som et tilbud til juniorerne - de skal jo ikke deltage. NB ville godt vide hvor styrkeniveauet har ligget for de hidtidige kandidatklasser.
UVN anslog at 20% lå under 2200, 70% mellem 2200-2350 og 10% over 2350 i rating.
LBH stillede et ændringsforslag der betød fri tilmelding for juniorer over 2000 i rating og en fjernelse af loftet på 32 deltagere.
For: PHH, NSL, LBH (3), UVN, MMJ = 7
Imod: MN (2), FP, PC, ES, NB, PJ, SBH, OB = 9
blank: EM = 1
Ændringsforslaget forkastet.
LBH sagde at han var meget utilfreds med denne afgørelse. Dette var ikke sidste mødes konklusion. Den frie tilmelding var en forudsætning for beslutningen om at nedlægge Junior-DM i den hidtidige form. FU skal stille forslag i henhold til HBs retningslinier.
ES svarede at sidste mødes beslutning blev taget noget impulsivt. I mellemtiden har der været mulighed for tænke tingene mere igennem.
MN var enig med ES. Der var her blot tale om nogle præciseringer.
NSL så gerne at der blev ens præmier for vinderen af Junior-DM og kandidatklassen.
EM så derimod helst ikke der var ens præmier på grund af tvivlen om hvem der vinder hvilken præmie.
LBH mente man burde overveje flere præmier til Junior-DM end blot to.
MN mente generelt at de øverste præmier i kandidatklassen burde hæves. Spurgte om den spiller der bliver nr. tre i junior-DM har mulighed for at vinde Junior-DMs 2. præmie hvis juniordanmarksmesteren får præmie i kandidatklassen.
OB bekræftede dette.
PJ ville godt have med at en spiller kun kan vinde én præmie.
Man stemte om 1. præmien i Junior-DM skulle have samme størrelse som 1. præmien i kandidatklassen.
For: NSL, MN (2) = 3
Imod: PC, ES, NB, PJ, MMJ, SBH, OB, UVN, EM = 9
Blank: LBH (3), FP, PHH = 5
Ændringsforslaget forkastet.
Herefter er det fremsendte forslag om ændring af Junior-DM og kandidatklassen vedtaget.
Pokalturneringen
UVN knyttede et par kommentarer til det fremsendte forslag til ny reglement for pokalturneringen. Det nye forslag var sat sammen i dialog med pokalturneringsleder John Rendboe og indebar mindre administration og en ændret fordelingsnøgle til finalepladserne.
LBH sagde at der måske ville blive flere pladser til de øvrige hovedkredse, da 1. HK ikke har besluttet om man vil deltage pokalturneringen.
PC var ikke glad for at der var fri tilmelding i både elite- og bredderækken; han så gerne en ratinggrænse.
ES var enig med PC. ES frygtede at basisspillerne med den frie tilmelding ville afholde sig fra at deltage af frygt for at elitehold også ville tilmelde sig bredderækken. ES så derfor gerne en ratingliste med én skæringsdato.
UVN sagde at med dette reglement havde man søgt mod størst mulig fleksibilitet. UVN nævnte flere situationer hvor en ratinggrænse med en fast skæringsdato kunne give problemer - bl.a. ved brug af reserver.
FP syntes det var godt med elastik i reglementet så inddelingen blev på hovedkredsenes vilkår. Der er forskellig styrkeniveau i de forskellige hovedkredse. Et hold som ville blive betragtet som elitehold i 4. HK kunne betragtes som et breddehold i 1. HK. FP så gerne pokalturneringen blev markedsført bedre i Skakbladet.
ES mente ikke der var behov for en juniorrække. Juniorerne spiller meget mod hinanden og vil gerne møde voksne.
LBH advarede mod at lave for mange regler. En del kan og bør være hovedkredsenes område - f.eks. dato for det indledende stævne.
NSL var enig med LBH i dette og så gerne man nøjedes med to grupper og udelod juniorrækken. NSL kunne godt gå ind for fri tilmelding.
PJ foretrak også to grupper, men så gerne den aktuelle rating anvendt til at skelne mellem "bredde" og "elite".
ES sagde at man i 6. HK gik ind for tre ratingopdelte grupper, men at ES godt kunne støtte to grupper.
SBH henviste til DSUs nye fokusområder. I dét lys var det mere naturligt at lade de to grupper være "bredde" og "junior".
LBH mente hovedkredsene generelt gør meget for juniorerne og så ikke noget specielt behov for også at indføre en juniorrække i pokalturneringen.
