'En stor mester' - skak på DK4
Torsdag den 7. marts kl. 19.30 bringer DK4 en 25-minutters portrætudsendelse om Peter Heine Nielsen.
I programmet, som bærer den venligt dobbelttydige titel 'En stor mester', fortæller Peter Heine Nielsen om sine matcher ved FIDE-VM mod Goldin og Anand samt om computernes betydning for skakmesterens forberedelser. Undervejs får Peter Heine Nielsens stormesterkollega Sune Berg Hansen lejlighed til at give bud på GM Nielsens stærke og mindre stærke sider, og for feinschmeckerne vises klip med Peter Heine Nielsen i aktion på et løbebånd.
Tilrettelæggeren Christian Thelin har selv været klubspiller i samme generation og nordsjællandske område som Nikolaj Borge og Sune Berg Hansen. Skakfagligheden i programmet burde derfor være sikret indefra.
Er man forhindret i at se programmet i morgen torsdag, får man chancen senere, formentlig i weekenden.
Tjek kanalens hjemmeside: www.dk4.dk, hvor også selve programmet i øvrigt vil blive lagt ud.Og så er der jo TV om Musical CHESS nu i aften onsdag den 6. marts kl. 21.30 på DR 2.
Det første af tre programmer - læs mere her.------------
6/3-2002 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |