OL i Sydney: Anand - Shirov
Den olympiske komite anerkendte sidste år den 23. juni skak som sport. Ved OL i Sydney er skak derfor præsentationssport uden for det egentlige program, og de to spillere, der er udset til at demonstrere, at skak faktisk har de fleste af den klassiske konkurrencesports karakteristika, er Anand og Shirov.
P.g.a. af tidsforskyudningen skal et dansk skakpublikum tidligt op for at følge matchen live på Nettet:
Lørdag den 23. sept. kl. 05.30 dansk tid går arrangementet i luften.
Live parti og mere information på: http://sydney.fide.com/
Tidszoner ...
Både hos os og på sydney.fide.com har der været forvirring vedr. omregningen af lokal Sydney-tid til diverse tidszoner. Men fremover har vi i hvert fald her på siden ingen undskyldning for at løbe sur i zoner, sommertid, og datolinier. For efter den første oplysning om OL-præsentationen fik vi mail fra Jesper Nørgaard, dansk progammør, der nu er bosiddende i Mexico. Jesper Nørgaard er også skakspiller. Som ung endda meget lovende, f.eks. spillede han bræt 1 for Danmark ved hold-VM i skoleskak 1979 foran en anden lovende spiller, der hed Curt Hansen.
Men hvor Curt satsede på skakken, blev Jesper Nørgaard altså programmør. Og blandt de programmer, han har lagt navn til, er Time Zone Converter, et meget effektivt tidszone konverterings program. Det er freeware og kan downloades fra flere servere, f.eks. fra følgende adresse:http://download.cnet.com/downloads/0-1475100-100-1549155.html?tag=st.dl.10001_103_1.lst.titledetail
At det ikke er nogen enkel sag at holde styr på globale tidsforskelle turde fremgå af Jesper Nørgaards venligt korrigerende overvejelser i mailen:
... Desuden er det faktisk forkert, hvad der står på FIDE-siden, hvis vi stadig regner med Sydney lokal tid, fordi Sydney har offset +10 timer fra GMT, men desuden har de sommertid, så for øjeblikket har de offset +11 timer fra GMT. Det morsomme her er også, at byen Greenwich i England ikke er på GMT (Greenwich Mean Time) tid da England jo har sommertid, så de har for tiden lokal tid i Greenwich som GMT+1.
Oppe nord for Sydney har de også offset +10 timer fra GMT, men ingen sommertid (I Brisbane for eksempel), så hvis vi går ud fra at partiet spilles som skrevet står, og det derfor er korrekt med 3pm for (GMT+10), så starter partiet en time senere, dvs. kl. 7.00 morgen dansk tid, eller midnat i Mexico. Det ville betyde at partiet starter 4pm lokal tid i Sydney.
Jeg er godt klar over, at jeg kun har øget forvirringen, men det ville da være underligt hvis de spiller en skakmatch i Sydney som er på GMT+11 og der så angives, at det spilles
et bestemt tidspunkt for GMT+10 i stedet for et bestemt tidspunkt for GMT+11. Jeg er mest
tilbøjelig til at tro, at GMT+10 er en skrivefejl af en eller anden, som ikke har læst på
lektien - at det faktisk er korrekt at tidspunktet er 3 pm lokal tid, Sydney ...Men med Time Zone Converter kørende kan man overlade slige betragtninger til programmøren og med et snuptag få den aktuelle tid et hvilkensomhelst sted i Verden.
Tak til Jesper Nørgaard - hyggeligt at høre fra dansk skak i Mexico.
------------
22/9-2000 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |