185

Thorbjørn Rosenlund, webmaster

 

Maildato: 7. marts 2004

Dansk Skak Unions hjemmeside

At man kan stille krav til den, der påtager sig et stykke lønnet arbejde, behøver man ikke at have som sin private overbevisning. Det er selve forudsætningen for overhovedet at indgå en aftale. Lige så indlysende forudsætning for aftalen er, at arbejdstageren kan stille krav om at blive honoreret for det arbejde, han udfører. Balancen i krav og modkrav er afgørende.
Forud for Dansk Skak Unions 'professionelle' premiere på Nettet nedsatte DSU et IT-udvalg med kyndige IT-folk blandt medlemmerne. IT-udvalget konkluderede at et skaksite med opdateret information om klubber, rating, turneringstilbud, nyheder og udvikling af nye faciliteter som diskussionsfora, onlinevisning af partier og hvad ønskerne nu ellers måtte være, ville kræve en fuldtids webmaster med kvalifikationer både inden for IT og skak. DSU's ledelse mente imidlertid, at det blev for dyrt. 
Med en veluddannet webmaster på halv tid vurderede IT-udvalget så, at man ville kunne få en hjemmeside med opdatering af alle hovedområderne, men ingen udbygning og videreudvikling.
Det daværende forretningsudvalg så meget positivt på skakkens fremtid på Internet, men havde ikke tilstrækkelig økonomisk opbakning og endte med - for dog at være fast til stede på Nettet - at knytte Skakbladets redaktør til hjemmesiden på afregningsvilkår, der netto svarer til 1/7 af en HK-løn for den fælles funktion som webmaster, mailadministrator og presseformidler. IT-udvalget nåede ikke at udtale sig om, hvad en webmaster mon kunne nå at udrette på 1/7-tid, men praksis har vist, at denne daglige time end ikke rækker til uomgængelig - men også usynlig - administration.
Ubalance i arbejdsgiverens disfavør er således næppe mulig, og i tider, hvor der er større synlig aktivitet og frontline nyhedsdækning fra danskere i udlandet på DSU-siden, er det derimod webmasteren, der kunne stille krav - medmindre han altså vælger at kalde det hobby og frivillig arbejdskraft ligesom de mange, der knokler med skak-hjemmesider, simpelt hen fordi det er sjovt.
Et overordnet ønske om udbygning af DSU-hjemmesiden samt bedre og mere kontinuerlig opdatering er rimeligt nok både aktuelt og historisk. Og ligeledes er det også rimeligt at antage, at DSU skal finde en anden webmaster i forbindelse med en kommende omdefinering af opgaven.
Men at klandre webmasteren for ikke at præstere syv gange det, han er ansat til, er ikke rimeligt.
Thorbjørn Rosenlund