DM for juniorhold på Tjele Efterskole

Den årlige turnering for hovedkredsenes juniorhold spilles førstkommende weekend på Tjele Efterskole i Hammershøj.
Som det fremgår af nedenstående pressemeddelelse fra arrangørerne, er flere af favoritholdene svækket af den samtidige 4-landskamp for ungdomshold i Norge, hvorfor årets turnering snarere bliver et venskabeligt skaktræf end et traditionelt DM:

Endnu et juniorhold-DM på Tjele Efterskole

Så er det atter tid til junior hold DM på Tjele Efterskole, og ligesom de seneste mange år afvikles stævnet den første weekend i oktober.
Flere andre stævner griber imidlertid forstyrrende ind i denne ganske traditionsrige turnering. Ikke mindst den nordiske fire-landskamp for juniorer kolliderer, så københavnerne må undvære deres fem stærkeste 
spillere og århusianere deres tre første brætter, som også på landsholdet er de tre første. Denne omstændighed forstærker indtrykket af, at det ikke er landets stærkeste juniorer, der deltager i junior-hold-DM, så at tale om et DM-stævne er måske i overkanten. Snarere er der tale om et hyggeligt stævne, hvor gamle venner atter mødes til en dyst, som århusianerne og københavnerne atter kommer til at styre. Det kunne imidlertid være rart at opleve dysten mellem disse stærke mandskaber i optimal opstilling, men sådan skal det altså ikke være.
Ligesom det var tilfældet sidste år er 8. hovedkreds ikke i stand til at stille hold. Derfor afvikles en 7-rundet turnering med alle-mod-alle i halvtimespartier, fem runder lørdag og de to sidste søndag formiddag.
Ratingfavoritter er 6. hovedkreds fra Århus, som har 1700 i gennemsnit, lidt mere end 1. hovedkreds fra København, der har 1660. Siden følger 3HK fra Fyn med 1613, 9HK (Midt- og Vestjylland) med 1588, 2HK (Vest- og Sydsjælland) med 1566, 5HK (Vejle-, Horsens-, Esbjerg-området) med 1560, 9HK 
(Nordjylland) med 1350 og endelig 4HK (Sønderjylland) med 1300.

Stævnet foregår på Tjele Efterskole, hvor alle tilskuere skal være hjerteligt velkomne. Til fri entre, naturligvis.

Claus Rossen

Tjele Efterskole: www.tjeleefterskole.dk

 

----------------

28/9-2004 - tr

Retur til DSU's hjemmeside