167

Poul Søndergaard – formand for Viborg Skakklub

Maildato: 3. juli 2003

Kommentar til ”Jens Larsen debatten”

Hermed en kommentar til ”Jens Larsen debatten”, der stadig har efterdønninger i Lederforum. Der har fra JL’s side været en massiv kritik af DSU’s struktur og ledelse, og det har ikke ydet disse nogen retfærdighed. Det ”forældede” system er efter min mening ikke så ringe endda, og der er hårdt arbejdende og engagerede ledere på mange planer. Jeg håber ikke at JL’s frontalangreb inspirerer andre til mere stenkastning, og det skal ikke have lov at stå uimodsagt.

I det ”åbne brev” foreslåer JL statistik over medlemsudviklingen. Det vil jeg gerne støtte, hvis en sådan kan tilvejebringes uden alt for megen administrativ byrde for FU, og forudsat at datagrundlaget er til stede. Endelig skal statistikken jo også løbende vedligeholdes. Statistik over årsager til at man forlader skak kunne også være interessant, men kan næsten kun komme fra klubkassererne, der er tæt på det afgående medlem.

Kritikken af dsu.dk og påstanden om at internettet er et ”afgørende profileringsmedie” kan jeg kun del-vist følge. Hjemmesiden har i mange år opfyldt et simpelt behov for information, som jeg sætter stor pris på. Nyhedsoversigten, kalenderen, HB referater, links, ratinglister osv. Det er grundlæggende godt. De detailmangler, som JL hager sig fast i, bør selvfølgelig rettes, men jeg nægter at tro, at vi mister massevis af potentielle medlemmer på grund af det, eller at årsagen til medlemsnedgang kan findes her. Hjemmesiden kan godt have behov for en ansigtsløftning, og det kan der tages fat på efter den store omlægning af Skakbladet. Jeg tror ikke på at dsu.dk og internettet er det vidundermiddel, der skal redde skakken. Det er et vigtigt kommunikationsmiddel og et supplement til klubskak, javist. 
Men slaget skal slåes i skoleskakken og det lokale arbejde, som klubberne laver, og selvfølgelig i eliteskak, sponsoraftaler og mediearbejde, hvor profileringen især sker. Når JL tilbyder sig selv som webmaster, så virker det som om, det er motivet bag den indædte kritik. Men det job kræver vist en del mere, end blot at kunne designe knapper på en webside.

Kritikken af Thorbjørn Rosenlund, som også er taget op af andre, er efter min mening uberettiget, også selvom der har været startvanskeligheder med det nye Skakblad og småmangler på hjemmesiden. Disse antydninger af, at Thorbjørn ikke laver noget, kan kun komme fra folk, der ikke selv har prøvet at lave redaktionelt arbejde og det tilhørende arbejde med teknik og produktion. I øvrigt må det da ikke glemmes, at han netop har fået gennemført en meget kraftig fornyelse af Skakbladet. Kravet om at Thorbjørn offentligt skal gøre rede for sit tidsforbrug er helt uacceptabelt. I et job har man en chef, der kan afkræve sådanne oplysninger, ikke andre. Hvem i erhvervslivet ville stå model til den slags?

Afsnittet om skakserveren og Dansk Skaksalg er blevet grundigt imødegået af hhv. Flemming Jensen og Lotte Jakobsen. Det viser, at ideer som ved første øjekast ser besnærende ud, måske ikke kan holde for en grundigere analyse.

Tankerne om skakhuse er også besnærende, men der skal økonomi og arbejdskraft til for at drive det. Man må forudsætte at de implicerede skakklubber (7 i JL’s eks.) kan blive enige om drift og levering af arbejdskraft. Dette arbejde kommer oveni det normale klubarbejde for så vidt det er de samme personer. Der skal plejes en lang række sponsor- og støtteforhold. JL synes at tro, at det er en let sag at skaffe sponsorer og at DSU nærmest kan booke (”sørge for”) tid i TV medierne. I enkelte klubber går det nemmere end andre steder på grund af personlige relationer til lokale firmaer, men for hovedpartens vedkommende er det et slidsomt arbejde (jeg takker for rosen af Viborgs sponsoraftale, men det har andre klubber nu gjort endnu bedre, f.eks Næstved og Morsø). Skal skaknørderne også varetage arbejdet med administration, sponsorer og medier?

Så er der det rent praktiske: Åbning/lukning, kantine, rengøring, indkøb, opstilling/oprydning, salg af skakmaterialer og ikke mindst organisering af skakaktiviteter.
Her er det især at JL’s skjulte ressourcer af skaknørder skal stå distancen. Erfaringen fra klubaftner og turneringer er, at det praktiske kommer altså ikke af sig selv! 
Og når folk begynder at tale om skakcafeer med åbent hele ugen, så kan jeg kun tage dem alvorligt, hvis de har vist, at de selv kan tage fat, dvs. ordne kantine, rydde op, når alle andre er gået hjem, være med til at organisere og lede turneringer, kort sagt bidrage til at klublivet fungerer.

