Alligevel stort påskestævne!

Der bliver alligevel et rigtigt påskestævne i 2004 med landsholdsklasse, kandidatklasse, mesterklasser og basisklasser. Og så tyder alt endda på, at stævnet får det løft, som HB i januar 2003 principbesluttede.
Efter det triste forlydende her på siden [Intet påskestævne i 2004? - læs mere] og i Skakbladet, at ingen arrangør havde meldt sig til den ellers spændende premiere på et DM efter cup-systemet, har gode kræfter flere steder i landet arbejdet med løsningsmodeller, men da Finn Stuhr på vegne af Køge Skakklub tilbød at gennemføre et komplet DM på Hotel Hvide Hus i Køge, sagde hovedbestyrelsen på sit møde i går søndag den 25. januar ja tak, efter at FU havde sagt god for oplæg og spillested.
Indbydelse følger her på siden og i Skakbladet, og om føje tid vil forberedelserne også kunne følges på en DM-hjemmeside, som allerede er på tegnebordet. Webmastere bliver Karsten Nymann Pedersen (webmaster 6. HK) og Jens Lundberg (webmaster 2. HK), og jo, der bliver live-visning af alle partier i landsholdsklassen.

Finn Stuhr
- gav NATO-skakken format, 
og nu DM 2004.

Med sit initiativ redder Finn Stuhr i 11. time dansk skaks største og meste traditionsrige enkeltmandsturnering fra at blive reduceret. Og visionerne er et DM-stævne, der på mange måder er positivt forandret. Her præsenterer han selv DM i Køge 2004:

Velkommen til DM og Påskestævne, Køge 2004

Det er med stolthed, at jeg på Køge Skakklubs vegne kan bidrage til, at det traditionelle Påskestævne, som jo altid har været Dansk Skak Unions og dansk skaks flagskib, kan fortsætte.

Det er vigtigt med fornyelse, og derfor har HB netop kigget på et helt nyt koncept for DM-stævnet. Hovedtanken bag det nye koncept er klart at højne standarden for Påskestævnet. Dette skal ske gennem udvælgelsen af spillested blandt hoteller, kongrescentre og lignende.

Landsholdsklassen vil som noget nyt blive afviklet med 16 af landets stærkeste spillere i en knockout-turnering i meget flotte rammer. Der vil være spænding om udfaldet hver eneste dag og ikke én dag vil der være plads til en fredelig remis over brættet. Pressens bevågenhed vil blive større, partierne vil kunne ses live på nettet for dem, der ikke kan finde tid til at følge turneringen på stedet eller selv deltage. For dem der vil opleve den spændte atmosfære på spillestedet, hvor spillerne kæmper deres kamp, og publikum lever sig ind i deres favorits vej til tronen, vil der være demonstrationsrum, hvor en kendt skakspiller hver dag vil give publikum en oplevelse forud for og under partierne.

Kandidatklassens turneringsform er ikke spillemæssigt forandret, men spilleforholdene er på niveau med Landsholdsklassen. Her vil vi med spænding kunne følge kandidaternes vej til toppen, og landets bedste juniorers sideløbende kamp for at kunne kalde sig Juniordanmarksmester.

Mester- og Basisklassernes spillerforhold er ligeledes højnet væsentligt. De smukke omgivelser i Hotel Hvide Hus lokaler og omgivelserne ved Køge Bugt kan kun inspirere til deltagelse og ikke mindst at give spillets taktiske mulighed på brættet lidt ekstra tid.

Giv forandringen en chance og deltag i Påskestævnet 2004.

Velkommen til Køge

Finn Stuhr
Køge Skakklub


----------------

26/1-2003 - tr

Retur til DSU's hjemmeside