Kasparov - pressekonference og simultan

Nr. 1 på verdensranglisten gennem 18 år, Garry Kasparov, gjorde for en stund skak til publikums- og mediesport, da han fredag holdt pressekonfrence og spillede VIP-simultan. For at starte med simultanen i Lyngby Storcenter gjorde han rent bord: 25-0. Mere om dette, navne på de slagne modstandere osv. kan findes på på www.ksu.dk/kasparov/ 

Kasparov: 
- Skakkens situation er helt dernede, hvor det kun kan gå opad.
Kasparov: 
- Dortmund var ingen VM-kvalifikation.
Sune Berg Hansen:
- Do You admire Kramnik?
Frederik Mikkelsen, en af B.O.Bøgers ti heldige vindere, hilser på Kasparov i simultanen.

Det fine arrangement (tak til importøren af Kasparov-computerne, BRIO A/S for den varmende jubilæumsgave til dansk skak) blev indledt med pressekonference kl. 10.00 på Radisson SAS Royal Hotel i København.

Kasparov svarede veloplagt og ofte med facts og detaljer, som nødvendigvis var nye for de fremmødte journalister.
Og selv om han her optrådte i rollen som den modne, diplomatiske mester, der ikke længere ønsker at deltage i hundeslagsmålet om titler og den slags efter 18 år som verdens stærkeste skakspiller, var hans udmeldinger klare og præcise og ikke uden den for ham karakteriske skarphed.

Sune Berg Hansen bød velkommen og præsenterede Kasparov.  

Martin Geertsen, kulturborgmster i København, bød Kasparov velkommen til hovedstaden og åbnede pressekonferencen.

Peter Dürrfeld, Information: - De udtalte til DR2, at FIDE og VM er i kaos, vil De uddybe det?

Kasparov: FIDE er bankerot, hvis ikke præsident Ilumshinov finder midler udefra eller atter åbner sin egen tegnebog, som han ellers har besluttet at lukke. Det er farligt at knytte alle sine sine håb til en enkelt mand med penge men en usikker politisk skæbne.
Ingen af FIDE's mange VM-forslag har haft den nødvendige substans, jeg har, som man ved, allerede spillet to matcher med Ponomariov!
Jeg er meget meget pessimistisk med hensyn til skakkens fremtid. VM-matcherne mod Karpov skabte en interesse og en mulighed, men verdensskakken kendte ikke sin besøgelsestid, og medmindre der træffes drastiske beslutninger, vil kursen vise sig ikke blot farlig, men direkte selvmorderisk.
På den anden side giver det jo en slags optimisme, at skakkens situation er helt dernede, hvor det kun kan gå opad.

Lars Grahn, Tidskrift för Schack: - Hvad mener De om FIDE's seneste forslag?

Kasparov:  - Kun ord. Man kunne hurtigt opstille 50 andre lige så hypotetiske matcher. Det savner både datoer, penge og vilkår. Muligheden er simpelt hen ikke eksisterende, og derfor har forslaget heller ikke skabt den sædvanlige - og sunde - debat mellem stormestrene. For og imod er i denne forbindelse komplet ligegyldigt.

Tom Skovgaard, Skovlunde Skaklub: - Jeg kommer fra en klub, der har Danmarks stærkeste ungdomsafdeling [Kasparov leende: Det lyder lidt skræmmende!] og søger et råd til unge spillere: Skal de tilrettelægge deres åbningsrepertoire snævert og dybt, eller med større bredde men til gengæld mindre dybt?

Kasparov: - Det afhænger først og fremmest af spilleren selv. Hvad han har det godt med og kan omsætte kontruktivt i praksis. Selv har jeg et snævert repertoire og klarer mig ganske godt. Anand spiller mere forskelligt - og klarer sig også godt. Man skal være varsom med generelle råd, men skulle jeg foreslå noget, er det nok 2-3 hovedforsvar mod hhv. e4 og d4. Det giver mulighed for at kende de taktiske finesser.

Grahn: - Anser De Kramnik for verdensmester?

Kasparov: - Nej, hans titel gjaldt i to år, og han har ikke levet op til mesterens forpligtelse til at forsvare titlen. Den såkaldte kvalifikationsturnering i Dortmund, var reelt slet ikke nogen kvalifikation, da spillerne dagen før første runde underskrev et dokument - har vinderen Leko siden fortalt mig - i hvilket de erklærede ikke at være garanteret en titelmatch. Og hverken jeg, Anand, eller Ivanchuk var i øvrigt inviteret.
En match mellem Kramnik og mig er formentlig det eneste, der kan rejse tilstrækkelig sponsormidler, og er betingelserne rigtige, stiller jeg gerne op.

Sune Berg Hansen: - Hvad mener De om forslaget om en 4-mesterturnering med bl.a. Kasparov, Kramnik og Ponomariov?

