DM 5: Remis i 100 træk

Tidligere DM-nyheder:  0   1   2   3   4  

5. runde ved DM 2003 blev en af de mest indædte i DM-historien. Kun en solid gang statistisk research, som må vente til efter DM, kan afgøre, om der tidligere er præsteret en DM-runde med 75 træk i gennemsnit. I toppen af feltet kæmpede Peter Heine Nielsen med ryggen mod muren for at holde remis med en minusbonde mod en determineret Nicolai V. Pedresen, som foruden DM-titlen også slås for de seks point, der vil udløse hans tredje GM-norm og dermed stormestertitlen. Men efter 100 træk stod de to konger alene tilbage på brættet.
Næstlængst var Erling Mortensens arbejdssejr over Karsten Rasmussen i 85 træk, mens Davor Palo brugte 81 træk, før sejren over Jens Ove Fries var hjemme. GM-opgøret Lars Schandorff - Sune Berg Hansen blev remis efter 67 træk, og dagens shortstory var Steffen Pedersens gevinst i 43 træk mod Carsten Høi.
6. runde i dag torsdag den 17. april har også et program, der lover seværdig skak. Peter Heine Nielsen må nødvendigvis spille på gevinst med de hvide brikker mod feltets agterlanterne Carsten Høi, som endnu ikke har fået sit opfindsomme angrebsspil til at virke. Samme krav hviler på GM-kollegerne Lars Schandorff mod Karsten Rasmussen og Sune Berg Hansen mod Jens Ove Fries Nielsen. Og i dagens sidste parti, Erling Mortensen - Nicolai V. Pedersen spiller begge aktørerne altid på gevinst. Men selvfølgelig kan gårsdagens mange timer ved brættet nok friste de ti til nogle strategiske remiser. Følg partierne live på DM-siden fra kl. 13.00.
I kandidatklassen har Bo Garner Christensen og Christian Kyndel Pedersen maksimum 2 point efter 2 af 7 runder og skal mødes i dag. Kandidatklassen tæller i alt 18 spillere, og toppartierne vises live på DM-siden.

Landsholdsklassen efter 5 af 9 runder:
1-3. Peter Heine Nielsen, Nicolai V. Pedersen og Davor Palo 3½, 4.-5. Lars Schandorff og Steffen Pedersen 3, 6. Sune Berg Hansen 2½, 7-8. Erling Mortensen og Karsten Rasmussen 2, 9. Jens Ove Fries Nielsen 1½, 10. Carsten Høi ½.

Hver dag frem til og med lørdag den 19. april spilles hver dag kl. 13-20, mens sidste runde søndag den 20. april spilles 12-19. 
Alle Landsholdsklassens partier kan følges live på Nettet.
Brug det faste DM-link fra forsiden til adressen:
http://www.skak-dm.dk/ 


5. runde 16/4:

3. GM Lars Schandorff - 10. GM Sune Berg Hansen  ½-½
4. IM Karsten Rasmussen - 2. IM Erling Mortensen  0-1
5. IM Nicolai V. Pedersen - 1. GM Peter Heine Nielsen  ½-½
6. GM Carsten Høi - 9. IM Steffen Pedersen  0-1
7. IM Davor Palo - 8. IM Jens Ove Fries Nielsen  1-0

6. runde 17/4:
1. GM Peter Heine Nielsen - 6. GM Carsten Høi
2. IM Erling Mortensen - 5. IM Nicolai V. Pedersen
3. GM Lars Schandorff - 4. IM Karsten Rasmussen
9. IM Steffen Pedersen - 7. IM Davor Palo
10. GM Sune Berg Hansen - 8. IM Jens Ove Fries Nielsen

----------------

17/4-2003 - tr

Retur til DSU's hjemmeside