ES mente også det hørte med at der er mange juniorturneringer i weekenderne.
MN så intet til hindre for at hovedkredsene selv valgte hvilke grupper de ville arrangere pokalturnering i.
PJ mente også at hovedkredsene jo selv kunne fastsætte nogle ratinggrænser.
LBH repeterede 1. HKs holdning til pokalturneringen og ville gerne inden afstemninger bekendtgøre at 1. HK ville stemme blankt på alle spørgsmål.
NB kunne godt se der kunne være problemer med ratinggrænser, men så også en mulighed for at en hovedkreds selv rykker et hold op som ikke hører hjemme i breddegruppen.
ES ville gerne stille et konkret forslag der gik på to grupper med en ratinggrænse på 1700.
PHH tilsluttede sig dette og ville gerne have betænkningstiden bibeholdt på 1 time.
UVN mindede om at den nye betænkningstid blev vedtaget på sidste HB-møde og en bibeholdelse af 1 time ikke var forenelig med at holde stævnet på én dag. Med hensyn til juniorernes aktiviteter pegede UVN på at DSU rent faktisk ikke har turneringer for juniorbredden.
FP mente reglementets §5 stk. 3 ville give tilstrækkeligt albuerum så der ikke var behov for en fastlagt grænse.
PJ mente en del af de små klubber ville få svært ved at stille hold og luftede muligheden for at lave kombinerede hold fra forskellige klubber.
UVN fandt ideen interessant og fleksibel.
MN mente det var en uskik med blandede hold. I stedet bør det være en motivation for at finde nye folk til klubben.
NB ville gerne have uddybet muligheden for deltagelse af voksne (i form af reserver og chauffør) i en juniorrække.
OB svarede at der skal tilmeldes fire juniorer for at kunne deltage i juniorrækken.
SBH synes at høre et ønske fra hovedkredsene om selv at måtte sætte sine grænser for tilmeldingen
ES ville dog gerne stille et konkret forslag der gik på to grupper med en ratinggrænse på 1700 pr. 1. januar.
For: PC, ES, MN (2), NSL, PHH = 6
Imod: NB, PJ, SBH, OB, UVN, EM = 6
Blank: MMJ, LBH (3), FP = 5
Ændringsforslaget forkastet.
NB gjorde opmærksom på at reglementet indholder muligheden for at indkræve en afgift til DSU. NB ville godt høre størrelsen på denne.
UVN svarede at dette var et levn fra de gamle regler.
OB kunne supplere at der hidtil ikke har være opkrævet afgift og at der heller ikke er umiddelbare planer om at gøre det. OB ville godt tage spørgsmålet op igen under budgettet.
Man stemte om FUs forslag som det var blevet fremsendt.
For: NB, PJ, MMJ, SBH, OB, UVN, EM, FP = 8
Imod: PC, ES, MN (2), PHH = 5
Blank: NSL, LBH (3) = 4
Forslaget vedtaget.
FU ønskede endvidere indføjet i reglementet at der skulle være totalt rygeforbud i spillelokalet.
For: PC, ES, PJ, MMJ, SBH, OB, UVN, EM, MN (2), NSL, FP, PHH = 13
Imod: NB = 1
Blank: LBH (3) = 3
4. Forretningsudvalgets handlingsplaner.
FU havde forud for mødet fremsendt et oplæg til handlingsplaner indenfor udvalgte områder samt en stillingsbeskrivelse for en aktivitetskonsulent. I forhold til augustmødet budgetterede man nu kun men én aktivitetskonsulent. FU ønskede at modtage kommentarer på oplægget. Man startede dog punktet med at hver hovedkreds kort redegjorde for reaktionen på den proces der blev sat igang på augustmødet.
1 HK: Man har haft meget lidt debat om situationen. Der har været meget få tilbagemeldinger til LBH og han var i tvivl om budskaberne var forstået. LBH vurderede at selv i København kunne den varslede kontingentstigning mangle opbakning.
2. HK: NSL havde orienteret hovedkredsbestyrelsen, som var overvejende skeptisk. Blandt klubledere var der ingen begejstring og NSL havde modtaget en enkelt negativ reaktion. Også NSL mente at baggrunden ikke var blevet forstået af klubberne og at de har svært ved at se at de opnår en gevinst på længere sigt. Det kræver meget mere information i Skakbladet og på lokal plan.
