Program for DM-omkampen

Spillested:
Græsted Kro
Græsted Hovedgade 5,
DK-3230 Græsted.
Telf. 48 39 47 10

Spilletid:
17.-20. oktober 1996
Dagligt: 13.00-20.00

Åbning:
Torsdag den 17. oktober 1996 kl. 12.00-13.00 på Græsted Kro ved Per Roswall, fmd. for Børne-Kulturudvalget i Græsted/Gilleleje Kommune.

Turneringsleder:
IA Martin Stampe Noer

Turneringskomité:
Søren Bech Hansen, Formand for DSU
Palle Wørmann, Formand for 8. hovedkreds
Niels Kløve, Formand for Skakklubben Nordkalotten

Arrangør:
Dansk Skak Union og Skakklubben Nordkalotten v/
Niels Kløve, 42 29 22 74
John Grove, 42 29 20 23
Per Topholm, 48 79 76 81
Martin Stampe Noer, 38 74 58 84/42 29 14 43

Afslutningsmiddag:
Der afholdes afslutningsmiddag på Græsted Kro søndag den 20. oktober 1996 kl. 20.00.
3 rettesmenu: Pris: 125 kr (+ drikkervarer).

Præmieoverrækkelse ved formanden for Dansk Skak Union Søren Bech Hansen og hovedsponsor Constructor Danmark A/S v/ adm. direktør Peter Vestergaard Andersen.

Tilmelding senest den 18. oktober 1996 på spillestedet eller til Niels Kløve på telf. 42 29 22 74.

Præmiesum
Den samlede præmiesum er på 12.000 kr, der fordeles således:
Nr. 1: 7.500 kr
Nr. 2: 4.500 kr

Betænkningstid:
40 træk på 2 timer pr. spiller, herefter 20 træk i timen pr. spiller og endelig ½ time pr. spiller til resten af partiet. Der spilles efter FIDEïs regler for Skakspillet, således som ved DM.

Omkampens forløb:
Der spilles et parti dagligt (uden hængeparti). Der trækkes lod om farverne ved 1. parti.

Skulle omkampen ende 2-2 afgøres DM søndag den 20. oktober 1996 fra kl. 21.00 på følgende måde, idet matchen stoppes efter hhv. pkt. 1, 2 eller 3, såfremt der er fundet en vinder:

1) Der spilles to partier med 30 min. pr. spiller pr. parti.
2) Der spilles to partier med 15 min pr. spiller pr. parti
3) Der spilles et lynparti med 6 min. til hvid og 5 min. til sort, hvor sort kan nøjes med remis.

Der trækkes lod om farverne ved hver ny "omkamp".

Kommentatorrum:
Skakklubben Nordkalotten har forsøgt at skabe gode rammer for tilskuerne ved DM-omkampen. Partiet vil blive transmitteret til et andet lokale på Græsted Kro. Dette sker via et elektronisk skakbræt som venligst er udlånt af KSU. Storskærm mv er venligst udlånt og opsat af Willy's Radio, Helsinge.

1.rd: Torsdag den 17. oktober 1996:
Stormester Jonny Hector, Nordkalotten, kommenterer dagens parti.

2. rd: Fredag den 18. oktober 1996:
Stormester Jonny Hector, Nordkalotten, kommenterer dagens parti.

3. rd: Lørdag den 19. oktober 1996:
Stormester Curt Hansen, Tønder, kommenterer dagens parti.

4. rd: Søndag den 20. oktober 1996:
Niels Jørgen Fries Nielsen, Helsinge, kommenterer dagens parti.

DM omkampens forhistorie
DM i Randers blev utroligt spændende. Henrik Danielsen lagde ud med fuld fart og kunne efter sejren i 6. runde over Lars Schandorff ikke alene konstatere, at han havde nået de 2500 i rating, der udløste GM-titlen, men også at han med 5 points førte turneringen. Forhåndsfavoritten GM Lars Bo Hansen startede skidt og tabte til såvel Carsten Høi som Lars Schandorff .

Peter Heine Nielsen var startet mere forsigtigt og havde kun 4 points - altså manglede han et helt point for at nå op til Danielsen. Parløbet fortsatte helt frem til sidste runde, hvor de to spillere mødtes. Danielsen havde holdt sit forspring på 1 points, så kravet til Peter Heine Nielsen var gevinst med de hvide brikker. Det kom der et spændende parti ud af (partiet kan ses et andet sted i dette program).

