209

Hans Peter Lorenzen; tidligere klubspiller, spiller nu kun privat hygge-korrespondance via e-mail og den stolte ejer af en langsom computer, der kan køre Fritz.

Maildato: 10. juli 2004

K-skak, skakspillere og deres computer

Jeg klikkede ind på Skakbladet nr. 2, 2004, hvor der inviteres til computerfrit DM i korrespondanceskak. Deltagerne skal skrive under på, at man vil undlade at benytte computer til analyser. Ud over den sympatiske, men måske urealistiske vision at skrue udviklingen i k-skak et årti eller to tilbage til de gode gamle dage, kunne man stille forskellige spørgsmål til turneringsformen. 

For at blive DM i k-skak 2004 skal man vise sig stærkest i alle turneringens tre faser. I hver fase er der forskellige uafklarede problemer. 

1) Forberedelsesfasen: 
Man må åbenbart gerne checke modstanderens åbningsvaner ved at  søge i on-line partibaser, men må man bruge computeren til at lede efter fejl og forstærkninger i de fundne partier? Hvis ja, må man så udstrække forberedelserne til et stykke ind i åbningsfasen, når spillet er i gang, hvor man ved, hvilke åbninger man skal søge på i ChessBase?

2) Spillet: 
Man må ikke modtage hjælp af Fritz, men må man modtage hjælp fra den analysemakker, man har hygget sig med i en menneskealder? Hvad nu, hvis han har en computer, der kan køre Fritz? Og hvordan vurderer man, om modstanderen overholder betingelserne? Må man selv  sammenligne hans spilføring med computerens forslag, eller vil turneringslederen stikprøvevis udtage partier til computer-kontrol? 

3) Appelfasen: 
Det kan vel ikke udelukkes, at en spiller indklager en anden for at overtræde turneringsreglementet, og især hvis dette har haft afgørende indflydelse på placeringen af mesterskabet. Hvis anklagen nu ikke kan bevises, må turneringsledelsen så modstræbende udpege en DM-vinder pga. "bevisets stilling"? Vi risikerer at få en DM, der på journalistens spørgsmål må ty til det kendte svar: "Jeg er aldrig blevet testet positiv." 

Jeg tror, at det var mester Jens (Enevoldsen altså, ikke ham den unge Kristiansen), der et sted omtaler en episode fra omkring forrige århundredeskifte, før man kendte til fænomenet "hemmeligt træk" ved 
afbrydelse af spillet. Et parti, som Tarrasch var involveret i, viste sig afgørende for turneringssejren. Ved spisetid blev partiet afbrudt i et skarpt slutspil og skulle genoptages en times tid senere. I sine 
partikommentarer gjorde Tarrasch meget ud af at understrege, at han ikke havde anvendt pausen til at analysere - ja, overhovedet tænke - på hængestillingen, for det var nemlig forbudt. Et halvt århundrede senere kunne man høre vestlige skakspillere (misundeligt?) brokke sig over de stormesterkollektiver, som hjalp de sovjetiske stjerner med hængepartianalyser.

Også fra k-skakkens verden findes eksempler på usportslig adfærd. Niels Granberg, hvis nekrolog blev bragt i Skakbladet nr. 2, 2004, fortalte engang, at han holdt op med at spille internationalt, fordi de sovjetiske spillere snød. Foruden tilfælde af snyd med tidskontrollen (hvis man angiver forkert dato for, hvornår kortet er afleveret af postvæsnet, kan man redde sig mange dages ekstra betænkningstid), oplevede han at modtage træk fra Moskva samtidig med, at hans modstander spillede nærskak i Spanien.

