Kasparov i Lyngby Storcenter

Garri Kasparov, verdens højest ratede skakspiller, besøger Danmark fredag d. 12. december 2003, hvor han giver simultanskak i Lyngby Storcenter kl. 12.00 på Store Torv. 
Dette sker i et samarbejde mellem BRIO A/S og Dansk Skak Union og bliver således det sidste arrangement i markeringen af
100-års jubilæet i år.
Kasparov har to gange tidligere besøgt Danmark. I 1990 besejrede han Curt Hansen 1½-½ på Valdemars Slot på Tåsinge, og i 1993 var han på scenen i K.B.-hallen i København i forbindelse med IBM's præsentation af en ny version af supercomputeren Deep Blue. Men han har aldrig tidligere spillet simultan i Danmark. Feltet til simultanen den 12. dec. bliver på ca. 25 spillere, hvoraf 10 pladser udloddes gennem B.O. Bøger i Lyngby Storcenter til personer med under 2000 i rating, mens Dansk Skak Union står for de resterende 15 pladser (også under 2000 i rating). Selv om besøget vil fremgå af julekataloget fra Lyngby Storcenter, som uddeles i løbet af weekenden, er Kasparovs endelige løfte af meget ny dato, og en række detaljer resterer endnu, men i udvælgelsen af DSU-feltet lægges der givetvis mest vægt på navne, som kan markere skakkens appel i det danske samfund, også uden for medlemmernes egne rækker.
I forbindelse med besøget vil der formenlig blive afholdt pressekonference, hvor Kasparov i en lukket kreds vil besvare journalisternes spørgsmål.
Initiativtageren til besøget, BRIO A/S, er distributør i Norden af SAITEK skakcomputere, som gennem 20 år har samarbejdet med Kasparov i forbindelse med deres skakcomputere.

----------------

22/11-2003 - tr

Retur til DSU's hjemmeside