Skak er anerkendt som sport af IOC
I 1999 blev FIDE - foreløbig for en toårig periode – anerkendt af IOC som en verdensomspændende organisation inden for skak. Denne anerkendelse er senere blevet stadfæstet, og FIDE er i dag optaget på IOC’s liste over anerkendte internationale specialforbund, IFs (International Sports Federations), efter artikel 29 i Det olympiske Charter [original engelsk version] [dansk oversættelse].
IFs er internationale, ikke-statslige organisationer, som forestår en eller flere idrætsgrene på verdensplan, og som omfatter organisationer, der forestår sådanne idrætsgrene på nationalt plan. Anerkendelsen indebærer, at organisationen skal anvende den olympiske bevægelses anti-doping kodeks og gennemføre effektive tests uden for konkurrencer i overensstemmelse med fastlagte regler. Desuden skal et IF’s love og vedtægter, praksis og aktiviteter være i overensstemmelse med Det olympiske Charter. Med forannævnte forbehold bevarer hvert enkelt IF sin uafhængighed og autonomi i ledelsen af sin idrætsgren.
Som medlem af FIDE er DSU anerkendt af IOC som nationalt specialforbund. Hidtil har anerkendelsen ikke haft nævneværdig økonomisk betydning for DSU. Dette forhold er måske ved at ændre sig.
I december 2002 fremsatte skatteministeren et lovforslag i Folketinget om ændring af Tips- og Lottoloven. Forslaget indebærer en ændring af
fordelingsnøglen mellem de forskellige tilskudsmodtagere og en overflytning af Dansk Tankesports Forbund til DIF-puljen fra puljen til andre kulturelle formål. Lovforslagets videre skæbne kan følges på Folketingets hjemmeside:www.ft.dk + Dokumenter + Lovforslag fordelt på ministerområde + Skatteministeren + Af ministeren. Ikke vedtagne + L 111
... eller direkte til forslaget uden om menuerne: L 111På amts- og kommunalplan kan anerkendelsen af FIDE som IFs også bruges. De enkelte hovedkredse kan anvende anerkendelsen til at blive sidestillet med de kendte idrætsgrene som fodbold, håndbold og badminton ved tildeling af lokaler til aktiviteter på amtsplan samt tilskud til den daglige drift og aktiviteter hos amternes kulturforvaltning. Lokalt kan skakklubber søge om optagelse i kommunale sportsunioner/idrætssamvirker eller om tilskud hos kommunen på lige fod med de etablerede sportsgrene.
Dansk Skak Unions "kulegravningsbande" opfordrer hovedkredse og klubber til at undersøge tilskudsmulighederne inden for jeres geografiske område med IOC’s anerkendelse af skak som en sportsgren i hånden. Kulegravningsbanden vil gerne høre om resultaterne af jeres henvendelser – både positive og negative – til amt og kommune i denne sag.
Kontakt:Gerner Carlsson
Dybendalsvej 23
2720 Vanløse
tlf/fax 38 74 59 47eller email: klubforhold@skak.dk
----------23/1-2003 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |