Korning Memorial - Pressemeddelelse.
 
 Søndag den 1.marts 1998 bliver en mærkedag i Dansk k-skaks historie. Her
går nemlig startskuddet til den 2.invitationsturnering arrangeret af
DSU: Korning Memorial!

Egentlig er det underligt, når Danmark nu har så mange spillere i
verdenseliten, at vi ikke har haft flere turneringer. Det skal der nu
rådes bod på - næste turnering er allerede i støbeskeen/tænkeboksen -
DSU's jubilæumsturnering i 2003!

Den tid den glæde - nu gælder det Korning.

1. invitationsturnering på "dansk grund" var Julius Nielsen Memorial,
som Jørgen Axel Nielsen på glimrende vis stod for i midten af firserne.
JNM blev vundet af englænderen Jonathan Penrose med Ove Ekebjærg på
2.pladsen. Penrose er for i øvrigt en af skakverdenens få dobbelte
stormestre - hvis alt flasker sig kommer der 2 mere efter Korning!

Som relativ ny k-skakchef er det altså lidt af en opgave at få stanget
ud: "lav lige en GM-turnering, så nogle af vores unge slagkraftige
IM'ere kan få titlen. Her er lidt penge - skaf selv nogle flere!"
Ja, der er jo ikke andet at gøre end bare at gå i gang! Jørgen Axel
Nielsen har hen ad vejen selvfølgelig været en stor hjælp - ligesom
kongressen i Argentina også skaffede gode forbindelser.

Ideen var altså en GM-turnering - helst med deltagere fra lande uden de
store postale besværligheder. Jeg skal ikke trætte jer med lange
jeremiader om alle de breve, jeg skrev til potentielle sponsorer, kun en
enkelt af slagsen fortjener at se dagens lys: Den mest nærliggende
sponsor for et k-skak arrangement er selvfølgelig PostDanmark. De fik en
ansøgning, hvori jeg præsenterede ideen - samt opstillede et
regnestykke, der viste, at turneringens danske spillere ville bruge i
omegnen af 25.000 kroner på frimærker. Et par uger efter modtog jeg en
rimeligt positiv skrivelse fra etaten - dog ville man gerne forhøre sig
om profileringsmulighederne (=reklameværdien!). Så blev hjernen lagt i
blød - for hånden på hjertet har en k-skakturnering nok ikke den helt
store propagandaeffekt, men jeg/vi tilbød at PostDanmark kunne få plads
til deres logo i "bjælken" for k-skak i Skakbladet, blive nævnt i alle
artikler om turneringen (f.eks i et logo som for Nordic Visa GP), komme
med på vores Internetsider osv. Hvis dén kop the var lidt tynd, sendte
jeg (bare lige for en sikkerheds skyld!) et overslag afsted, der viste,
at danske k-skakspillere bruger for mindst 400.000 kr om året i porto!
14 dage kom der et afslag på 3 linjer. Man ville hellere støtte
cykelløbet Danmark Rundt!

Trods alle genvordigheder er det lykkedes at skrabe et ganske stærkt og
interessant felt sammen:
IM Plomp, GM Maliangkay og GM van Oosterom fra Holland, GM Elwert fra
Tyskland, IM Read fra England, IM Knobel og GM Rüfenacht fra Schweiz, IM
Trapl fra Tjekkiet, IM Jonny Hector fra Sverige og de 6 danske
musketerer: Hans Tanggaard, Nikolaj Borge, Curt Hansen samt de
føromtalte "unge" slagkraftige IM'ere Lars Hyldkrog, Sven Jardorf og
Jens Hartung Nielsen.

For god ordens skyld: Det er ICCF-titlerne, der er angivet. Jonny og
Curt er selvfølgelig også GM'ere, men kun i FIDE!

Ratingmæssigt fører Elwert og van Oosterom feltet an med 2670 - de deler
begge 7.pladsen på verdens top-10 med Erik Bang. Van Oosterom er også
kendt på andre skakområder - ikke mindst som sponsor for
Høstdans-turneringen! Begge hører selvfølgelig til blandt favoritterne -
som de øvrige GM'ere - også dem fra FIDE! Resten får det svært......

Til grin kan man jo altid blive, men jeg vover det ene øje, lægger
hovedet på blokken og stikker snuden frem: Jonny og Curt scorer en
GM-titel (hvilket kræver 8/14), Hans og Nikolaj bliver IM'ere (kræver
5/14). Da der er 15 deltagere i turneringen kan en titel scores i ét hug
- ratinggennemsnittet er 2551, hvilket giver en katagori 13-turnering.
Sagt i al beskedenhed er det den 5. eller 6.stærkeste turnering i
verdenshistorien! Kun en enkelt VM-finale kan mønstre samme kategori  -
nemlig VM-15, hvor Allan Poulsen deltager.

Hvorfor er der ingen danske k-skak stormestre med i feltet? Ja, enten
vil de
hellere være verdensmestre (!) eller er optaget af andre krævende
turneringer. K-skak kræver langtidsplanlægning, så der er håb om at de
alle er at finde i feltet til 2003!

Korning Memorial vil selvfølgelig blive løbende omtalt i Skakbladet
- men hvis du ikke kan falde i søvn, før du har check på  den
øjeblikkelige stilling, vil denne altid kunne findes på
Internetadressen: http://home5.inet.tele.dk/kskakdsu/index.htm

Som turneringsarrangør er jeg meget interesseret i, hvilken omtale
Korning Memorial får i dagspressen, så jeg foreslår følgende handel:
Hvis I skriver om turneringen, send mig venligst en kopi! Jeg skal så
gøre gengæld med dugfriske nyheder, når de foreligger.
 

Med venlig hilsen
Søren Peschardt
K-skakchef