Læs mere på Aalborg Skakforenings hjemmeside http://www.business.auc.dk/~gv/chess/
- af Bjarne Sønderstrup
Første gang vi støder på Bent Larsens navn i foreningens gamle protokoller er på resultatlisten fra sommerturneringen 1950, hvor han delte en 3.plads. Det er altså netop 50 år siden, at en ung håbefuld gymnasieelev trådte ind i foreningen for første gang. Forhistorien kan vi læse lidt om i "50 udvalgte partier 1948-69". Bent er født 4.marts 1935 i Thisted og flyttede i 1941 til Holstebro, hvor det første møde med skakspillet fandt sted. Fra samme bog lyder det: …"Men da jeg i 1950 flyttede fra Holstebro, var jeg klart byens stærkeste spiller, og to år senere havde jeg nedgjort al modstand i Aalborg og kunne ikke længere lære noget dér". Bent flyttede altså til byen, da faderen blev postmester hér. Adressen var Kong Hans Gade 16, hvilket jeg som et kuriosum ved, fordi jeg ca. 30 år senere boede i kollektiv i samme hus.
Aalborg Skakforenings mangeårige formand Karl Sønderstrup skriver i sin bog "Aalborg Skakforening i 100 år" med udgangspunkt i påsketurneringen, der blev spillet i Aalborg 1950:
"Men i 1.klasse finder vi som præmietager med 5 points Bent Larsen, Holstebro. Og det var ganske rigtigt ham! Det var så vidt vides Bent Larsens første optræden i Aalborg. Han var da 15 år. Nogle måneder efter flyttede han med sine forældre til Aalborg og meldte sig straks ind i Aalborg Skakforening. Desværre for os blev det ikke noget længere medlemskab, idet han to år senere, da han var blevet student, flyttede til København for at læse til civilingeniør. Men i de to år, han var i Aalborg, nåede han både at blive mesterspiller (7 points i 1.klasse Odense 1951) og landsholdsspiller (6 points i mesterklassen i Herning 1952) samt at blive udtaget til at repræsentere Danmark i kampen om verdensmesterskabet for juniores i England.
Det sidste år han var i Aalborg, vandt han klubmesterskabet i Aalborg Skakforening, amts og bymesterskabet alt sammen med 100% score.
Foruden at han vandt alt, hvad der rørte sig i skak her i det nordlige, så huskes Bent Larsen bedst for den kolossale viden, han havde om skak allerede den gang. Der var næsten ikke det åbnings- eller slutspilsproblem, han ikke vidste noget om, og han var altid villig til at øse ud af denne viden. Havde vi beholdt ham i Aalborg, var der ingen tvivl om, at spillestandarden ville være betydeligt forøget, men for Bent ville det være blevet skaklig tomgang.Han var simpelthen alt for god."
Siden hen udviklede Bent sig så som bekendt til Danmarks gennem tiderne stærkeste skakspiller. Bent var som nævnt "alt for god" og fik i mange år ingen konkurrence på den hjemlige arena. Det var således en speciel tilfredsstillelse, da vi i vores jubilæumsår 1989 kunne præsentere ham ved et DM for første gang i 25 år.
Bent Larsens betydning for dansk skak er helt uden sidestykke, og for dette blev han for i 1998 udnævnt til æresmedlem af Dansk Skak Union.
Men selvom Bent Larsen på den skaklige scene er verdensstjerne og fortjenesten herfor helt er hans egen, så kan vi godt have lov til at bryste os en lille smule over, at også Aalborg Skakforenings navn bliver nævnt ved gennemgangen af den enestående karriere. Derfor benytter vi nu lejligheden til at udnævne ham til æresmedlem også.
------------
26/5-2000 - tr
Retur til DSU's hjemmeside |