Carsten Høi stormester (2)

Den 14. september meddelte vi, at FIDE fem dage tidligere havde udnævnt Carsten Høi til stormester (se 'nyhed').
Det står heldigvis fast. Men nu viser det sig, at både ansøgning og titel kommer med otte års forsinkelse!

Når FIDE får checket Elo-listen for juli 1989 og konstateret, at Carsten Høi var noteret for 2510, er han fuldgyldig stormester, men det kunne han have været allerede i 1993.
Sagen blev opklaret som følge af, at en række læsere af DSU-siden undrede sig over, hvordan ophævelsen af seksårs-reglen skulle influere på Carsten Høis titel-status, idet han ifølge 'nyheden' 14. september havde følgende normer: 

1. OL 1988, 2. Gausdal Open 1989, 3. Gausdal Arnold Cup 1989, 4. Politiken Cup 1996*

De tre første normer er jo scoret inden for et enkelt år - hvorfor så vente på efternøleren (*som i øvrigt blev opnået i 1997 og ikke 1996). Mystikken øges af, at OL 1988 ifølge Skakbladets turneringsreferat manglede et halvt point i at være en norm.
Forklaringen er, at det norske diplomati, som trak det store læse for danskerne, i første omgang søgte om en GM-titel på baggrund af de to normer i 1989 og normen i Politiken Cup 1997, men i sidste øjeblik blev opmærksomme på, at alle tre var opnået i opens og derfor ikke opfyldte FIDE-kravet om mindst én turnering af anden type. I frustration gennemgik man så Carsten Høis tidligere resultater, og til alles glæde viste det sig, at OL-resultatet, som i 1988 havde manglet et halvt point, var en fuldgyldig norm på ni partier - når man anvendte den computerberegning, FIDE havde indført i 1993.
Havde man for otte år siden været opmærksom på denne ændring i FIDE's administrative praksis, ville der have stået 'GM Carsten Høi' på hans navneskilt lige siden 1993.

Og dette gør jo ikke ligefrem den aktuelle udnævnelse mindre fortjent - Til lykke!

I Skakbladet nr. 10, som er i trykken i disse dage, kan man læse følgende beretning om sagen: Se artikel (gm_hoi.pdf)

Mere om Carsten Høi, foto og parti.

Som en hyldest til den nye stormester har Arne Bjørn Jørgensen samlet 1.442 partier af Carsten Høi
til download på Birkerød Skakklubs hjemmeside:
http://www.birkeroed.webby.dk/forening/skak/index.htm


------------

25/9-2001 - tr

Retur til DSU's hjemmeside