3. HK: Blandt klubberne er der ingen forståelse for kontingentforhøjelsen som man opfatter som "københavneri", man end ikke vil overveje. PJ mente ikke stemningen kunne vendes på et par måneder.
4. HK: FP havde ikke i sin hovedkredsbestyrelse fået opbakning til den vedtagne kontingentforhøjelse, men kun til 50 kr. for seniorer såfremt det gik til en fond til aktive klubber og ikke aktivitetskonsulenter. Blandt klubberne var der frygt for at miste medlemmer på grund af forhøjelsen.
5. HK: I hovedkredsbetyrelsen havde man ikke den store tiltro til kontingentforhøjelsen, og man frygtede at hele klubber ville melde sig ud. Der var ikke stemning for aktivitetskonsulenter.
6. HK: Man var kritisk over at ansætte to aktivitetskonsulenter i betragtning af at det er et forsøg der ikke er prøvet før. ES var generelt skeptisk over at ansætte folk, men var mere positiv over det oplæg der var modtaget til dette møde. ES frygtede reaktionen i de små klubber over kontingentstigningen.
7. HK: PHH havde ikke fået opbakning til at stemme for kontingentstigningen. Hovedkredsbestyrelsen var rystet og ville ikke høre tale om det. Alle de største klubber var også negative overfor det. PHH havde mandat til at flytte penge fra elitearbejdet til junior/breddearbejdet.
8. HK: I hovedkredsbestyrelsen var man overvejende positivt indstillet og på det nyligt afholdt møde i Nordsjællands Skak Union var der ingen reaktioner fra klubberne på kontingentstigningen.
9. HK: Hos hovedkredsbestyrelsen og blandt klubberne var der ingen opbakning til stigningen. Man kunne acceptere en stigning på ca. 15%. Hvad angår aktivitetskonsulenter havde man i 9. HK svært ved at se hvad man fik for pengene.
SBH kunne konkludere at reaktionerne overvejende har været negative, og at der er et stort behov for at informere om hvad stigningen skal anvendes til.
UVN sagde at FU ville have indlæg i Skakbladet nr. 1, 2 og 3. UVN bemærkede at få hovedkredse i august havde modtaget opfordringen til at invitere et FU-medlem for at få uddybet FUs oplæg. På den baggrund var det måske naturligt at hovedkredsene manglede information om kontingentforhøjelsen og aktivitetskonsulenter. UVN appelerede til at alle i HB gik ud og objektivt oplyste klubberne om DSUs situation og de beslutninger som HB har truffet.
LBH svarede at SBH altid blev inviteret til 1.HKs møde. LBH ville gerne indlede debatten om oplægget til FUs handlingsplaner. Han fandt der var mange gode ideer, men at de ville bebyrde FU i høj grad. LBH var positiv over for en aktivitetskonsulent, men så dog hellere et sekretariat. LBH ville godt vide hvem der skal betale for en introduktionsperiode for nye medlemmer.
SBH svarede at introduktionsperioden (som f.eks. kunne omfatte en gratis koordineret turnering) skulle financieres af stigningen. SBH advarede mod at sige ja til de specificerede puljer men nej til aktivitetskonsulent. Uden en konsulent vil puljerne aldrig blive gennemført. SBH lagde vægt på at kontingentstigningen blev anvendt til aktiviteter der ikke finder sted i dag - det skal være noget der kan ses.
NB kunne berette om en skole der gerne ville have skoleskak og derfor henvendte sig til 5. HK. NB har dog ikke kunne finde nogen instruktør. Med den erfaring forudså NB et problem når en aktivitetskonsulent gør det muligt at starte skak på skolerne uden at der ikke er nogen til at lede den ugentlige skoleskakinstruktion herefter.
LBH sagde at det ville være nødvendigt at klubberne selv er med fra starten. Han mente nu ikke skoleskakinstruktører ville kunne købes for penge. Selv med en forbedret instruktørordning vil to timer om ugen være småpenge.
UVN sagde at formålet med at forbedre instruktørlønnen ville være at få flere lederemner på banen.
FP savnede kurser som dem DGI afholder for ledere. Lederpotentialet mangler i dag.
LBH mente at en vigtig opgave for en aktivitetskonsulent burde være at rekruttere ledere. Vi er nødt til at gøre noget - lad os dog komme igang!
PC så gerne en forbedret afløning af instruktører.