Som bekendt vandt Peter Heine Nielsen og dermed sluttede de to duellanter på 6 points. Herefter foreskriver reglerne at der skal spilles omkamp om DM-titlen. DSU udbød matchen i licitation og Skakklubben Nordkalottens gik i gang med at undersøge mulighederne. Med stor velvilje fra Græsted Kro og Reolfirmaet Constructor Danmark A/S var såvel spillested som hovedsponsor fundet og DSU antog på sit Hovedbestyrelsesmøde den 1. september 1996 Nordkalottens tilbud. Derfor bliver årets Danmarksmester fundet på Græsted Kro i Kongernes Nordsjælland.

Landsholdsklassen 1996      1   2   3   4   5   6   7   8   9   0   pts

1 GM Peter Heine Nielsen    x   1   ½   ½   ½   ½   1   ½   ½   1   6,0
   Gistrup, 2516  
2 GM Henrik Danielsen       0   x   1   1   ½   ½   ½   1   ½   1   6,0
   K41, 2491
3 IM Lars Schandorff        ½   0   x   1   1   ½   ½   0   1   1   5,5
   K41, 2476
4 IM Carsten Høi            ½   0   0   x   1   ½   1   ½   1   ½   5,0
   Brønshøj, 2440
5 GM Lars Bo Hansen         ½   ½   0   0   x   1   ½   ½   1   1   5,0
   Nykøbing  F., 2578
6 IM Sune Berg Hansen       ½   ½   ½   ½   0   x   ½   1   ½   1   5,0
   Helsingør, 2492
7 IM Jens Kristiansen       0   ½   ½   0   ½   ½   x   1   ½   ½   4,0
   Nykøbing F., 2457
8 IM Erling Mortensen       ½   0   1   ½   ½   0   0   x   ½   1   4,0
   Nykøbing F., 2468
9 IM Nikolaj Borge          ½   ½   0   0   0   ½   ½   ½   x   1   3,5
   Espergærde, 2445
10 Per Andreassen           0   0   0   ½   0   0   ½   0   0   x   1,0
   Nørresundby , 2365
Portræt af Stormester Henrik Danielsen
Når man slår op i DSUïs officielle medlemsblad "Skakbladet" finder man ofte en lille annonce: "Skakundervisning". Det er den 30 årige Stormester Henrik Danielsen, der blandt flere andre jobs også har gjort undervisningen til en levevej. "Jeg underviser efter mit eget skaktræningssystem", skriver han og efterspørgslen har været stor. Lokalerne i Valby har været fyldte. Lige fra begyndere til rutinerede mesterspillere - alle vil de gerne høre om Henrik Danielsens træningsmetoder - og giver gerne de 120 kr det koster pr. gang.

Henrik Danielsen lærte skakspillet forholdsvist sent. Som 12-13 årig så han på, mens hans storebror spillede og det fangede interessen. Allerede i 1983 fik han sit internationale gennembrud med sejr i en stor turnering i Plymouth i England og året efter vandt han Juniordanmarksmesterskabet.

I Skakbladet var der et stort portræt af Henrik Danielsen i september nummeret. "Min fremgang er resultatet af et omfattende træningsprogram - ikke kun skakteknisk, men også med hensyn til kost, motion, og mental træning. At kunne koncentrere sig og yde sit bedste har noget med mental træning at gøre. Jeg har tidligere haft problemer med at kontrollere påvirkningerne udefra i de afgørende situationer, f.eks mod Ruban I Nørresundby. Man skal kikke indad, se hvor man er svag og gøre noget ved det. Evnerne til at bringe mig i en tilstand af koncentration, netop når jeg selv ønsker det, har jeg optrænet gennem mange år bl.a i hurtigskak."

Henrik Danielsen arbejder med sit eget træningssystem både når han selv træner og når han træner andre. Først forsøger han at få defineret en målsætning og derefter gælder det om at vurdere hvad der rent skakteknisk kræves for at nå målet. til det formål har han udarbejdet 10 huskeregler, som han finder utroligt vigtige. Umiddelbart ser de måske ud som almindeligheder, men flere spillere har måtte sande, at det nemt kan gå galt, hvis de glemmes...

I 1987 debuterede han i Landsholdsklassen ved DM og 4 år senere blev han International Mester. Herefter var målet Stormestertitlen. Den første norm kom i 1993 i Copenhagen Open. I 1995 arrangerede Hillerød Skakklub Politiken Cup på Hillerødsholmskolen. Der blev spillet efter Schweningesystemet, hvor de 18 spillere blev fordelt på to hold. Et hold med IMïere på jagt efter stormesternormer og et hold med Stormestere på jagt efter præmiepenge og ubetitlede på jagt efter IM-normer. Turneringen blev en stor succes med 3 GM-normer og Danielsen snuppede den ene i det Nordsjællandske.

