163
Lau Bjerno, Redaktør af Skakhåndbogen
Maildato: 21. juni 2003
Fejl i Skakhåndbogen
13. udgave af Skakhåndbogen er netop udsendt, og der er allerede flere, der har fundet og påpeget fejl. Allerførst:
Tak for disse tilbagemeldinger! Det er for det første rart at mærke, at nogen læser det man har skrevet, og for det
andet er det jo også vigtigt at få klarlagt fejlene, så de kan blive rettet til næste udgave.
Fejl bør jo helst undgås, men da oplysningerne i Skakhåndbogen ofte passerer igennem mange led, er der jo
deværre også mange måder, de kan opstå på.
Hvis en klub f.eks. skifter formand, er den første forudsætning for, at oplysningen kommer med i næste
Skakhåndbog jo, at klubben selv meddeler formandsskiftet til hovedkredsens kartoteksfører. Det hjælper altså
ikke at fortælle det til unionsformanden, skakbladsredaktøren, ratingkartoteksføreren, naboen eller postbuddet, og
det er ofte her, det går galt! Hovedkredsens kartoteksfører (der ofte, men ikke altid, er den samme som
hovedkredskassereren) skal så selv føre oplysningen ind i unionens database - det hjælper altså heller ikke at han
f.eks. ringer til unionens webmaster og fortæller ham det - her er der en anden ganske hyppig fejlkilde,
når hovedkredsen f.eks. har valgt en ny, og selvfølgelig uerfaren kartoteksfører. Når F.U. så beslutter, at der skal en
ny håndbog ud, kontakter de Finn Larsen, som så trækker oplysningerne ud af databasen og mailer dem til mig -
her er der ikke mange fejlmuligheder! Jeg sætter så oplysningerne ind og sender de færdige wordfiler til Henrik
Knudsen. Her er der heller ikke de store muligheder for fejl - kun at jeg måske glemmer at sætte det rigtige årstal
ind i sidefoden!. Henrik tilføjer så eventuelle sidsteøjebliksændringer, konverterer wordfilerne til pdf-filer, der så går
til trykning, og her burde det heller ikke så let kunne gå galt.
Den sidste, alvorlig fejlkilde skyldes jo den tid der går i alle disse led: Ofte venter man måske for lige at få en vigtig
ændring med - i år valgte F.U. således at vente på et nyt regelement for landsholdsklassen, der skulle vedtages.
Desuden tager trykning og udsendelse lang tid. Så der kan jo desværre sagtens være sket ændringer i mellemtiden -
formænd kan være skiftet, klubber kan være lagt sammen (Tårnet + Sk.1946, Randers = Rokaden, f.eks!),
og foreninger (Ftsadpoks) kan være nedlagt.
Der vil kortsagt desværre næsten nødvendigvis være forældede oplysninger i enhver ny Skakhåndbog!
Lau Bjerno