Formanden har gjort det igen - Vundet Europamesterskabet i Firma Skak. Vi har (elektronisk) sakset nedenstående indlæg til IBM' s interne skakklub. (red.)

Hvert andet år lyder et pompøst signal udover det europæiske kontinent og vækker en udvalgt skare af deres heltedøs.
I 1993 slog paukerne kraftigt fra det centraleuropæiske, historiske Berlin. I 1995 klikkede kastagnetterne virtuost fra Zaragoza.
I 1997 lød kaldet fra nord.
Ører spidsedes, sanser blev vakt og store mænd skuede tappert ud i morgendisen - indstillet på glorværdig strid om ære, jagten på sejr. Musernes skæbnesvangre sang gjaldede fra skærene ud for Trondheim, og tre IBMere følte sig tillige med tusindvis af andre øjeblikkeligt draget af de bølger, hvor mange slag er slået og stolte hærførere gået ned med mand og mus.
Grundet vores sans for bekvemmelighed samt det danske kongeskibs samtidige tilstedeværelse valgte vi dog af rejse med fly. Således satte Claus Birger "ZapHim" Jørgensen, Anders Strange "HitMan" Nielsen og Søren *BECH Hansen ud for at hjemføre det store trofæ i disciplinen skak, åndrigdommens højborg.
Vel ankommet til Lerkendahl Stadion, hvor turneringen skulle afvikles, indsnuste vi atmosfæren. Eksotiske sprog summede i hjørnerne af lokalet. Navne som Jurka, Novozenin, Rozenberg og Ramelow hang i luften omgærdet af rygtedannelser om styrke af mytiske dimensioner.
Man så hinanden an. "For tiden kigger de i Moskva på 1.c3 f5 2.Da4" fik vi at vide af en hofsnog fra FDB, balternes stikker. Vigtig information, og analyseteamet gik fluks i gang med at forberede en giftig cocktail mod denne farlige trend. En enkelt af kombattanterne skilte sig ud. En spids næse stak ud fra hætten på en sort kutte, og havde man held til at betragte denne skikkelse fra den rigtige vinkel, så man lige op i et par stærke, koboltblå øjne og direkte ind i Zigurds Dauge's sorte sjæl. Spiddet af denne lettiske terminator's næsten hypnotiserende blik følte man sig som en kanin der stirrer ind i øjnene på en sulten kongepython. Zigurds gik med store, langsomme skridt rundt i lokalet og tog mål af de øvrige deltagere. Hver gang hætten nikkede, lød et stille og tilfredst grynt.
På førstedagen måtte to af de tre IBMere bide i gulvtæppet, men de rejste sig fluks som Fugl Phønix af asken og kørte heroisk videre som hjælperyttere for Allerød's Bjarne Riis, *BECH, der havde god vind og tur i sejlene.
Mirakuløst nok snublede dræberen Zigurds en enkelt gang - mod en gebistyggende norsk gamling, der med sidelæns fjeldstepning akkurat undgik Zigurds' hug efter denne et kort øjeblik havde været fatalt uopmærksom.
Hermed var *BECH foran feltet, alene i udbrud efter dag 1. På anden- og sidstedagen nedgjorde *BECH og Zigurds opkomlinge en efter en, førstnævnte med vilde sving, sidstnævne med næsten klinisk præcision.
I kløerne på israeleren Rozenberg måtte danskeren dog afgive en remis, hvorved forspringet til den grusomme hævner svandt ind til kun et halvt point. Så sad han der bag de hvide brikker. Jeg hilste pænt ved før partiet at række hånden over brættet og nikke anerkendende. Hans iskolde blik gennemborede mit legeme og udløste en øjeblikkelig rislen ned af ryggen.
Straks fra partiets start blev *BECH sat under hårdt pres - der måtte spilles præcist, og den slags tager tid. Et taktisk remistilbud blev øjeblikkeligt afslået af letten, hvis kraftige, lavfrekvente stemme satte bordpladen i svingninger. Det så ikke godt ud. Med et minut tilbage mod lettens fire skulle et skummelt slutspil holdes remis - så ville letten fortsat være nummer to.
Jeg blev tvunget til at bytte den sidste officer af og kom en bonde bagud i bondeslutspillet - sædvanligvis den sikre død.
Med den danske faldvinge på vej op valgte letten en meget lang og forceret variant.
De mange gribbe, der beskuede partiet, vejrede vikingeblod. Begge spillere huggede som klapperslanger først på brættet og så på uret. Over stok og sten gik det med tænderne i bordpladen men pludselig anedes lys for enden af tunnelen - måske var stillingen remis!
Og ja - på et enkelt tempo kunne den sorte konge nå at standse den fremstormende sidste hvide bonde. Der lød et dybt ærgrelsesgrynt, da letten måtte se den stensikre, kornfede fisk på helt uretfærdig vis hoppe af krogen.
Hoben var rystet over dette skæbnens spil - endnu et eksempel på kulstofatomets finurligheder.
Sidste runde bragte ingen ændring - De sidste sild blev børstet af, og man kunne beskue følgende forbløffende slutstilling:

Den danske IBM-delegation kunne behørigt fejre guldet i en by, der storsummede af kongelig aktivitet og 1000 års jubilæum. Næste slag står i 1999 i Nord-Italien. Da kaldes krigerne atter.

Hilsener Søren Bech Hansen