Ungdoms-VM, okay dag

Ungdoms-VM i Oropesa del Mar i Spanien kan følges på  http://www.evajedrez.tv/mundial/

-----------

Rapport fra 6. runde:

6. runde gav 4 points af 9 til danskerne - en okay dansk dag, igen mod stærk modstand. Davor er eneste dansker med over 50% score - han ligger med 4 points af 6 med lige under toppen i sin gruppe.

Drenge 18:
Henrik El-Kher (3 af 6) - 0 mod Henrikas Asauskas, Litauen (ELO 2245).
Henrik fik en god stilling med sort, men overspillede den i tidnøden og tabte.
Allan Rasmussen (3 af 6) - 0,5 mod Christian Seel, Tyskland (ELO 2234).
Allan stod lidt i underkanten med sort og tabte en bonde, men fik modspil og tårnslutspillet blev holdt remis.

Drenge 16:
Davor Palo (4 af 6) - 1 mod Rostislav Raev, Bulgarien (ELO 2071).
Ifølge Davor var stillingen helt lige de første 5,5 time. Davor tog en chance og komplicerede spillet og den større spillestyrke slog igennem.

Drenge 14:
Jakob Vang Glud (2 af 6) - 0 mod Hao Yuan Wang, Canada.
Jakob kom med det samme under pres. Modstanderen spillede rigtig godt og Jakob fik ingen chancer.

Drenge 12:
Nikolaj Mikkelsen (2 af 6) - 0 mod Dorian Vicol, Moldavien.
Igen havde Nikolaj en meget stærk modstander. Denne viste stor spilforståelse med hvid i spansk og en overseelse kostede Nikolaj en
kvalitet, hvorefter modstanderen kørte slutspillet sikkert hjem.
Bjarke Andreasen (1,5 af 6) - 0 mod Ferenc Szekely, Ungarn.
I en for Bjarke kendt teoristilling forsøgte han sig med et bondeoffer, som var ukorrekt. Modstanderen tog bonden og Bjarke fik noget initiativ, men ikke nok.
Benjamin Skjoldan (2,5 af 6) - 1 mod Mauritzio Zelba, Tyskland.
Benjamin stillede sig denne gang meget fornuftigt op med de hvide brikker. I komplikationerne tabte modstanderen en officer, fordi han troede at han kunne fange Benjamins dronning. Benjamin havde modstødet parat og vandt endnu en officer og modstanderen opgav.

Drenge 10:
Peter Skovgaard (2,5 af 6) - 1 mod Matic Trebusak, Slovenien.
En halv time før spillestart henvendte Peters far sig til cheftræneren og bad om et kvarters introduktion til Najdorf-varianten i siciliansk med hvid til Peter. Peter spiller normalt d4,men var to gange kommet dårligt fra start mod kongeindisk. Peter hørte godt efter i den for ham nye åbning og utroligt nok spillede de to små drenge ca. 12 træk teori i den skarpe variant. Peter vandt et modelparti efter instruktionen idet han fik kontrol over d5 og kørte pointet sikkert hjem! Peter demonstrerede i efteranalysen mange korrekte varianter i den komplicerede stilling. Vi viser partiet i en senere rapport.

Piger 14:

Carina Jørgensen (2 af 6) - 0,5 mod Claire Bleazard, Sydafrika.
Et meget korrekt parti, hvor ingen af spillerne lavede de store fejl. Alle brikkerne blev byttet af og der blev taget remis.

/VM-holdet

-----------

19/10-2000 - tr

Retur til DSU's hjemmeside