28

Lau Bjerno, webmaster for D§D

 

Maildato: 3. juli 2003

Diagrammer med koordinater, svar til Martin Lind Mortensen

Du kan jo bruge den gammeldags metode fra før computerens dage: Købe tomme diagrammer og små klistermærker med brikker. :-) Sådan er mange klubblade og bulletiner jo blevet fremstillet i årenes løb!
Hvis man ikke kan købe den slags længere, har jeg nogle liggende, du må få.
Men det nemmeste, hvis diagrammerne skal på papir, er normalt at bruge en skakfont! Det kræver vel blot at Jeres trykker installerer den samme font. Et diagram lavet med en font kan også meget nemt og flot scaleres op og ned efter forgodtbefindende. Fontene og oplysning om, hvordan de bruges finder du f.eks. på Nørresundby Skakklubs fremragende hjemmeside http://www.enpassant.dk/chess.
Hvis diagrammerne absolut skal være i jpg- eller et andet grafisk format, kan man starte med en font, og når
diagrammet står færdigt på skærmen i f.eks. Word, kan man lave et 'screendump' ved at trykke på 'Prt Scr'-tasten - det gemmer det aktuelle skærmbillede i clipboardet som en grafikfil, der derefter kan åbnes i et grafikprogram og beskæres, så kun diagrammet står tilbage.
Men ulempen ved grafikfilerne er, at diagrammerne kommer til at se forfærdelige ud, hvis man efterfølgende scalerer dem op eller ned! Så de skal laves i den helt rigtige størrelse, inden man trykker 'Prt Scr'!
Venlig hilsen 
Lau Bjerno
   
P.S. På dommerforeningens hjemmeside (http://www.laubjerno.dk/dsd - Hvad siger reglerne - krav om remis) ville jeg gerne have kulør på felterne, og det kan man ikke umiddelbart med en font.
Så jeg lavede et tomt diagram - uden sorte felter - med en font og gemte det som grafikfil, og derefter har jeg med et grafikprogram sat brunlige og gullige felter ind. Så har jeg lavet en lille GIF-fil for hver brik med brikken på en gennemsigtig baggrund af præcis samme størrelse som et felt.
Med dette hjemmelavede værktøj kan jeg så tage et tomt diagram ind i mit grafikprogram og klistre brikkerne på. Nærmest præcis som på den gammeldags maner fra før PC-alderen - bortset fra at det er nemt at få brikkerne til at stå lige og præcis midt på feltet!