Sk 34 Nyk. F trækker divisionsholdet

På hjemmesiden for Sk 34 Nykøbing Falster http://sk34.fide.org kan man læse nedenstående triste meddelelse. Efter to DM-titler har de seneste år været en både resultat- og holdmæssig nedtur for falstringerne. I sæsonen 2000-2001 stod holdet til udsmidning af 1. division p.g.a. en administrativ brøler af klubbens formand, men blev reddet af hovedbestyrelsen, og i den netop afsluttede sæson 2001-2002 stillede holdet - til konkurrenternes udelte skuffelse - med kun seks spillere til den afsluttende dobbeltrunde.
Sk 34's selvvalgte exit betyder ændringer i hele den kommende turnering, i første omgang formentlig omkamp mellem Nordre og Nørresundby om retten til at blive i 1. division. Vi vender tilbage, når turneringsleder Finn Larsen har haft sagen på sit skrivebord.

-----------------------

Sk 34 Nyk. F. trækker sit 1. divisionshold. Dette blev besluttet på klubbens generalforsamling mandag den 13. maj. Efter at have vundet DM for hold to år i træk har klubben de seneste par sæsonner desværre mistet en del stærke spillere, og kan i dag ikke siges at have styrke til at kunne begå sig i 1. division.
Det blev på generalforsamlingen besluttet at ændre klubbens navn fra SK 34 Nykøbing F. til Nykøbing F. Skakklub. SK 34 Nyk.F. blev skabt i 1989 ved en fusion mellem den daværende Nykøbing F. Skakklub og Arbejderskakklubben af 1934. Forsamlingen mente, at tiden nu er inde til at ændre klubbens navn, hvilket bl.a. skal gøre det nemmere at profilere klubben udad til.

------------

17/5-2002 - tr

Retur til DSU's hjemmeside