Læserinspiration til skakbog

I forbndelse med et nyt skakbogsprojekt støttet af Dansk Skak Union opfordrer Svend Novrup alle skakfolk med specialviden til at bistå med inspiration og ideer:

---------------------------

Dansk Skak Union har lavet en aftale med undertegnede om fremstilling af en skakbog. Den skal vise skakspillets mange brogede facetter på en måde, så den både kan læses med fornøjelse af alment skakinteresserede og samtidig kunne bruges i skoler som grundlag for emneuger. 
Det er meningen, at bogen skal se en række skolefag gennem skakbriller. For at tage nogle eksempler: 

  • Geografi: Skakspillets opfindelse i Bagasien og spredning gennem Asien til Europa dels gennem Lilleasien, dels gennem Nordafrika og op i Spanien med maurerne. Desuden fx til Nordatlanten, hvor man overraskende tidligt finder skakbrikker. 
  • Historie: Såvel den "almindelige" historie med Alexander d Store, hvis hær afspejledes på skakbrættet, Filip IIs hof, hvor man spillede den første skakturnering, etc; som skakspillets egen historie med udvikling af regler for sejr, for brikkernes gang etc. 
  • Filosofi: Filosoffers og religioners brug af skak til allegorisering, som af og til har fået en og anden til at tro, at det var skakspillet, der var guddommeligt, i stedet for at man kan illustrere såvel det guddommelige som det laveste og simpleste med skakeksempler. 
  • Regning, matematik og logik: Opgaver med skakbrættet, dets brikker og deres bevægelser (ingen behøver at sende legenden om 1 hvedekorn for første felt, to for andet etc). 
  • Kunst: Skak i litteratur, teater, film, musik, ballet og skulptur. 
  • Idræt: Skak betragtet som konkurrencesport. Hvor meget af skak er hjernernes kamp, og hvor meget kan man forbedre på sin præstation gennem fysisk træning etc. Skakmestrenes stadigt lavere gennemsnitsalder, det øgede antal vidunderbørn etc. Skak som mandesport - et kønsaspekt. 

Jeg har selv en masse materiale til sin bog og kunne for så vidt skrive den uden hjælp, men jeg kan ikke lide tanken om, at nogen måske har rigtig fin inspiration, som jeg bagefter vil ærgre sig over, at jeg ikke fik med. Har du med andre ord noget, som du synes hører med i en sådan bog, så send det til adressen:

Svend Novrup, Box 3, 5300 Kerteminde
E-mail: novrup@post4.tele.dk

De steder, jeg mest håber på hjælp, er opgaver i regning, matematik og logik, skak i kunsten og skak i filosofi, men enhver inspiration er velkommen. Jeg læser alt igennem og bruger derefter det, der naturligt føjer sig ind i min disposition af bogen, der bliver på 96 sider og derfor ikke kan medtage ubegrænsede mængder af stof. 
Håbet er, at en sådan bog og ikke mindst brugen af den i skoler og på andre uddannelsessteder vil kunne være med til at vende udviklingen og tilføre skakspillet nye udøvere, hvilket igen skulle føre til en forøgelse af DSUs medlemsskare. 
Har du ideer til den nye bog, så fat blyanten eller PC'en, skriv dem ned og send dem af sted snarest. Ikke som en større epistel eller artikel, blot som ideer og inspiration. Materiale, der kommer senere end 1. maj, kan ikke forvente at komme med i betragtning.

Svend Novrup


----------------

20/3-2001 - tr

Retur til DSU's hjemmeside