Skakbrikker til dansk film
Sædvanligvis er det et udtryk for godt design, at skakbrikkerne på brættet er lette at kende fra hverandre. Og den slags brikker har siden Howard Stauntons dage været lette at få fat i.
Nu står film-rekvisitør Henrik Lischang imidlertid og mangler et sæt skakbrikker med et så abstrakt design, at det forekommer troværdigt, at de skuespillende skakspillere kommer i vildrede om, hvad der er springer, løber osv.
I håbet om, at der blandt Dansk Skak Unions Net-surfere, er nogen, der kan hjælpe, skriver han:-----------
I forbindelse med filmoptagelserne på spillefilmen "Lejekontrakten", efterlyser jeg et flot skakspil med abstrakt formede brikker og et flot skakbræt.
Historien i den omhandlende scene går ud på, at filmens hovedrolleindehavere, Peter Ganzler og Jesper Klein spiller et parti skak og at man ikke umiddelbart kan genkende de enkelte brikker.
Jeg har søgt forskellige steder på nettet, men det er endnu ikke lykkedes at opspore det helt rigtige skakspil.
Jeg håber der vil være en chance for, at man i Dansk Skak Union ligger inde med en viden om hvor jeg kunne finde omhandlende skakspil.
Jeg kan kontaktes på nedenstående telefonnummer, hvis der er spørgsmål i forbindelse med min efterlysning.
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Henrik Lischang
Film- & Tv-Rekvisitør
Tlf.: 26 64 78 64-------------
24/7-2002 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |