Ungdoms-VM

Link til arrangørernes web-side: http://www.worldyouthfestival2001.com/

2. runde 22. oktober 
v/ Per Andreasen og Tom Skovgaard

Efter den gode start i 1. runde var der i 2. runde hårde modstandere til adskillige af de danske spillere. Den danske pointhøst blev beskedne 3 pts. af 8, hvilket dog var mindst lige så godt som det forventede ifølge ratingtallene.

Drenge under 18
Christian Kyndel mødte allerede i 2. runde en af de hårde drenge – IM Bhat fra USA. Det blev et meget spændende parti, hvor Christian med sort blev presset hårdt, men forsvarede sig præcist og aktivt meget længe, men i stærk tidnød overså han en god
mulighed og måtte ned mod den stærkt spillende modstander. Christian har 1 point.

Drenge under 16
Davor Palo mødte med hvid Vidal fra Mexico. Det blev en klassisk dronningegambit, hvor Davor savede modstanderen midt over og vandt i overlegen stil. Davor har 2 af 2 og kan nu forvente en meget stærk modstander i 3. runde.

Drenge under 14
Jakob Vang Glud mødte også i dag en stærk modstander på Elo 2200, nemlig Santos fra Ecuador. Det blev preussisk med Jakob som sort – en åbning som Jakob kender rigtig godt. Spillet var lige hele vejen og sluttede remis. Endnu et fint resultat af Jakob, som nu
har 1 point.
Nikolaj Mikkelsen mødte Amin fra Egypten Elo 2192. Amin viste sig meget stærk og Nikolaj blev desværre fuldstændig udspillet i slutspillet. Det var der ikke noget at gøre ved. Nikolaj har 1 point.
Bjarke Andreasen spillede hvid i kongeindisk mod en Labeckas fra Litauen. Efter en fin åbning spillede Bjarke en forkert idé, som resulterede i en uklar stilling med en officer for lidt til Bjarke. Ikke desto mindre havde han fine chancer for at komplicere spillet, men han så desværre ikke de opståede muligheder og tabte fortjent. Bjarke er dermed stadig uden point.

Drenge under 12
Benjamin Skjoldan mødte Susilodinaca fra Indonesien uden Elo. Ikke desto mindre blev Benjamin desværre fuldstændig udspillet af den tilsyneladende meget stærke modstander. Det blev Svesnikov-varianten i Siciliansk, som Benjamin kender godt, og modstanderen åbenbart kendte mindst lige så godt! Benjamin har 1 point.
Peter Skovgaard mødte Sherif Isamil fra Egypten. Egypteren skød ikke just med skarpt, og Peter fik klar fordel efter åbningen. I midtspillet spillede Peter to unøjagtige træk og overså et træk fra egypteren, der udlignede spillet, hvorefter Peter tilbød remis efter
tidligere at have afslået et remistilbud fra modstanderen. Peter har ½ point.

Piger under 14
Miriam Olsen mødte Amgalan fra Mongoliet. Miriam tillod sig den frækhed at åbne spillet med sort med ”Two Knights Tango”, der opstår efter 1 d4 Sf6 2 c4 Sc6! – en idé Miriam har fået fra Henrik El-Kher. Miriam havde et lille overtag det meste af vejen og vandt
slutteligt et langt og fint parti i 52 træk. Miriam har 1½ point og er godt kørende!

Dagens billede viser den danske delegation samlet på strandpromenaden foran spillestedet før dagens runde. Bageste række (fra venstre): Per Andreasen, Nikolaj Mikkelsen, Bjarke Andreasen, Christian Kyndel, Davor Palo og Tom Skovgaard. Forreste række (fra venstre): Jakob Vang Glud, Peter Skovgaard, Benjamin Skjoldan og Miriam Olsen.


Klik på foto

Rapporten fra 1. runde


------------

23/10-2001 - tr

Retur til DSU's hjemmeside