190

Thomas Vestergård, Webmaster www.sk1968.dk og www.dsus.dk

 

Maildato: 12. marts 2004

Kontingentstigning, Skakbladet og Internettet

Med baggrund i Steen Juul Mortensens udmelding i Skakbladet om en ekstra kontigentstigning på grund af øgede portoudgifter samt Mads Boe og Thorbjørn Rosenlunds seneste debatindlæg i dette forum, vil jeg tillade mig at komme med følgende betragtninger.
Jeg håber at alle kontigentstigninger kommer igennem delegeretmødet, men bagefter må vi se på, hvordan vi bruger de begrænsede midler bedst.
Skakbladet kommer nu i et nyt flot format 8 gange om året, og det er et rigtig godt blad, som jeg vil savne hvis det kun kom 6 gange om året. Det er ikke desto mindre mit forslag. For med en MER-portoudgift på 20.000 kr. pr. nummer, må vi til at se, om ikke portopengene kunne bruges på en anden måde. Jeg er ikke ude på at skære i redaktionen. Måske vi kunne få det samme antal sider ud på 6 numre, men i en dårligere papirkvalitet. Hvordan vi får mest muligt ud for de færreste penge, må nogle af vores mange dygtige postskakspillere kunne hjælpe med at regne ud.
Postmester Mads Boe vil gerne have en bedre internetdækning, og Thorbjørn Rosenlund fremlægger helt præcist, at DSU får hvad de betaler for. Udenforstående ved nemlig ikke hvilket stort arbejde det er, at drive en hjemmeside.
Jeg har ikke talt antallet af sider med medlemsinformationer, ratingtal med videre, som løbende skal vedligeholdes; men det er bestemt et stort arbejde. Derfor vil jeg bl.a. bruge de sparede portopenge på en bedre internetservice. Hvor mange porto-penge vil vi spare, ved jeg ikke.
Men 100.000 kr. er vel et forsigtigt bud.
Disse skal bruges til en bedre aflønning af web-master, så vi kan få endnu flere opdateringer og nyheder på siden. 
Samtidig skal de bruges på at udvikle et nyt design og nye funktionaliteter til hjemmesiden. Det er nødvendigt med professionel hjælp til et nyt design.
Måske skal vi have en skakserver selv. Måske skal vi samarbejde med TV2-spil, som jeg før har foreslået; men vi SKAL have et sted med online-skak, der reklamerer for DSU. Et samarbejde med for eksempel www.eskak.dk, der er en e-mailskakklub, er også oplagt. Samtidig er der en masse webmastere og programmører ude omkring i landet, der sidder og bruger deres fritid til at udvikle programmer til ratingberegning, visning af ratingudvikling på grafisk form, programmer til rundelægning, indberetning af resultater etc. etc. Alle disse erfaringer/ressourcer må samles og udnyttes. 
Derfor håber jeg også at delegeretmødet vil vælge Morten Rasmussen ind i FU. Jeg ved slet ikke om han er enig i ovennævnte betragtninger, men han vil være en oplagt person til at føre dem ud i livet.
Med venlig hilsen
Thomas Vestergård