Henrik Danielsen har spillet i barndomsklubben Nykøbing F, ØBRO og Kampklubben (K41). De seneste år har klubben heddet K41 og bortset fra en kort afstikker til Nykøbing F. I K41ïs GM-turneringen i 1995 blev norm nr. 3 hentet og i lokalerne på Mellemtoftevej i Valby. Målet var nu at runde de 2500 i rating og det skete ved DM i Randers i påsken. Det afgørende parti blev spillet i 6. runde. Her blev IM Lars Schandorff besejret efter en koncentreret præstation og Danielsen var nu Danmarks 5. stormester.

Jernhård koncentration og aldrig svigtende energi er Henrik Danielsens varemærke. Med ørepropper så store, at ingen kan være i tvivl om hensigten, og hænderne placeret som skyklapper, søger han fra første træk efter fordele, der kan akkumuleres til sejr. Sådan vil vi se Henrik på Græsted Kro på jagt efter sit første individuelle DM.

Portræt af Stormester Peter Heine Nielsen
Peter Heine Nielsen blev født den 24. maj 1973 i Holstebro. Sport har altid haft hans store interesse og han meldte sig da også tidligt ind i den lokale håndboldklub. "Håndbold blev dog for hårdt, da vi skulle lære at tage 30 armbøjninger", fortæller Peter Heine Nielsen. I stedet kastede han sig over skakken som hans far havde lært ham. I starten fængede spillet ikke rigtigt, men da han tilfældigt faldt over en skakbog blev interessen vakt.

Allerede det andet år han spillede skoleskak - i 1986 - blev han Nordisk Mester - det første år kvalificerede han sig end ikke til DM. Nu gik det slag i slag. Efter 3 år i Holstebro Skakklub fortsatte karrieren på Tjele Efterskole, hvor en inspirerende skakmiljø var medvirkende til at spillestyrken steg stødt.

I 1990 spillede han VM for spillere under 18 år. Efter en smuk præstation - et af de bedste en dansk juniorspiller har leveret - kunne der overrækkes en bronzemedalje. Kun Tiviakov og Kramnik sluttede bedre - Superstormestre i dag.

Det er anden gang at Peter Heine Nielsen spiller DM-omkamp. Efter at have spillet et flot DM i 1991 i Lyngby delte han 1. pladsen med IM Erling Mortensen. Omkampen blev afholdt på Tjele Efterskole, hvor Peter har været elev i flere år. Efter 2-2 i den ordinære match, blev der spillet hurtigskak og her vandt Erling Mortensen knebent 1½-½.

Snart begyndte Stormesternormerne at komme. Først en "dispensationsnorm" i Stavanger i 1991 og siden hen normer i Gausdal og Pinsk - sidstnævnte sted vandt han endda turneringen! "En af mine bedste præstationer fandt utvivlsomt sted ved OL i Moskva i 1994", fortæller han. Det danske hold spillede glimrende og var med fremme på scenen det meste og tiden og det gav stærk modstand. Alligevel blev det til 7 points i 9 kampe. Arrangørerne tildelte en bronzemedalje for den individuelle præstation, men de efterfølgende beregninger viste faktisk at den skulle have været af sølv! Det "glemte" arrangørerne i Moskva åbentbart - lige som de glemte at invitere ham med til præmieoverrækkelsen i Kreml...

OL gav dog endnu en GM-norm og han blev nu udnævnt til Stormester på betingelse af at han nåede 2500 i rating. Det skete på hjemmebane. Han havde få år før forladt Tjele og var skiftet til ambitiøse Gistrup Skakforening. Nordjyderne var hyppige turneringsarrangører og i starten af 1995 rundede han det magiske tal og var dermed Danmarks 4. Stormester.

Peter Heine Nielsen er lige som Henrik Danielsen netop hjemkommet fra OL i Erevan i Armenien. Præstationen var ikke så prangende som ved OL i Moskva. Det blev dog til 4 points i 7 partier efter et lidt uheldigt tab i det første parti han spillede. Ved OL stillede Peter Heine Nielsen op med foden i gips. En hård duel med en målmand på et fodboldbane i Århus kort før OL gav en brækket fod og et noget besværlig rejse til Armenien. Heldigvis trådte DSU's formand Søren Bech Hansen til og bugserede stormesteren gennem Frankfurt Lufthavn i kørestol ... Nu er gipsen fjernet og en mobil stormester er parat til at gå efter DM.