Kasparov: - Er det et tilbud eller blot et forslag?

Sune Berg Hansen: - Et forslag.

Kasparov: - Jeg kan ikke se, hvad Ponomariov har at gøre i en sådan turnering. Hans udtagelse er i så fald baseret på kun ét resultat, mens Svidler f.eks. har vundet næsten alt i 2003.

Sune Berg Hansen: - Det er fortalt, at De beundrer Kramnik?

Kasparov: - Man skal ikke underkende Kramniks betydning for udviklingen af skak. Han har påvist nye måder at forvalte små fordele, og nye forsvarsmetoder. Hans unikke påpasselighed. VM-matchen gav mig stof til at gå hjem og videreudvkle mit eget spil, hvad jeg mener at have gjort med succes, og jeg vil gerne bevise i en match, at Kasparov-stilen langtfra er forældet.
Det er hævdet, at Kramniks stil har påvirket de yngre mestre. Næppe meget. Når jeg ser mig om i kredsen af unge, kan jeg ikke finde en eneste, hvis stil minder om Kramniks. Det er ikke ment nedgørende, men som en objektiv konstatering. Spillere som Svidler, Polgar, Grishuk med flere spiller Kasparov-skak. Det kan jeg fastslå med stolthed!
Som menneske beundrer jeg på ingen måde Kramnik. Hans opførsel i tiden efter VM-matchen er beskæmmende.

Sune Berg Hansen: - Er computerne allerede stærkere end mennesket og hvis ikke, hvornår vil det da ske?

Kasparov: - De hidtidige matcher har næppe givet mennesket fair vilkår. Jeg har foreslået, at kommende matcher afvikles på én af to måder: Enten skal maskinens åbningsrepertoire slås fra, da det er mennesker, der har låst maskinen til konkrete valg efter overvejelser om modstandernes stil, osv. Men programmørerne siger nej, fordi en ren program-algoritme anvendt i åbningsspillet vil få maskinen til at femstå meget ubehjælpsom. Alternativt kunne man give mennesket lov til ligesom maskinen at støtte sig til sine åbningsnotater. Ofte hænger en lang skarp variant på et enkelt lille træk, som den menneskelige spiller ikke er helt sikker på at huske korrekt og ikke kan bruge kostbar betænkningstid til at prøve at komme i tanker om. Mennesket har brug for en slags time-out til at kigge i sine notater.
Mennesker spiller i modsætning til computere ikke konstant, så hvis man formulerer spørgsmålet sådan: 'Hvor længe kan det stærkeste menneske, når han spiller bedst, vinde over computeren', så tror jeg, at magtskiftet ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Skovgaard: - Er Fischer-random en seriøs mulighed eller tidsspilde?

Kasparov: - Ingen beskæftigelse med skak kan være tidsspilde, man kan altid lære noget. Men i stedet for den rene åbnings­tivoli med fri lodtrækning mellem samtlige muligheder for nye udgangsstillinger, også de der åbenlyst forstyrrer harmonien og ikke rummer strategiske udfordringer, kunne man finde måske 50 stillinger, og så gennemføre turneringer på den måde, at man et par dage før 1. runde udtrak én og kun én udgangsstilling, som alle partier i den aktuelle turneringer så skulle spilles efter.

Og vedr. tendensen til kortere og kortere betænkningstid:

Kasparov: - For mig er det okay, hvis blot 5-10 % af alle partier spilles som klassisk skak med den fulde betænkningstid. Ligesom i musik, hvor klassiske koncerter er helt essentielle men kun udgør en lille del af det samlede tilbud. Den almindelige klubspiller kan næppe afse tiden til at spille klassisk skak, men da denne betænkningstid er designet til at skabe optimale betingelser for skak af højeste kvalitet - og i en VM-match forventer skakverdenen kreativ kvalitetsskak - så det vil være forkert at lade klassisk skak forsvinde ud af skakhistorien. Men den behøver kun at være en del af det samlede show. Der spilles 100.000-vis af partier som hurtigskak, lynskak og bullet-skak, og det er der intet at indvende imod, blot klassisk skak bevares på allerhøjeste niveau.
Jeg har gjort mig til talsmand for en samlet rating for partier med forskellig betænkningstid med vægtning i forhold til seriøsitet, altså f.eks. faktoren 100 til klassisk skak, 60 til hurtigskak og mindre til lynskak. Det ville afspejle, at den nedsatte tid også i topturneringer er blevet en konkurrence-realitet. I tie-breaks, f.eks.

... Og så skulle Kasparov have en fortjent pause før simultanen i Lyngby Storcenter.

Links til hjemmesider, der formentlig rummer stof om Kasparov-besøget:
www.ksu.dk/kasparov/  
Skovlunde Skakklub  
Lyngby-Virum Skakklub  
Tåstrup Skakforening

----------------

12/12-2003 - tr

Retur til DSU's hjemmeside