Ungdoms-VM, fredag den 13.

Ungdoms-VM i Oropesa del Mar i Spanien kan følges på  http://www.evajedrez.tv/mundial/
3. runde blev spillet fredag den 13. oktober ...

-----------

Rapport fra 3. runde, som desværre blev en rigtig "fredag d. 13."-dag for danskerne. 
Vi fik kun 1,5 pts. ud af 7 mulige samt 1 point i et indbyrdes danskeropgør, hvilket var for ringe iflg. cheftræneren! Dagens eneste absolutte lyspunkt var at Allan vandt.

Drenge 18:
Henrik El-Kher (2 af 3) - 1/2 mod Thal Abergel, Frankrig (ELO 2279).
Det var en tandløs remis. Henrik fik ikke noget ud af det med de hvide brikker, han spillede åbningen upræcist. Han har fået tæsk af cheftræneren!
Allan Rasmussen (2 af 3) - 1 mod Roman Bar, Israel (ELO 2354!).
En nogenlunde stilren gevinst mod meget stærk modstander - kørt hjem i et T+L slutspil. Partiet følger i en af de næste bulletiner med lidt
kommentarer.

Drenge 16:
Davor Palo (1,5 af 3) - 0 mod Dimitri Schneider, USA (ELO 2382).
Davor spillede iflg. ham selv en dårlig åbningsvariant og blev kørt ned.

Drenge 14:
Jakob Vang Glud (1/2 af 3) - 0 mod Costa, Portugal (ELO 2006).
Jakob spillede for tredie dag i træk mod en ELO-rated modstander over 2000. Han spillede mod Najdorf-varianten med hvid og spillede lidt upræcist, men fik alligevel en stilling hvor han med et stærkt træk kunne have fået klar fordel. En enkelt unøjagtighed herefter var nok til at modstanderen ikke gav flere chancer.

Drenge 12:
Her fik vi i dag det andet af tre mulige danskeropgør idet Nikolaj Mikkelsen og Bjarke Andreasen utroligt nok trak hinanden i en gruppe med 93 deltagere!
Bjarke startede bedst med sort og fik stor fordel, men en forkert afvikling gav Nikolaj lejlighed til at udligne spillet. I den lige stilling med D+T+T på begge sider spillede Bjarke forkert og Nikolaj spillede slutspillet med stor sikkerhed og vandt rimeligt stilrent. Nikolaj Mikkelsen (1,5 af 3), Bjarke Andreasen (1/2 af 3).
Benjamin Skjoldan (1/2 af 3) - 0 mod Iamaletdinov, Rusland.
Benjamin mødte en meget stærk russisk spiller, som spillede et fremragende parti, hvor Benjamin aldrig rigtigt fik brikkerne i spil.

Drenge 10:
Peter Skovgaard (1,5 af 3) - 0 mod Hamitevici, Moldavien.
Peters første nederlag. Begge spillere spillede for hurtigt i dette parti, og Peter tabte en bonde efter åbningen. Han kom i et tårnslutspil med 5 bønder mod 6 og havde gode remischancer, men spillede ikke aktivt nok og måtte slutteligt ned.

Piger 14:
Carina Jørgensen (0 af 3) - 0 mod Maria Fallas, CRC.
Carina fik med sort en fin stilling efter åbningen, men satte siden en kvalitet direkte i slag og tabte for tredie dag i træk. Hun har lovet at
vinde i morgen!

/Tom


-----------

14/10-2000 - tr

Retur til DSU's hjemmeside