147

Thorbjørn Rosenlund, webmaster

 

Åbent Brev – uregelmæssigheder - afrunding - svar

I perioden 19/5 - 27/5 er der bragt fem debatindlæg af Jens Larsen. Nemlig 19/5, 23/5 og 27/5 på 'Lederforum', 23/5 på 'Webmaster' og 23/5 på 'Analyse'.
Siden 27/5 har Jens Larsen ikke fremsendt noget debatindlæg til Dansk Skak Unions debat-fora, hvilket jeg i dag har anmodet Dansk Skak Unions Internet-udbyder, Netcentralen, verificere gennem en log på den elektroniske trafik.
Selv om Jens Larsens indlæg tydeligvis har til hensigt at føje mistanke om debat-kvælning til de tidligere indlægs anklager om utilstrækkelig arbejdsindsats og misbrug af Dansk Skak Unions midler, anser jeg det ikke for usandsynligt, at Jens Larsen faktisk mener at have afsendt de postulerede indlæg. Da jeg nemlig mandag den 19/5 kvitterede for hans 'Åbent brev', der var indkommet kl. 23.10 søndag den 18/5, efter at jeg havde forladt kontoret, kom min mail retur fra Jens Larsens Hotmail-adresse med beskeden 'mailbox unavailable'.
Hverken teknik eller mennesker fungerer altid optimalt. Det er livets vilkår for Jens Larsen såvel som for redaktører og DSU-ledere. Ligeledes er det et vilkår at blive målt på sin indsats. Man er måske for omstændelig, trænger til at blive opgraderet med nye input-filtre. Det der tjente skakken bedst på én måde i går, skal måske gøres anderledes i dag. Tvivlen er forandringens forudsætning.
Men hos Jens Larsen bliver tvivl til skråsikkerhed, forslag til krav, og diskussionen af ressourcer og prioritering til en påstand om slendrian og ond vilje i hele skak-administrationen.
Ingen dialog kan foregå på disse præmisser, og med sin attitude af anklager og mistillid risikerer Jens Larsen at gøre organisationens afvisning af idékataloget til en selvopfyldende profeti.
Synd for alle parter, når det nu netop er ideer, tillid og samarbejde, dansk skak har allermest brug for.
Venlig hilsen
Thorbjørn Rosenlund