NSL var enig med LBH i at lønniveauet for skoleskakinstruktører nok ikke betyder så meget. NSL noterede at der var flertal for en aktivitetskonsulent i HB og syntes vi skulle forholde os til dét. NSL var tilfreds med at FUs seneste oplæg kun opererer med én aktivitetskonsulent. Skal denne aktivitetskonsulent fungere landsdækkende vil han få meget travlt. NSL så derfor gerne at man fokuserede på et begrænset område - enten geografisk eller tematisk.
UVN var helt enig med NSLs betragtninger om en afgrænsning af en aktivitetskonsulents virkefelt.
PJ var ikke sikker på at en forbedret instruktørløn ville have en ubetinget gavnlig indflydelse på lederemnerne. PJ mente den bedste juniorleder var den velmotiverede voksne spiller - ikke en ung der har brug for pengene.
Hvad angår en aktivitetskonsulent vil mange klubber ikke møde ham og det kan medføre en del muren i krogene. PJ nævnte muligheden at sælge ideen i mindre "pakker".
ES fandt en forbedret instruktørløn motiverende, men brød sig ikke om fuldtidsansatte. ES så hellere disse opgaver løftet af lokale kræfter.
LBH kommenterede det med at de fremlagte ideer har vi hele tiden kunnet gennemføre på hovedkredsplan. Faktum er at også i Århus er der problemer med at finde lederemner. Vi har ikke på hovedkredsniveau kunnet klare opgaverne hidtil. LBH syntes der var en del "religion" forbundet med modstanden mod at ansætte folk til at løse opgaver.
ES svarede at hovedkredsene nok ikke tidligere har prioriteret det tilstrækkelig højt.
EM mente nu nok det havde været debatteret gentagne gange gennem de seneste år. EM nævnte sine erfaringer fra 6. HK. En del af de "nye" ideer var mere end fem år gamle, men er reelt aldrig forsøgt gennemført helhjertet i 6. HK. Da Århus Skak Union i 1995 opløste sig selv modtog 6. HK en et beløb på over 30.000 øremærket medlemsfremmende aktiviteter. Beløbet står stadig uberørt da Hovedkredsen ikke hidtil har kunnet finde anvendelse for dem.
MN mente der havde været talt meget i tidens løb. Nu må vi gøre noget - lad os dog give det en chance.
5. Budget og økonomi
Økonomi 1998
OB gav et kort resume af tendensen for 1998. Året vil formentlig give et lille og uventet overskud på grund af afbudet til OL.
MN ønskede en uddybning af de uafklarede spørgsmål (J-DM, DM og divisionsturneringen)
OB nævnte at det reelt kun var DM der var uafklarede spørgsmål til. Underskudet for DM-98 vil ligge omkring 80.000 kr. (DM-97 kostede 65.000 kr.). Den store stigning hidrører fra den koordinerede turnering (bl.a. leje af skole) og ikke fra usædvanlig dyr landsholdsklasse.
Budget 1999
FU havde til mødet fremsendt et ordinært budget samt et tillægsbudget ("vækstkonto") som dækkede anvendelsen af den på augustmødet vedtagne kontingentstigning.
Man startede med det traditionelle budget.
OB tilføjede at hvis vi modtager et offentlig tilskud i andet halvår 1999 på 50.000 kr. ville budgettet balancere nogenlunde.
OB knyttede herefter nogle kommentarer til flere af posterne.
LBH mente 25.000 kr. til internationale turneringer ville være for lidt og han frygtede at turneringerne ville forsvinde.
LBH ville gerne vide hvor den særlige pulje på 50.000 til internationale turneringer var blevet af. I det lys var det en endog meget hård beskæring af internationale turneringer.
OB oplyste at i 1997 var de 50.000 kr. puljen en del af det totale beløb på 129.000. Der har ikke i 1998 og 1999 været ansøgere til den særlige pulje.
LBH mente ikke at de manglende ansøgninger var en begrundelse for at lade puljen falde bort. HB har tidligere været parat til at afsætte disse midler og LBH ville derfor gerne foreslå at puljen blev hævet til 50.000 kr. LBH kunne godt foreslå andre steder der kunne beskæres. F.eks. kvindeturneringen, pokalturneringen og generel overbudgettering.
SBH kunne oplyse at der var indkommet fire ansøgninger på internationale turneringer
LBH mente at KS bl.a. havde undladt at søge da man ikke forventede at ville modtage støtte.
OB mente ikke internationale turneringer får særlig meget omtale, og at vi gennem årene har overvurderet deres betydning for medlemstallet - de har ingen indvirkning.
