FIDE advarer mod kaffe
Verdensskakforbundet FIDE vil gerne have skak anerkendt som konkurrencesport og har derfor også måttet acceptere IOC's dopingregler, herunder uanmeldte kontroller ved officielle turneringer (læs: samtlige FIDE-ratede turneringer).
Endnu før skakoffentligheden har grinet færdig ved tanken om hvidkitlede officials i færd med at uddele urinflasker til Korchnoi, Karpov og Kasparov, præsenterer FIDE et sæt praktiske forholdsregler, som topspillerne bør indprente sig, hvis de ikke skal risikere at gå i dopingfælden.
Blandt andet advarer FIDE mod overdreven indtagelse af kaffe. For at være en lovlydig idrætsudøver/skakspiller bør man ikke indtage mere end fire kopper kaffe over en sekstimers periode. Mindre endnu, hvis man også indtager koffein via f.eks. cola.
Men vi vidste jo egentlig nok, at vi spiller hasard med helbredet og snyder os til usportslige præstationer, når vi skvulper kaffe i os.
Af en rapport fra landbohøjskolen fremgår, at '...kaffe stimulerer nervesystemet (virker opkvikkende), men at større doser af koffein kan give hovedpine, rastløshed, unormale hurtige hjerteslag, opkast og talen i vildelse'. Desuden fysisk afhængighed ved regelmæssig indtagelse, og en dødelig dosis svarerende til 40 kopper kaffe indtaget på kort tid. Rapporten anslår dog, at dopingreglerne først overtrædes ved hurtig indtagelse af 5-6 kopper kaffe.Se FIDE's doping-forholdsregler på www.fide.com/
Og skulle nogen efter endt læsning savne trøst, er den ikke længere væk end køleskabet: Alkohol er nemlig okay, medmindre det indtages sammen med medicin.
------------
21/11-2001 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |