Jesper Kjærgård-Jensen Sydjysk Mester 2000

Tekst og foto: Søren Dippel

Jesper Kjærgård-Jensen - Sydjydsk Mester 2000

Det siges, at åbningsteori er for videnskabsfolk med briller og lommeforstærkninger, og midtspil er for pralhalse og vanvittige hunde.
Skakturneringer derimod er for arbejdsbier og en myreflittige turneringsledere, skulle vi hilse at sige.

Ikke siden Junior EM i 1993 i Vejen, hvor også FIDE´s tidligere præsident, Florencio Campomanes var på visit, har der været samlet så stærkt et felt af skakspillere i Troldebyen som ved Sydjysk EMT2000/Løvbjerg-turneringen. Efter flere års pause på turneringsfronten og hidtil uden aktiv turneringsleder inviterede Vejen Skakforening i september og oktober atter til en syv runders koordineret EMT-turnering. Det var et tilbud fra foreningens nye medlem, Søren Krabbenhøft, om at lede turneringen, der banede vejen.

Men ét er at planlægge en skakturnering, noget andet er at få nogen til at deltage! Det kræver et stort benarbejde, eller rettere sagt: gode kontakter og masser af telefonopringninger. Annoncen i Skakbladet gav nemlig ikke just genlyd her i det sydjyske bortset fra nogle få interesserede henvendelser med forbehold. Deltagelse ja, men kun, hvis turneringen ikke blev for ”svag”. Så er der ikke andet at gøre end at headhunte spillere med høje ratingtal. Problemet er bare, at dem er der ikke så mange af i her Sydjylland.

Mod forventning lykkedes det dog at samle et stærkt felt med et ratinggennemsnit for turneringens øverste gruppe på 2158 - vist nok en af de stærkeste turneringer i 4. hovedkreds, kun overgået af Ribe Skakklubs 75-års jubilæumsturnering med et ratinggennemsnit på 2255! Vi havde heller ikke på forhånd turdet håbe på, at kunne samle fem spillere med Elo-rating, men det lykkedes - kravet for at kunne Elo-rate turneringen er mindst fire spillere med Elo-rating.

Med 37 deltagere fra 13 danske skakklubber var vi klar til at starte urene. Planen var, at samtlige partier lige fra mesterrække
til basisklasse skulle lægges ud til gennemspilning på Vejen Skakforeningshjemmeside på Internettet. Tro mig, her er det ikke arbejdsbier, men snarere videnskabsfolk med briller og lommeforstærkninger, der er brug for. Når det gælder om at udfylde partilister korrekt, så er overraskende mange skakspillere at sammenligne med pralhalse og vanvittige hunde –  det vrimler med ulæselige kragetæer og forbyttede skaktræk. Men hvad, det vigtigste var, at turneringen nu var i gang, og at vores turneringsleder havde fået noget at bestille. Sidste runde bød på et vaskeægte topopgør, da Jesper Kjærgård-Jensen,
Fribonde Flensborg, og den unge talentfulde Christian Bøhlke, Aabenraa Skakklub, skulle krydse klinger. Jesper vandt og snuppede samtidig 1.præmien på 2000 kroner, hvoraf dagbladet JydskeVestkysten havde udlovet 1000 kroner
til turneringsvinderen 

Dermed satte Jesper Kjærgård-Jensen punktum for en vellykket turnering, og som den eneste deltager i mesterrækken gik han ubesejret igennem turneringen. Jesper scorede 5 point af syv mulige - et sølle halvt point fra et kandidatresultat. Sejren i Vejen var blot én af en stribe flotte turneringsresultater for Jesper, der i 1998 og igen i 1999 vandt det sønderjyske mesterskab.
Helt så let gik det ikke for turneringens ratingfavorit, Bjarne Light, Haderslev Skakklub, der måtte nøjes med 4 point og 3.pladsen.
Esbjerg-spilleren Lars Wilton Pedersen, der hidtil har spillet for Sydøstfyn, men som står på spring til at skifte klub til Ribe Skakklub,
scorede også 4 point, men besatte 2.pladsen på bedre korrektion. Også den 17-årige Christian Bøhlke, Aabenraa Skakklub, scorede 4 point, men hans eneste nederlag i turneringen, nemlig i fjerde runde til Bjarne Light, et af turneringens mest taktisk prægede partier - kommenteret af stormester Curt Hansen i JydskeVestkysten - blev afgørende. Christian måtte nøjes med 4.pladsen. Han kan dog glæde sig over et flot +25 på ratinglisten - et resultat, der kun er overgået af turneringsvinderen, der kan notere +50 på ratinglisten. Her skal vi se partiet mellem Bjarne Light, Haderslev Skakklub og Christian Bøhlke, Aabenraa Skakklub: 1. e4 e6 2. d4 d5 3. exd5 exd5
(afbytningsvarianten i Fransk) 4. c4 Sf6 5. Sc3 Lb4 6. Ld3 dxc4 7. Lxc4 O-O 8. Sge2 Sbd7 9. O-O Sb6 10. Lb3 h6 11. a3 Ld6 12. Dd3 c6 13. Sg3 Te8 Det lugter af et løberoffer, men holder det?