NSL var enig med OB i at den øgede aktivitet på dét felt ikke har givet flere medlemmer. NSL så gerne at en aktivitetskonsulent kunne gå ind og rådgive arrangører, for vi er ikke selv gode nok til at udnytte effekten. Når der skal tales besparelser så NSL ikke deltagelse i OL som en hellig ko.
PJ mente at meget få af de udenlandske spillere er kendte og reklameeffekten derfor er lille ved de internationale turneringer. Derimod skulle man passe på med at undervurdere betydningen af udveksling mellem spillere og det at der skabes kontakter.
ES mente det var yderst sparsomt hvad FU havde afsat til internationale turneringer. De åbne turneringer har også en værdi for andre klubber når deres spillere deltager i dem og refererer det i klubbladet. Derimod mente ES godt at man kunne overveje ikke at deltage i OL.
Man stemte om LBHs ændringsforslag om at hæve støtten til internationale turneringer fra 25.000 kr. til 50.000 kr.
For: PJ, ES, LBH (3), PHH = 6
Imod: PC, NB, MMJ, SBH, OB, UVN, EM, FP = 8
Blank: NSL, MN (2) = 3
Ændringsforslaget forkastet.
PJ nævnte muligheden for en generel større brugerbetaling - f.eks. på koordinerede turneringer.
OB svarede at fastsættelse EMT-afgift var et punkt på delegeretmødet og OB fandt det ikke aktuelt at foreslå en stigning.
FP mente heller ikke at vi både skal foreslå stigning i kontingent og EMT-afgift.
MN var stærkt utilfreds med at budgetskitsen for år 2000 opererede med et bortfald af støtten til Bornholms andethold. 8. hovedkreds har ikke været kontaktet i den forbindelse. MN fandt det for dårligt, uanstændigt og useriøst. Det var ikke så meget beløbet han hæftede sig ved som måden det blev præsenteret på.
SBH mindede om at Bornholms andethold er sammensat af spillere fra de fire klubber. Med ca. 80 medlemmer på Bornholm burde der være basis for en intern bornholmsk holdturnering. SBH beklagede at 8. HK ikke var blevet orienteret.
FU havde på opfordring fra sidste HB-møde rettet henvendelse til Thorbjørn Rosenlund vedrørende en overtagelse af webmaster-opgaverne. Udgifterne til dette indgik nu i budgetforslaget som også indeholdt ophør af presse-service som selvstændig enhed og bortfald af Skakkalenderen. Informationerne i Skakkalenderen skulle i så fald være en del af Skakhåndbogen og opdateres årligt.
NB mente den budgeterede stigning på IT-området var vel voldsom når det nu ikke blev udpeget som et fokusområde på sidste møde.
UVN sagde at stigningen på bredde/lederområdet ville blive væsentlig større end på IT området.
LBH mente stigningen på IT-området blot var en nødvendig opdatering af vores hjemmeside.
OB oplyste at det afsatte beløb også dækker aflønning af webmaster som FU skønner nødvendig for at få varetaget opgaven på stabil og kontinuerlig vis.
LBH var ikke tilfreds med at FU planlagde at lade Skakkalenderen udgå. Den bruges af alle og er en erkendtlighed til lederne. Skakkalenderen kunne med en bedre markedsføring være mere udbredt.
PC var enig i LBHs syn på Skakkalenderen.
EM var ikke i tvivl om at kalenderen var et nyttigt værktøj for HB-medlemmer, men stillede spørgsmålstegn ved om den menige klubformand bruger den særlig meget.
PHH mente Skakkalenderen var påkrævet.
ES var mere i tvivl om hvor meget den blev anvendt.
NSL ville nødigt undvære den.
NB spurgte om en besparelse allerede ville træde i kraft med 1999-kalenderen.
OB oplyste at 1999 ville udkomme som hidtil.
PJ så gerne en besparelse i form af et standardomslag uden årstal som kunne bruges fra år til år.
SBH konkluderede at HB ønsker at bevare Skakkalenderen i sit nuværende lommeformat.
NB ville gerne have klarhed over en eventuel DSU-afgift i pokalturneringen som reglementet giver mulighed for.
OB foreslog 0 kr.
PC spurgte om dette ordinære budget ville gælde hvis kontingentstigningen falder på delegeretmødet.
SBH svarede ja til dette.
HB-mødet gik derefter over til at diskutere vækstkontoen.