JL skriver, at han kan bruge 50 timer om ugen på at lære skak og spille skak, at han ikke er med i klubarbejde m.m., så han er fri til at fremsætte alle disse tanker, og underforstået: Det bliver tankerne ekstra gode af. Til sammenligning er jeg i vores klubledelse på 8. sæson, og har i al den tid haft fuldtidsarbejde, familie med 3 børn, hus og have. Meget af den sparsomme fritid bruges på skak, fortrinsvis klubledelse, turneringsledelse og holdledelse, ikke spil vel at mærke. Mine bestyrelseskolleger og andre ledere gennem årene har ligeledes taget ansvar og har ydet den arbejdsindsats, der får det hele til at køre. Man kan godt nedgøre den ”gammeldags struktur”, hvor ”de samme mennesker gør de samme ting på de samme måder og bekræfter hinanden heri årti på årti…” så ”..nyskabelse får umulige vilkår”. Men det er altså denne struktur og disse flittige ledere med deres trivielle opgaver, der gør, at der eksisterer klubber, turneringer og holdskak i dag. Hvis man blot ligger i hængekøjen og stiller højrøstede krav, så får man svært ved at blive taget alvorligt.

JL kalder sig en ”skaknørd”. Hvis definitionen på en skaknørd er en person, der er arbejdsfri, evt. uden familieforpligtelser, og derfor kan og vil bruge det meste af sin tid på skak, så vil jeg sige, at det er der bestemt brug for i skakmiljøet. De er eksponenter for begejstringen og fascinationen af skak, som vi alle deler. Nogle skaknørder udvikler sig også og tager del i lederarbejdet. Men flertallet gør ikke. De vil hellere spille skak. En klub eller en skakcafe kan ikke køre alene på de frie skaknørders indsats. I øvrigt er der også almindelige medlemmer uden for nørdernes kreds, som foretrækker blot at spille skak. Det er alt sammen ok, vi kan jo ikke alle være klubledere. Men hvis arbejdskrævende forslag fremsættes af folk, der ikke i det daglige bidrager til klubbens drift, så skal det virkelig være gennemtænkt og have jordforbindelse, hvis det ikke skal ende som luftkasteller.

Med en let omskrivning af et berømt citat: Spørg ikke hvad din klub kan gøre for dig, men om hvad du kan gøre for din klub. 

Jeg har set omtalen på nettet af planen om et Københavnsk Skakcenter, og er fuld af respekt for de klubfolk, som vil kaste deres sjæl og arbejdskraft ind i et sådant projekt. Ligeledes har vi jo Chesshouse, som også gør en markant indsats for skakken. Jeg ønsker disse to projekter alt mulig succes og en lang levetid.

ØBRO’s ”kaos” turneringer kender jeg ikke meget til. Det kan være godt for nogle spillere, men vi er da stadig en stor gruppe, som holder af de faste rammer om EMT turneringerne. Når man har knapt med tid at ofre på turneringsspil, så foretrækker jeg en ”fast aftale” over f.eks 5 ugers EMT. JL kalder sig ”hedonist”, en der følger sin lyst og ikke andet (så må verden indrette sig efter det). Anarkist kan man også kalde det, hvis idealet for turneringer er, at der skal være så lidt rammer og regler som muligt.

JL gør meget ud af at demonstrere sin viden om organisations teori. Disse teorier er nok mest møntet på firmaer, og jeg tror ikke, det 100% kan overføres på foreningsliv.

Mod slutningen af det ”åbne brev” bliver tonen ubehagelig, en slags autoritetsoprør mod DSU’s ledelse, der betegnes som ”den lukkede organisatoriske adel” og ”parasitter på DSU’s bredde”. Der skabes et nyt fjendebillede: De forgyldte juniorer, der stjæler alle ressourcerne fra ”mig” og ”mine MANGE ligemænd”. Det er så groft, at jeg skal afholde mig fra yderligere kommentarer. Med formuleringer som ”..så godt som alle skakspillere” og ”kritikpunkter…svirrer…i breddeskakkens landskab” tages det meste af DSU’s medlemsskare til indtægt for disse synspunkter. Det er utilbørligt. Det ”åbne brev” er, hvor relevant de enkelte debatpunkter end er, skæmmet af denne uforsonlige og konfrontationsagtige tone. Det kammer fuldstændig over i de senere indlæg og udarter til endeløs mistænkeliggørelse og en nærmest hetzagtig kritik mod Thorbjørn Rosenlund. JL beskylder andre for ting, han selv benytter i rigt mål. Disse indlæg kan efter min mening ikke tages alvorligt. På den måde opnår man kun at støde folk fra sig i stedet for at vinde dem for sine synspunkter.

Jeg er klar over at mine kommentarer kan opfattes som en afvisning af nytænkning. Det er det ikke. Vi skal tænke nyt, men med respekt for den indsats, der trods alt gøres i DSU og i klubberne. Den arbejdsindsats har JL ingen forestillinger om, og møder med arrogance og vidtløftighed. Sådan en indstilling er svær at se bort fra, når ideerne skal diskuteres, og den må fremkalde modstand. Jeg tror DSU ledelsen er lydhør overfor ethvert seriøst forslag, der fremsættes i en god ånd, og da bør der ikke være nogen problemer med at få ledelsen i tale.

Med venlig hilsen

Poul Søndergaard