Sydøstfyn trækker sig fra Divisionsturneringen

Sydøstfyn Skakklub har meddelt turneringslederen, at de trækker deres 1. divisionshold fra den kommende Divisionsturnering. Ifølge klubben skyldes den drastiske beslutning utilfredshed med fordelingen af rejsetilskudene. Sydøstfyn ønskede det nuværende ens tilskud til alle klubber erstattet med et system, hvor bruttobeløbet blev fordelt i forhold til faktiske udgifter. Subsidiært ønskede de turneringsplanen ændret, så klubberne fik nogenlunde lige mange ude- og hjemmekampe. Ifølge turneringsplanen skulle Sydøstfyn kun afvikle én af sine syv kampe hjemme. 
Men i et svar til klubben redegør turneringslederen for, at de to dobbeltrunder i forbindelse med det faktum, at fire af holdene i 1. division er fra Århus, ville kræve placering af interne Århus-opgør i den modsatte ende af landet, hvis runderne skulle lægges efter et princip om ens rejseaktivitet for alle hold.
Turneringslederen oplyser at have sendt sagen videre til FU/HB, men åbenbart var der ikke her tilstrækkelig støtte til Sydøstfyns synspunkt, hvorpå klubben besluttede at trække holdet. 

Turneringslederen har derpå kontaktet Brønshøj Skakforening vedr. den ledige plads i 1. division, mens AS 1904 1 overtager Brønshøjs plads i 2. divison gruppe 1, og Skakklubben Saxo får chancen i 3. division gruppe 1.

------------

15/9-2000 - tr

Retur til DSU's hjemmeside