Nye regler for skakspillet 1. juli

På FIDE’s kongres i november i Istanbul vedtoges et revideret regelsæt for skakspillet. En arbejdsgruppe under Dansk Skak Dommerforening har oversat regelsættet, og denne oversættelse blev i Påsken godkendt af Hovedbestyrelsen og træder i kraft pr. 1. juli.
Det komplette regelsæt udkommer som erstatningsblade til Skakhåndbogen i løbet af efteråret og vil til den tid kunne downloades her fra DSU-siden..
Medlemmerne af Dansk Skakdommerforening vil modtage en komplet udgave ved næste udsendelse.

Nyt fra ledelsen, referater osv. 
Regler for skakspillet

Her dommerforeningens introduktion til de ny regler (Skakbladet nr. 6, 2001):

--------------

Nye regler for skakspillet
pr. 1. juli 2001

Hvad betyder det for den praktiske skakspiller?
Bare rolig, bonden slår stadig på skrå, og springeren må stadig „flyttes til et af de felter, som er nærmest det felt, den står på, men ikke på den samme linie, række eller diagonal".
De fleste ændringer er af sproglig karakter og har ingen praktisk betydning for partiets afvikling; generelt er formuleringen nu ændret, så det er brikkerne, det drejer sig om, og ikke spilleren (det er f. eks. ikke længere spilleren, der bliver sat mat, men derimod hans konge).
Både i den engelske originalversion og i den danske oversættelse har man bestræbt sig på at anvende ens udtryk for ens situationer hele vejen gennem regelsættet (for eksempel kan der godt være forskel på at udføre et træk og at fuldføre det).
En væsentlig sproglig ændring i den danske version er at begrebet „Færdigspil som hurtigskak" nu er afløst af „Hurtigafslutning". Dette er gjort for at tydeliggøre forskellen til „Hurtigskak", hvor der jo gælder lidt andre regler.

De væsentligste ændringer for selve spillet:
Straffen for ulovligt træk (2 minutter ekstra til modstanderen ved de 2 første overtrædelser og tab af partiet ved den 3. overtrædelse i samme parti) gælder nu i alle partier og under hele partiet (indtil nu har reglen kun været gældende i hurtigafslutningsfasen).
Straffen er stadig skærpet i lynpartier, idet det første ulovlige træk da straks taber (dog betinget af at stillingen muliggør at den spiller, der udførte det ulovlige træk (eller rettere hans konge) kan blive sat mat – se nedenfor).
Der er nu samme krav til matmuligheder for at vinde på tid i alle partityper. For at kunne vinde på tid skal stillingen på brættet muliggøre, at modstanderens konge kan blive sat mat, eventuelt ved dårligst mulige modspil. Dette gælder altså nu både i skak med normal betænkningstid, i hurtigskak og i lynskak. I lynskak er det også en betingelse for at kunne vinde på grund af modstanderens ulovlige træk (i de andre partityper betyder 3. ulovlige træk som nævnt ovenfor altid tab, men der er mulighed for at turneringslederen kun giver ½ point til den „vindende" spiller, hvis ikke ovenstående krav er opfyldt).
Tidsstraffen for uretmæssig remiskrav er ændret, sandsynligvis for at gøre det lettere at stille på digitalure: Modstanderen får som hidtil altid 3 minutter ekstra, og der fratrækkes 3 minutter af kravstillerens tid, hvis han har mere end 6 minutter tilbage; hvis han har mellem 2 og 6 minutter halveres hans betænkningstid, hvis han har mellem 1 og 2 minutter, sættes hans tid til 1 minut, og hvis han har under 1 minut justeres hans tid ikke.

For turneringernes afvikling og ydre rammer er der kommet følgende ændringer:
Det er udelukkende turneringslederen, der bestemmer urets placering (Spilleren med de sorte brikker har ingen – heller ikke hævdvunden – ret til at bestemme).
Turneringslederen må nu gøre en spiller opmærksom på, at han har glemt at trykke på uret (af hensyn til ure med træktæller og automatisk tillæg af tid).
Ved afslutning af partiet skal begge spillere underskrive begge noteringslister og angive resultatet. Denne angivelse gælder, selvom den skulle være ukorrekt; turneringslederen kan dog beslutte noget andet. Kravet om underskrift gælder også, hvis man noterer i sin egen noteringsbog, og man skal være opmærksom på, at turneringslisterne er turneringsarrangørens ejendom, så hvis der udleveres formularer på spillestedet, skal man bruge dem (dette er ikke en ny regel).
Der er nu mulighed for at anvende et andet pointsystem end den gængse 0-½-1. Systemet skal dog naturligvis angives før turneringsstart.
Ratingberegningen vil dog fortsat blive udført på basis af den „normale" pointgivning.

For Dansk SkakDommerforening
Vagn Lauritzen

------------

10/6-2001 - tr

Retur til DSU's hjemmeside