Dansk succes ved skole-NM
Danmark fik en nordisk mester, Christian Kyndel Pedersen i næstældste gruppe, og vandt desuden holdkonkurrencen suverænt, rapporterer den danske delegation fra Island. Fyldigt referat med fotos osv. kan findes på Dansk Skole Skaks hjemmeside http://www.skoleskak.dk/.
-----------
NM på Island
De nordiske ungdomsmesterskaber på Island blev en lang sejrsmarch for de danske spillere, som blandede sig i toppen i alle 5 rækker, og suverænt vandt holdkonkurrencen med 40 ud af 60 mulige point (det er voldsomt meget!) foran Island (Nordens "normale" skakkonge) med 32/60 og Norge med 30/60. Vi måtte dog nøjes med en enkelt 1.plads, som Christian Kyndel Pedersen hjemtog i den næstældste gruppe med 5½/6 foran Davor Palo med 5/6. Derudover fik Allan Rasmussen i A-gruppen, Peter Leimand i C-gruppen og Peter Skovgaard i yngste gruppe (E) stærke 2-pladser. Altså 1 guld og 4 sølv! Alle andre leverede også glimrende skak og markante placeringer, men blev kun belønnet med erfaring og ratinggevinster i denne omgang. Nævnes skal også, at Miriam Olsen, som stillede op for Færøerne og deltog som eneste pige i stævnet fik en flot tredieplads i næstyngste gruppe efter rigtig godt spil.
De flotte danske resultater har undervejs ikke ligefrem lagt en dæmper på den 30 mand store danske delegation, som har haft en fantastisk tur til den islandske vinter og ødemark. Men hvad er der sket i dansk skak de seneste år, siden vi lige pludselig kan blomstre på denne måde? En mulighed er selvfølgelig, at de andre nationer er gået tilbage, men vi tror nu mest på, at det er det relativt stigende aktivitetsniveau i enkelte klubber og skoler, der nu giver udslag.
Vi har tidligere skrevet hjem om, at fx Island og Sverige mødte op med stærke spillere som trænere - og at det kunne blive et problem for de danske chancer. Men vi tog fejl. Heldigvis er der tilsyneladende andre forhold der spiller ind - og den gode danske stemning og trods alt et højt niveau af "professionel forberedelse" før hver runde, var altså nok.. Især i de yngste grupper er det ikke så afgørende at have en stormester som træner, der kan mere ydmyge ratingtitler tilsat god mandskabspleje være en tilstrækkelig cocktail.
I de ældste grupper kan man konstatere, at de danske spillere måske har manglet skakinspiration fra voksenfronten - men under alle omstændigheder har de stor erfaring i selv at forberede sig før partierne med hjælp fra Fritz, og alle leverede da også gode resultater. Men hvis vi skal vinde den ældste gruppe, som Island har sat sig solidt på i et stykke tid, skal den nok have en tand mere til næste år.
mvh
Staffan Wiwe og Brian Kristensen
------------19/2-2001 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |