162

Jørgen Bredahl Hansen - medlem af Dianalund Skakklub

 

Maildato: 18. juni 2003

Penge til holdspillere - en kommentar


Jeg har egentlig stor sympati for Lau Bjerno´s synspunkter (indlæg nr. 158) 
Helt enig er jeg i synspunktet omkring deltagelse i flere nationers holdturnering! 
Kristen Jensen nævner speedway, som en anden sport hvor deltagerne flakker rundt og kører i flere landes nationale ligaer - og deri har Kristen ret - der er dog for mig at se den afgørende forskel, at der ikke findes en Europa Cup for klubhold i speedway, og man kan derfor ikke tale om en sammenhængende turnering, som i f.eks fodbold - og skak!
Det er da noget rod, at der er risiko for at en spiller skal spille mod sig selv i Europa Cupen - var det mon derfor Helsinge blev helt væk?
I øvrigt er der en række eksempler på, at hold helt ned til 3. division, stiller med vidt forskellige hold i de enkelte runder, afhængig af om der nu er runde i Bundesligaen, eller den svenske eliteserie!. Er det sportsligt?
Var Dianalund rykket op i 2. division, hvis ikke der lige havde været afslutning i Sverige samtidig med Danmark? 
Men det er muligvis ikke et anliggende for DSU, men snarere FIDE - forbydes burde det dog! 
Jeg har også stor sympati for tankerne omkring klubånd, eller rettere den manglende klubånd der kan opstå som følge af køb af spillere. Her er der for mig ingen tvivl om, at Lau Bjerno har ret i, at det er vigtigt for et godt klubliv at de bedste spillere også deltager i klubbens interne turneringer - hvem vil ikke gerne have mulighed for at møde giraffen?
At bebrejde de spillere der modtager betalingen, vil jeg dog ikke være med til - og da slet ikke de spillere der har skak som en levevej!
Men det er jo desværre en kendsgerning, at der har været en del uheldige forhold omkring de klubber der har forsøgt sig med honorering af spillere. Senest kunne Sydkysten ikke stille sit 2. hold i 3. division, men også trækningen af Sk 1934´s hold i 1. division, havde vel sin baggrund i manglende økonomi?
Jeg har intet imod støtte til den danske elite. Jeg tror på at gode eliteresultater kan være med til at vende medlemsudviklingen - især vil et rigtigt godt dansk resultat ved en skakolympiade være godt - så skal medierne nok vise interesse!
Derfor så jeg meget gerne, at der blev ydet betydelig mere støtte til elite-/træningssamlinger - også selvom det ville betyde en kontingentstigning, vi får jo nok ikke noget fra Team Danmark!

Venlig hilsen 
Jørgen Bredahl Hansen