166
Rasmus Petersen, enkeltmedlem (tidligere Jetsmark Skakklub)
Maildato: 2. juli 2003
Svar til Henrik Mortensen
I sit indlæg af 27/6 kommer Henrik Mortensen ind på en del kritikpunkter, både hvad angår skakbladet, men såmænd
også DSU’s hjemmeside.
Der skrives bl.a.: ”I morgen (28/06/03) begynder en stærk skakturnering på Grønland. Henrik Danielsen er endda
blandt deltagerne. Alligevel har unionens hjemmeside indtil nu (27/06/03 kl.19.00) valgt at ignorere begivenheden...”
Jeg skal lade det være usagt om dsu.dk ”vælger” at ignorere begivenheden, derimod tror jeg at det kunne være givtigt både for dsu.dk, webmaster, samt de medlemmer der bruger siden, at i stedet for at hyle og
skrige op om hvor forfærdeligt det er, at siden ikke er opdateret, at man så i stedet fattede tastaturet og
skrev et indlæg til dsu.dk, som webmaster så kunne benytte på siden. Dette gælder både omkring
turneringer, men så sandelig også boganmeldelserne. Det er alt for let at sidde og klandre andre for det
arbejde som de udfører, om det så er lønnet eller ej. Jeg ved af egen erfaring, hvor stort et arbejde det er
at holde en webside opdateret, og det endda ”bare” en amatørside!
Så hermed en opfordring til, at såfremt dsu.dk skal leve op til de høje krav som alle udenforstående
stiller, så er det lige så meget op til jer, at gøre opmærksom på de begivenheder man vil have på siden!
Og længere nede: ”Hvis man i dag mødte en, der sagde, at han glædede sig til, at Skakbladet skulle komme, ville
man da uvægerligt tro, at vedkommende var idiot!! Bladet er på det nærmeste hver gang i de seneste 2½ år IKKE
kommet til tiden! Det har næppe nogensinde i nyere tid gennemgået nogen form for korrekturlæsning, inden det blev
sendt på gaden. Hvis ikke det havde været for Peter Heine Nielsens artikler, havde man længe kunne nøjes med at
studere turneringsindbydelserne...”
Til det første kan jeg da sige, at jeg kender mange der rent faktisk glæder sig til at
Skakbladet kommer.
Jeg vil gerne rose det nye layout, Bent Larsens artikler og for turneringsreferaterne. Men igen, hvis man,
med rette, forventer at bladet skal være medlemmernes, at man får de skæve vinkler og de
underholdende artikler, så er det også tvingende nødvendigt at medlemmer bidrager med artikelstof. Jeg
husker bl.a. med glæde Per Andreasens underholdende artikler, og med 6.000 medlemmer er der vel en
der formår at bringe de ”skæve” historier.
Som en sammenfatning kan det siges, at det er alt for billigt, som det er blevet
kutyme i dette debatforum, at nedgøre den arbejdskraft, betalt eller frivillig, der tegner DSU. Jeg ville da ønske at alle de
der kritiserer det arbejde der udføres i DSU-regi, ville tage arbejdshandskerne på, og være med til at give
en hånd med i det daglige arbejde.
Jeg skal lade det være usagt om Henrik Mortensen og Jens Larsen har tilbudt deres hjælp til DSU, men
ud fra deres indlæg ville det klæde dem hvis de har!
Med venlig hilsen
Rasmus G. Petersen