Der har åbenbart altid været problemer med at fastlægge og håndhæve regler for, hvilken hjælp det er tilladt at modtage ved afviklingen af et skakparti. Historien viser, at reglerne opblødes i takt med, at normerne for sportslig adfærd skrider. Det er et godt princip, at man ikke skal have regler, der ikke kan håndhæves. Heller ikke i skak.
Problemet med usportslig brug af teknologiske hjælpemidler er åbenbart størst i k-skak, selv om en topstormester i nærskak jo er mindst lige så afhængig af sin computer, som k-spilleren - forhåbentlig blot ikke under selve spillet. Skakbladet havde for et par år siden et interview med en nørd, som efterhånden var blevet en helt habil k-skakspiller. Han havde en superhurtig computer og sagde kategorisk, at man skulle have FLERE af de sidste nye skakprogrammer kørende. Ellers kunne det være lige meget. Dengang stødte det mig, at selv en idiot således ville kunne spille lige op med de gode, blot fordi han har købt det nyeste eller dyreste isenkram. Men det er jo nok tidens vilkår, at k-skakken må udvikle sig på våbenkapløbets præmisser. 
Når det er sagt, kan jeg da godt blive lidt irriteret på k-spilleres kommentarer til deres mesterstykker. Nu fx. Henrik B. Pedersens kommentarer i Skakbladet nr. 5, 2004, til det OL-parti, som han - eller hans computer? - overtog ved Sven Jardorfs død. Slutningen af partiet er for mig at se så Fritz'et, at det formodentlig ville være kandidat til en klagesag, hvis det var spillet ved korr.-DM 2004. De mange udråbstegn i partislutningen virker lidt ubegrundede, når det ikke et eneste sted nævnes, hvad der er Fritz, og hvad der er Pedersen. Er 
udråbstegnene en markering af trækkenes objektive kvalitet, eller udtryk for stolthed? Formodentlig det første, for K-spillere med Fritz ved godt, at den sidste ultrataktiske del af partiet er den letteste.

Så har jeg mere sympati for fx. Peter Heine Nielsens partinoter i samme nummer, fordi han omhyggeligt antyder, hvor Fritz har bidraget til analyserne. Det er en god vane, som han vist deler med de fleste GM'er i nærskak. Hvorfor kan k-spillere ikke være lige så tydelige? Nu er jeg måske for kritisk over for k-skakmestre. 
Computerhjælp er vel blevet en så integreret del af spillet her i 2004, at man finder det helt unødvendigt at nævne det i partikommentarerne. 
K-skak er blevet en slags 'Advanced Chess' med lang betænkningstid.
Jeg har checket Skakhåndbogen om k-skak og ikke fundet noget om, hvorvidt computerbrug er tilladt eller ej. Nu introducerer unionen et slags "på tro og love" moral-kodeks i stedet for at præcisere reglerne. Det er næppe holdbart i længden. Når man anvender et "på tro og love"-princip ved en officiel DM-turnering, antyder man samtidig, at computerbrug i k-skak er snyd. For at stille alle lige vedtager man, at hvad ikke alle kan eller vil anvende, må ingen anvende. Men samtidig accepterer man åbenbart "overtrædelser" i OL-partier. Skal der være forskel på principperne (reglerne?) i danske k-turneringer og i internationale? 

Enhver k-spiller vil bekræfte, at rådighedstiden er af afgørende betydning. Den svagere spiller kan til en vis grad kompensere med ekstra knofedt, hvis der er tid for livets andre pligter, og computeren har radikalt ændret normerne for, hvad der er tid til. Hvis man virkelig ønsker at gøre k-skakken "retfærdig", så vilkårene blev mere ens for spillerne, genindførte man normerne fra Tarrasch' tid. Man kunne fx. lade deltagerne skrive under på, at de kun ville analysere - ja overhovedet tænke - max. en time pr. ny stilling. Det ville ligestille familiefædre og erhvervsdrivende med pensionister, arbejdsløse og professionelle, og måske sikre husfreden hist og her.

Nu må vi heller ikke blive for jomfrunalske. I K-skakken har spillet altid foregået på ulige vilkår. Da Sloth blev verdensmester, fik han støtte fra frivillige som fx. Svend Novrup, der sendte ham de nyeste skakblade og bulletiner til hjælp ved åbningsforberedelserne. Ak ja, det var før on-line partibasernes tid. Den hjælp var naturligvis inden for sportslighedens rammer, men det må have sparet Sloth en hel del tid, han så kunne 
bruge på manuelle analyser i toget mellem Ringkøbing og Århus. 

K-spillet med - og mod - computer kan være lige så indholdsrigt som det klassiske, hvor hjælpen begrænsede sig til Informator, analysemakkere og knofedt. Computerens medvirken betyder IKKE, at der spares en masse tid og nattesøvn, men at kravene til analysernes kvalitet er skruet voldsomt i vejret. Derfor er der færre billige points at hente mod sildene, men det vil stadig være den bedste spiller, der får det bedste produkt ud af computeren og derfor vinder turneringen. 

Vi kan vel være enige om, at det uretfærdige ved hjælp fra computer består i, at modstanderen også anvender en. Og især, hvis den tilmed er hurtigere end vores egen ...

Mvh. 
Hans Peter Lorenzen