14.Lxh6! gxh6 15.Dg6+ Kh8 16.Lxf7 Tf8 17.Dxh6+ Sh7 [17.Sh5 Txf7! (17...Sxh5 18.Dxh6 mat) 18.Dxf7 Sxh5 19.Dxh5 Dg5] 18.Lg6 De7 [18...Dc7 19.Lxh7+- ] 19.Lxh7 Lf4 20.Tae1 Df7 21.Dh4 Dxh7 22.Sh5 Ld6 23.Se4 Le7 24.Sg5 Lxg5
25.Dxg5 Sd5 26.Te4 Dxe4?? Sammenbrud. Curt Hansen foreslår i stedet: [26...Lf5 27.Th4 Tg8 28.Sg7 Txg7 29. Txh7+ Lxh7 med en stræk sort springer på d5]

27. Dg7+ 1-0

Mesterrække 2 blev vundet af Johnny Meier Harboe, Tønder Skakklub, der scorede 5 point. Det samme scorede Poul Flemmeing Fries Nielsen, Esbjerg Skakforening, men han måtte nøjes med 2.pladsen. Kolding-spilleren Richardt Ebbesen, Springeren, scorede 3½ point og besatte 3. pladsen. Johnny Meier Harboe blev klassens topscorer på ratinglisten med +50. I mesterrække 2 præsterede Søren Zerahn, Brørup Skakklub, med de hvide brikker en usædvanlig klapjagt på modstanderens konge ført af Johnny Meier Harboe, Tønder Skakklub: 1.d4 Sf6 2.Sf3 e6 3.Lf4 b6 4.e3 Lb7 5.Sbd2 Le7 6.Le2 0-0 7.c3 d5 8.0-0 Sbd7 9.Se5 c5 10.Lg3 Sxe5 11.Lxe5 Sd7 12.Lg3 Te8 13.f4 Ld6 14.Sf3 f6 15.Ld3 e5 16.fxe5 fxe5 17.Lh4 Le7 Så er der atter lagt op til et løber offer.

18.Lxh7+ ! Kxh7 19.Sg5+ Kg8  20.Dh5 med mattrussel. 20...Lf6 21.Dh7+ Kf8 22.Txf6+! Sxf6 23.Dh8+ Sg8 24.Tf1+ Df6 25.Sh7+ Kf7 26.Sxf6 Sxf6 27.Dh5+ Ke6 28.Lxf6 gxf6 29.Df5+ Kd6 30.Dxf6+ Te6 31.dxe5+ Kd7 32.Dg7+ Kc6 33.Tf7 Lc8
34.Tc7 Kb5 35.Df7 Tc6 36.Df1+ c4 37.a4+! Kc5 38.Df8# 

Turneringen blev afviklet i fornemme rammer på toppen af Vejen Bycenter, nemlig på førstesalen af Løvbjerg Supermarked, der sammen med JydskeVestkysten var sponsorer for turneringen Turneringsvinder Jesper Kjærgård-Jensen, Fribonde Flensborg, har allerede bebudet, at han er parat til at forsvare titlen, Sydjysk Mester, til næste år her i Vejen!

Resultaterne

Med venlig hilsen,

Søren Dippel

Vejen Skakforening

                Name: light.jpg
   light.jpg    Type: JPEG Image (image/jpeg)
            Encoding: base64

                 Name: zerahn.jpg
   zerahn.jpg    Type: JPEG Image (image/jpeg)
             Encoding: base64

                   Name: mJesper1.jpg
   mJesper1.jpg    Type: JPEG Image (image/jpeg)
               Encoding: base64




 

Retur til DSU's hjemmeside