SBH indledte med at sige at før der foreligger konkrete planer vil et mere præcist budget dårligt kunne lægges. SBH opfordrede derfor til ikke at lægge for stor vægt på den enkelte posts størrelse.
NB bemærkede at 1999 var forholdsvis lavere budgetteret end år 2000.
OB forklarede at man forventer en vis inerti som gør at der går tid inden de forskellige projekter er kommet i gang.
PC meddelte at han ikke kunne stemme for det fremlagte budget som var baseret på en kontingentstigning han ikke kunne gå ind for. PC kunne højst acceptere en stigning på 40 kr. pr år for seniorer.
ES kunne ikke gå ind for en aktivitetskonsulent, men syntes ellers godt om de øvrige puljer.
FP var enig med ES og fremhævede især "Brev til nyt medlem"
EM mente at en forbedret instruktørløn ville kunne gennemføres uden en aktivitetskonsulent, men var ellers ikke optimistisk for de øvrige projekter muligheder uden en aktivitetskonsulent.
LBH advarede mod at tro at vi kan løfte disse opgaver uden professionel hjælp - dvs. en aktivitetskonsulent. Alle disse ideer har vi jo hele tiden kunnet gennemføre. LBH kunne ikke umiddelbart se hvem i 1. HK der ville kunne løfte disse opgaver.
MMJ var enig med LBH - "indpiskeren" der konstant følger op på tingene er nødvendig.
ES mente godt at det kunne gennemføres på ren frivillig basis hvis blot vi lagde vægt på det. ES frygtede at de frivillige ledere ville forsvinde, hvis der kommer en lønnet konsulent.
LBH havde svært ved at se grunden til at frivillige ledere skulle holde op på grund af en aktivitetskonsulent. Ideen med en aktivitetskonsulent - og et sekretariat - er jo netop at løfte nogle af byrderne for den frivillige leder. Dermed giver man ham mere luft.
EM pointerede at det skal være tydeligt at aktivitetskonsulents opgaver ikke er nogle der i realiteten vil blive løst af frivillige. EM nævnte 6. HKs forsøg med at få klubben i Odder på ret køl igen (klubben er nu lukket). De gode viljer hos 6. HK blev ikke genneført p. gr. af manglende tid og kræfter.
ES mente dog at opgaven var dødfødt fra starten.
LBH ville godt vide om FU havde en nødplan hvis kontingentstigningen ikke blev vedtaget på delegeretmødet.
UVN svarede nej til dette; FU håber og tror at information om DSUs situation og udvikling vil skabe forståelse for nødvendigheden af de nye aktiviteter.
SBH ville i den forbindelse godt sige at alle medlemmer af HB har et ansvar for at DSUs situation bliver gjort klart for medlemmerne.
ES ville godt høre om der var nogen skøn over hvormange medlemmer en kontingentforhøjelse ville kunne koste i forhold til hvad der kan vindes.
LBH sagde til dette, at det godt kan være svært at måle et enkelt projekts succes.
PJ frygtede at de passive ville falde fra - det skønnede han til at være 20-30%
OB nævnte sin egen klub K41 som har mange medlemmer - og mange af dem er passive. De er ikke faldet fra selvom klubbens kontingent er 840 kr. pr. år.
Man stemte om vækstkontoen baseret på kontingentforhøjelsen vedtaget på augustmødet.
For: PJ, MMJ, SBH, OB, UVN, EM, LBH (3) = 9
Imod: PC, ES, NB, FP, PHH = 5
Blank: NSL, MN (2) = 3
Vækstkontoen er hermed vedtaget.
6. Næste møde
Næste HB-møde blev fastlagt til 24. januar 1999 kl. 10.30 i Fredericia.
7. Evt.
NB gjorde opmærksom på at 1. HK ikke følger det nye reglement for juniorholdturneringen idet man har opkrævet indskud af hovedkredsene.
LBH var ikke bekendt med dette og tilføjede at 1. HK selvfølgelig ville dække sine forpligtelser som arrangør.
ES præsenterede et skrift som 6. HK og Århus Skole Skak havde lavet om støttemulighederne for skoleskak i Århus Amt. Der var blandt HB-medlemmerne interesse for at modtage en kopi af skriftet.
PJ havde en solskinshistorie fra Fyn hvor modtageren af initiativpræmien Gelsted Skakklub ved hjælp af et godt fodarbejde og "markedsføring" af den modtagne anerkendelse, har fået klubbens medlemstal til at stige fra 10 til 20.
Retur til DSU's hjemmeside |