Tilbage til...  Nyheden   Forsiden

Excellent bog

Jacob Aagaard: Excelling at Chess, Everyman Chess, engelsksproget, 190 sider, 239 kr.

Det er længe siden, jeg har ytret min spæde røst i dette fine blad. For nylig fandt jeg så en glimrende anledning til at begynde igen: Jacob Aagaard har skrevet et interessant skakværk af blivende værdi, som jeg følte mig kaldet til at anmelde. Bogen er engelsksproget og har den lidt mærkelige titel Excelling at Chess.

Jeg kan egentlig ikke lide titlen, men den er dog bedre end de mærkater, man ofte giver engelske åbningsbøger såsom: Mastering the..., Beating the..., Winning with..., Understanding the..., The complete..., The Ultimate..., Easy guide to..., The exploding... osv. osv. Titlerne er som regel ekstremt misvisende. Men ok, ‘excelling’ er ikke den værste, og noget skulle bogen jo hedde!

Nu hvor jeg alligevel er i gang med at skrive, vil jeg lige tillade mig et lille surt sidespring. Grunden til jeg har boykottet Skakbladet i en periode har – ud over at jeg får min skrivelyst styret med min daglige spalte på Politiken – mest været af skuffelse over Dansk Skak Union, som jeg føler er ved at køre dansk skak helt i sænk. Det er godt nok ikke blevet bedre de seneste år – snarere tværtimod. Men nu er der blevet så stille, at man slet ikke lægger mærke til, at der stadig er en union (er der?). At boykotte en (skin)død organisation har jo ikke megen mening. Så i stedet må man glæde sig over de små lyspunkter, der stadig er, som f.eks. den bog, jeg er ved at anmelde. Håber de snart vågner lidt op!

Der er stolte traditioner for at skrive kvalitetsbøger i dansk skak. Bare tænk på navne som Nimzovitch, Enevoldsen og Larsen – alle skribenter i verdensklasse! I den seneste tid har der været færre virkelige kvalitetsbøger på dansk – med ‘Den Sovjetiske skakskole’ af Erik André Andersen som en forrygende undtagelse – det skyldes selvfølgelig vores begrænsede sprogområde. En anden årsag er, at de nu skrives på engelsk! Det falder åbenbart den nye generation af danske forfattere meget naturligt at skrive på engelsk, og på den måde får de jo også automatisk en meget større læserkreds. Aagaard tilhører den nye og succesfulde generation af engelsksprogede skakbogs forfattere – andre fremtrædende medlemmer er Steffen Pedersen og Carsten Hansen.

Ideen med ‘Excelling at Chess’ er at give læseren alle nødvendige midler/værktøjer til at blive en virkelig god skakspiller, eller så god en skakspiller, man nu kan blive, med det talent man besidder. Det er et emne, som altid har interesseret mig brændende, og jeg var meget spændt på, hvad Aagaard kunne bidrage med. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Der tages udgangspunkt i spillere, som er relativt habile, så nybegynderen vil nok finde den for vanskelig. Der er skrevet mange bøger, som hævder/forsøger/prøver at gøre én til en bedre skakspiller. Så hvad er det, som gør Aagaards bog anderledes? Ja faktisk så anderledes, at jeg vil anbefale alle ambitiøse skakspillere at læse den? For det første kommer Aagaard hele spektret rundt – bl.a. negligerede emner som kost og fysisk, mental og psykisk træning (man behøver ikke være cykelrytter for at gå sukkerkold!). For det andet sker serveringen på en moderne måde, som forsøger at optimere den enkeltes evner uden unødvendige mellemregninger eller sidespring.

Vi lever i en tid, der er stadig mere individuelt orienteret; folk får lavet personlige træningsprogrammer, horoskoper, kostplaner, karriereplanlægning osv. Dyrkelsen af det individuelle er kommet i højsædet, og de positive aspekter af en individuel tilgang virker mere velplaceret i en selvcentreret sport som skak, end nogen andre steder.

Hvor tidligere tiders lærebøger ofte kun orienterer sig omkring generelle færdigheder (pensum), er ‘den nye tids’ mantra individuelle løsninger. Og således også på skakbrættet. Det hul, der har eksisteret på dette område i skaklitteraturen, er ved at blive lukket, og det er Aagaards bog stærkt medvirkende til.

Aagaards indgang til emnet er flere steder delvist baseret på egne erfaringer, og det gælder såvel det skaklige som det mere akademisk stof – det sidste er f.eks. sportspsykologi, hjernens funktionsmåder osv.

Farerne ved ofte at bruge sig selv som eksempel er oplagte: Man får let sit ego i klemme, og de fleste er relativt ‘langsynede’, når det gælder dem selv. Jeg synes Aagaard slipper meget hæderligt fra at bruge sig selv og sine elever (Aagaard fungerer som skaktræner, og han udbyder blandt andet træningsopgaver via email) som forklaringsmiddel.

Og det selv om min gode ven fra Hamburg, Jan Gustafsson (Elo ca. 2550), synes, det var temmelig morsomt, at Aagaard på side x roser Finn Nøhr (en flink fyr og en udmærket mesterspiller meeeeen), for så på side y at kritisere Khalifman! Det kan selvfølgelig godt virke lidt spøjst, men egentlig er det irrelevant, for det bogen drejer sig om er, at få læseren til at bruge sine evner optimalt! Hverken brugen af Aagaards eller hans elevers personlige erfaringer kommer til at virke som en hindring for denne mission. ‘Excelling at Chess’ er opdelt i ti kapitler:

1. Think like a Human – and excel at chess
2. Real chess players
3. No rules?
4. Unforcing Play
5. Why study the endgame
6. Attitude at the board ad other tips
7. Be Practical
8. Openings, calculations and other devils
9. Exercises
10. Solutions to exercises

De kapitler jeg bedst kan lide er 2, 3 og 5, som jeg alle fandt meget lærerige og i øvrigt temmelig morsomme! Især kapitel 2, der kan virke som en hyldest til Kasparov, er ekstremt cool, og Aagaard introducerer en tankegang, jeg ikke har set eksplicit formuleret før.

Ligesom i forfatterens tidligere værker (åbningsbøger) er skakkommentarerne meget instruktive. Aagaard er især god til at dekomponere en stilling, så de grundlæggende basiselementer bliver blotlagt på lærerig vis (hvor skal løberen stå i denne struktur osv.).

Jacob er en mand med selvtilliden i orden, og undervejs udfordrer/udforsker han nogen af de mest udbredte forestillinger i skakverdenen (f.eks. om en springer på randen er på spanden?). Han tillader sig bl.a. at anfægte guruen Watsons konklusioner i ‘Modern chess strategy’ – som ellers er blevet universelt rost. Det slipper han mægtig fint fra, og Aagaards konklusioner er i hvert fald mere anvendelige for ‘spillere i fremgang’ end Watsons. Om så Kasparov regner bedre end de fleste, fordi han regner længere (Watson), eller fordi han regner på det rigtige (Aagaard), er svært at afgøre. Men Aagaard argumenterer fint for sin sag, og under alle omstændigheder er det dejligt at have en akademisk diskussion af skakindlæringsteori på højt plan med en dansker, som deltager! (man håber sådan, at Watson svarer igen!). Bogen er skrevet i et let og til tider ganske morsomt sprog. Den er desuden spækket med god skak og instruktive eksempler og opgaver. Jeg vil vove den påstand, at alle med mindre end 2700 vil kunne lære noget brugbart – ikke kun om skak – ved at læse denne bog!

Sune Berg Hansen